En noget, især noget ondt. Sogn, Sdm. og fl. Han avla dei ei SKjæmsla dvs. han forvoldte dem en Irettesættelse, klagede paa dem saa at de bleve overskjendte. (Isl. afla, skaffe).
avlaga, adj. forstyrret, bragt i Uorden. Tell. og fl. - avlaga seg, fordreie Ansigtet, gjøre Grimaser. Tell.
av-lagd, forældet, gaaet af Brug.
avlagje, aflave, f. Lag.
avlands (Vind), som blæser fra Landet.
avlang’ (avlaange), adj. aflang.
avlaus, adj. 1) fal, ledig, færdig til Benyttelse. B. Stift. 2) løbsk. Gbr. Øyken sprang avlaus for døm, dvs. deres Hest gik løbsk.
Avlaating, m. Levning, Efterladenskab. Sdm.
Avle, m. Avling af Jorden, Frugt, Afgrøde.
Avle(d), m. see Uvlid.
avlefte, v. n. afhugge Lafterne (paa gammelt Tømmer). Rbg. Tell. - See Laft.
avleide (avleia), v. a. udsætte til en anden Tid, forhale. B. Stift.
Avleide (Avleia), f. Forhaling, Udsættelse til en senere Tid. I Nhl. Avleia og Aavleia; i Sdm. Avleiding og Avleidsle, der udtales: Avleltje, el. Avlelsje.
avleides, adv. af Veien, afsides. (Sjeld.).
avleikaa, langt borte, langt fra Maalet. Sdm. (Uvis Oprindelse).
avleites, adv. af Syne, hen til et Sted som man ikke kan see. Jæd. (Udtalt: avleides, see Gram. § 90). Jf. Leite.
avlessa v. n. (e-te), aflægge Læsset.
Avletle, s. Avleide.
Avlette, et Slags Vafler (eg. Oblat). Guldbr.
av-liden (avleen), forløben, forbigaaen (om Tid). avli’e Middag: noget over Middag.
avlikka, adj. falmet, affarvet. Helg.
avloa (aavloa), v. a. (a - a), slagte, dræbe. Søndre Berg. Isl. aflóga (som ogsaa betyder: afhænde). Jf. torga.
av-loa (for avloda), indhøstet. Di ha avloa: de ere færdige med Indbjergningen. Helg. (hvor Stamordet Lo(d) ikke bruges).
Avloding, f. Indhøstning; Afgrøde. Sdm.
avlug, adj. stærk, kraftfuld. (Sjelden).
Avlysing, f. Mørkning, Skumring. Tell.
av-lyst, afskaffet (efter offentlig Bekjendtgjørelse). See lysa.
Avlæte, n. 1) underlige, usædvanlige Gebærder. Guldbr. 2) see Ovlæte.
av-maadd, afslidt, udskrabet. Helg. - S. maa.
avmunds, adv. for seent, over den rette Tid (Mund, n. ). Sdm. og fl.
av-møya, skilt ved sin Mødom.
av-noggjen, afdslidt ved Gnidning.
av-raadd, 1) fraaraadet; 2) som har opgivet sit Forsæt. Tr. Stift. Han æ avraadd mæ dæ (Ørkd.): han har betænkt sig, er kommet paa andre Tanker.
Avraand, f. Udkant; Strimmel i Kanten. Valders; ogsaa Avrønd.
Avraang, m. frossen Snee, Skare. Sdm. S. Harang (som maaskee er samme Ord).
avregda, m. frossen Snee, Skare. Sdm. S. Harang (som maaskee er samme Ord).
avregda, uhyre stor, usædvanlig. Sdm. Maaskee for Avbregda; see avbragsleg.
av-reidd, irettesat, overskjendet. Sdm.
Avreidsle (udt. Avreltje, el. Avrelsje), f. skarp Irettesættelse, Skjend, Sandsekage. Sdm. Nfj. (Jf. Skjemsla).
av-rokjen (aab. o), afdreven, bortdreven; s. rekan.
avsete (aab. e), Fl. f. de Ender af Rendegarnet, som blive tilovers, naar Væven er færdig. Bruges i de sydlige Egne, ogsaa i Sogn, Guldbr. og fl. Derimod: Avinga (Fl. m.), i Sdm. og Tr. Stift. Jf. Ave. Isl. afuggur.
avsett’ (aavsette, aagsett), afsat.
avsides (avsies), adv. afsides.
avskapt, adj. fordreiet, hæsligt udseende af Vrede eller Skræk. Sdm. og fl. (Rettere avskapa).
avsko, v. a. tage Skoene af.
avskoga, adj. blottet for Skov.
av-skoren, skaaren itu; ogsaa: afskaaren, f. Ex. om en Ager.
Avskur (aab. u), m. et afskaaret Stykke. Isl. alskurdr.
av-slegjen (sleien, slien) slaaet itu. Derimod: ha’ avslegje: være færdig med Høslætten.
av-sloppen, skaanet, undkommen.
av-snakka, aftalt, afgjort.
avstad, hen, ud, afsted. Hedder ellers: avsta, afta (Jæd.), aavsta (Shl.), stad (Nfj.), sta (mest alm.).
av-starva, afgaaen, død. Helg.
avstrokjen (aab. o), undvegen, som har løbet sin Vei.
avstybbe, v. a. kappe, afhugge. Ørk.
avstyra, v. a. stille, bringe til Orden, forhindre fra Slagsmaal eller Voldsomhed. Berg. Stift. (Isl. afstýra, afværge).
Avsvøyp, m. Afkrog, Udkant. Sdm.
Avsøla, f. Skyggeside, et Sted som vender fra Solen eller har Mangel paa Solskin. B. Stift. Ellers: Bakside, Baklid. - Jf. Forsøla.
