avsølt, adj. om et Sted som har Mangel paa Solskin. Næsten alm. men hedder tildeels: avsolt, aavsolt og aavsølt. avtak, n. 1) en aftagen Deel, noget som er frataget; 2) Afbrydelse, Forhindring. (Sjeldnere). S. taka av.
av-tald, fraraadet. — avtelja, v. a. fraraade. (See telja). Isl. aftelja.
av-tikjen (tekjen), 1) aftagen; 2) forhindret, forbudet. Dæ vart avtikje: man fik ikke Lov dertil.
avtinda (om Solen), s. avfjella.
av-trøytt, overstaaet, udstridt.
avtøk, adj. ustyrlig, rasende. Sdm. (Vel egentl. som maa tages eller tilbageholdes.
avvegjes (aveies), adv. paa Afveie; ogsaa afsides, langt borte. (Isl. afvegis). Dæ va reint aveies: det var en Urimelighed, noget uhørt.
Avverk, n. see Ovverk.
av-øyde, v. a. (e-de), ødelægge, udrydde, dræbe. Sdm.
Aa.
ꜳ, Vokal med enkelt eller usammensat Lyd, udtales mest alm. som Svensk å og Dansk aa, men i Sogn, Voss og Hard. omtrent som ao. Omvvexler i Dialekterne med o og a.
Ꜳ, f. Aa, Elv. Meget brugeligt i Kr. og Ag. Stift; ellers bruges: Elv. (G. N. á). I Hall. Aan, og Fl. Æ’na; i Sæt. Fl. Æ (for Ær) dvs. Aaer.
ꜳ, præp. paa (G.N. á. Gam. Sv. å). Bruges ofte i Sætersdalen, f. Ex. aa Foten (paa Foden), ut ꜳ Kvelden, aa Vatne, aa Njoo (i Sdm.: aa Kne’naa) dvs. paa Knæerne. Ogsaa i Nhl., dog sjeldnere. Andre Steder bruges aa kun i enkelte Talemaader, saasom: aa Ende (paa Enden); aa Side (paa Siden); aa Egg, el. aa Rør (dvs. paa Kanten); att aa Bak (s. att); midt aa Natt (midt om Natten); høgst aa Sumar (midt paa Sommeren); sleppe aa Bø (i Sdm. slippe Kvæget ind paa Engen), og fl. Ellers er Ordet meget brugeligt i sammensætning, som Aafall, Aalag, Aalit. I den almindelige Brug er det derimod fortrængt af Formen paa, som egentlig hedder: upp-aa. Jf. pi (for upp i), punde (for upp under). — aa forbindes særvanlig kun med et Subst. i den ubestemte Form, hvorimod paa sættes til den bestemte. (Et lignende Forhold finder Sted ved i og ’ti).
ꜳ! Udraabsord! o! ak! (Sv. å). Betydningen af dette ꜳ er meget forskjellig og bestemmes kun af den Tone hvori det udsiges; det bruges saaledes som Udtryk for Smerte, Ængstelse, Forundring, Opmærksomhed, Indrømmelse eller Tilladelse. Ligeledes som Indledningspartikel med ganske ubestemt Betydning, f. Ex. Aa, lat mig faa dæ o.s.v.
ꜳ, conj. 1) og (som almindelig kun bruges i Formen: ꜳ). G. N. ok (senere: og); Sv. och (i Dagligtalen: å). 2) ogsaa (adv.). Fosen og Indr. Andre Steder: og, au (s. og).
ꜳ (Partiel ved Infinitiv), at. (Isl. at, ad). Bruges sædvanligst efter et Ord som ender med t, f. Ex. Dæ va godt aa høyra. Ellers hedder denne Partikel: te, te aa eller til aa. (See te).
ꜳ, for aav eller av; see av.
Ꜳband, n. et Baand i Kløvsadlen; det øverste Tværbaand, hvorved begge Dele af Kløven sammenholdes. Guldbr.
ꜳbelle, el. ꜳbello, adv. overmaade, usædvanlig. Helgeland.
Ꜳbine (ii), og Aabin, n. et Særsyn, en sjelden eller udmærket Ting, som Alle betragte og beundre. Ndm. Sdm. og fl. Af bina.
Ꜳbit, m. Morgenmad, Frokost. Aabit (ii) bruges i Helg. Guldalen, Ndm. og fl., men Aabite (aab. i) i Nhl. Tell. og fl. — Ellers: Bisk (Sogn, Voss), Fyredugur (Hall. Ørkd. Østerd.), Midmorgon (sdm. Jæd.), Morgovær (Guldbr.). Ogsaa: Frukost. — Til Aabits (te Aabiss): til Frokosttiden. (Nhl.). Aabit-mund, n. (i Helg.), Aabitsti’ (i Tell.): Frokosttiden.
ꜳboale (for ovbodaleg), adv. overmaade, overordentlig. Nhl. Jf. ovboe.
ꜳboden (aab. o), adj. voldsom, fremfusende, ikke tilbageholden; ogsaa: fræk, uartig. Sdm.
Ꜳbogje, s. Olbogje.
Ꜳbor (Ꜳbool), m. Fortøiningspunkt, en Pæl eller Steenhob, hvorved et Fartøi kan fortøies. Helg. Tr. Stift. Maaskee egentl. Aaburd.
Ꜳbor (aab. o) eller Aaborr, m. Aborre. Ag. Stift. I Tell. Tryte, f.
