ꜳpeskaaren, s. openskaar.
Ꜳr, n. 1) et Aar; 2) Aaring, Aarsvæxt. (G. N. ár). I Aar: i dette Aar. Til Aars, eller mot Aare: til det kommende Aar. Til Aars betegner ogsaa: til Alders, ude i Aarene. Paa denne Aarsens Tid: denne Tid af Aaret.
Ꜳr, f. (Fl. Ꜳra, r), Aare, at roe med. G.N. ár. (I Tell. hedder Fleertal Ꜳrir). Aara-blad (bla), n. Aareblad. Ꜳrabur(d), m. den Maade hvorpaa man bevæger Aarerne. Ꜳradrag, n. et enkelt Drag eller Træk med Aarerne. Ꜳralaskje, s. Laskje. Ꜳralom (oo), m. Grebet paa en Aare. (Sdm. og fl. Isl. árarhjulmmr). Ꜳraløysa, f. Mangel paa Aarer.
Ꜳr, f. Blodaare; s. Aader.
Ꜳr, m. Elletræ; s. Ore.
ꜳrast, v. n. om Korn og Frugt: trives godt, give en god Høst. I Vald. og fl. hedder det aara.
Ꜳrbot (Sdm.), og Aurbot (Helg.), f. Leilighed til at bøde paa noget. I Sdm. hedder det: D’æ ut-o(r) Aarbotinne; og i Helg.: D’æ inkje Aurbot i da dvs. det kan ikke mere bødes, det er aldeles forslidt.
Ꜳrbyte, n. Ombytning som gjælder for et Aar. Ag. Stift.
Ꜳrdekkje, f. et usædvanligt stort Sneelag. Bruges i Sdm.
Ꜳrder, f. s. Aader.
Ꜳre, m. 1. s. Ore, Older.
Ꜳre, m. 2. Ildsted, Arne. (Nhl. Hard. Rbg. Tell. Hall. Gbr. Østerd.). I Formen: Ar, el. Aren skal det findes i Lister (Siredal), og i Ndm. (Surendal). Isl. ar, arin. Jf. Gruva (som er almindeligst vest- og nordenfjelds). Ellers: Eldstad, Bæd, Stein (om det egentlige Ildsted), Aarstad, Omn, Peis (om det hele tilhørende Muurværk).
ꜳretta, v. a. sætte fast ved Kiler. See følg.
Ꜳrette (ee), m. Kile som drives ind i Spidsen af en Nagle, for at den ikke skal glide tilbage. (Meget udbredt Ord). Isl. árétti.
ꜳrgjengd, adj. som er i Gang hele Aaret igjennem. (Især om Møller). Sjelden.
Ꜳrhand(a), den venstre Haaud. See Kjeiva.
ꜳrhendt, keithaandet; s. orvhendt.
Ꜳring, m. 1) Aarsvæxt, Afgrøde. Jf. Nyaaring. 2) et aarsgammelt Dyr, især Hest. (Jf. Vetrung). I Kr. Stift ogs. Ꜳrung, Aarungje. Jf. Triaaring, Firaaring.
ꜳrjonast, vansmægte; s. orkjenast.
ꜳrleg, adv. tidlig, aarle. Forældet i de tellemarkiske Viser. Isl. ár, árla (for árlega).
ꜳrleg, adj. aarlig. (Sjelden).
ꜳrlegjen (-leien), adj. som har ligget et heelt Aar (om Træ). Tell. og fl.
ꜳrleis, s. anderleis.
ꜳrliden (aab. i), adj. bruges kun i neutr. f. Ex. D’æ saa langt aarlie (el. aarlee): det lider saa langt ud paa Aaret. Tell. og fl. Jf. daglide, halvliden.
ꜳrliten, meget liden; s. ørliten.
ꜳrmegta, vansmægte; s. ormegta.
Ꜳrmot (oo), n. Aarskifte. (Hall.?)
Ꜳrs, i Sammensætning, om noget som er tilkommet i det sidste Aar; modsat fjors. Saaledes: Ꜳrs-avlen, dette Aars-Frugt; Ꜳrskonn, Korn af dette Aars Avl; Ꜳrslamb, Lam som er født dette Aar; o. s. v. I Guldbr. tildeels: I-aars (f. Ex. Iaarshøy).
ꜳrsaka, undskylde; s. orsaka.
Ꜳrs-bonn (for born), Aarsbørn, Folk som ere fødte samme Aar.
ꜳrs-gamall, adj. et Aar gammel.
Ꜳrsgang (-gaang), m. Aarets Løb. Denne Aarsgaangjen: i dette Aar.
Ꜳrsmot (oo), n. Aarsdagen, eller samme Tid som i det forrige Aar. Meget udbredt (Sdm. Sogn, Hard. Tell.), dog ikke alm. Da kjem’ att i Aarsmot’e (B. Stift) dvs. det bliver nu just et Aar siden. Sv. årsmot. Jf. Jamlengd.
Ꜳrsmun (-mon), m. den Forandring som en Ting faaer paa et Aar. Jf. Dagsmun.
Ꜳrsta(d), m. Arnested, Skorsteen. Ørk. (Jf. Aare). Ꜳrstahyll’ (for Aarstadhella), f. Stenen foran Ildstedet (= Gruvestein).
ꜳrstaden, adj. som har staaet et Aar.
Ꜳrvokstr, m. Væxt i et Aars Tid.
ꜳr-ung, adj. meget ung. Tr. Stift. (For ørung).
Ꜳrungje, s. Aaring.
ꜳrvakjen, adj. 1) vaagen om Natten. (Sjelden). 2) om Vind fra Havkanten, naar den vedbliver at blæse om Natten. Ogs. ꜳlvakjen (Sfj.).
ꜳrvand’, adj. om en Jord (Gaard), som behøver en god Sommer for at give nogen Afgrøde; kræsen med Hensyn til Veiret. Almindl. Ord.
Ꜳrveg, m. 1) Aaring, Aar med Hensyn til Væxt og Frugtbarhed. (B. Stift). 2) Aarsavl, Kornhøst (el. Kornet selv). Helg.
Ꜳrveld, n. s. Orveld.
