i Stykker. Dæ gjekk av: det brast itu. skjera av: skjære over. Ligesaa: slita, brjota, slaa av o.s.v. Forbindes ogsa med Verbet vera, f. Ex. Staven æ av (Stokken er afbrækket). Isl. og Sv. af).
avande, adv. overmaade. Bruges i Sogn. I Tell. ovende; jf. oveleg og ov, som tildeels i Ag. Stift hedder av, f. Ex. avdiger, Avverk.
Avaat, n. Af-æden; det at en Græsgang bliver benyttet af Uvedkommende. Helg. Sdm. og fl.
avbakeleg (abakele, abakle), adj. ubeleilig, afsides liggende. Tr. Stift, Sdm.
avbalka, adj. afdeelt, adskilt ved en Mellemvæg (Bolk). Tell.
av-bart, afslaaet, nedslaaet (om Korn og Frugter); ogs.- svækket, udmattet. Helg.
Avberje, n. Langhalm. Ørk.
avberkje, v. a. (e - te), tage Barken af. Nordre Berg. og fl.
avbragsle(g), adj. usædvanlig, besynderlig; ogs. usømmelig. Guldbr. I Lessøe: abrigsle (maaskee for avbrigdesleg).
avbrikje, abrikjele(g) og aabrikje, adj. n. overordentlig, uhyre. Ndm.
av-broten, brudt, brækket itu.
Avbrøyte, n. Afvigelse, Forandring, Forskjel (i Skik og Sæder). B. Stift. Søndenfjelds hedder det: Avbrot.
Avbygd, f. afsides liggende Bygd. Tr. Stift.
avdaga, adj. afdaget dvs. fuldkommen Nat, naar det er ganske mørkt, og den sidste Lysning af Dagen er forsvunden. Alm. og meget brugeligt Ord. Avdag bruges tildeels som Subst. saaledes: Avdags Tid, Avdags Bil: den Stund da det sidste Dagslys forsvinder. Ette avdaga: efter at Dagslyset er borte.
Avdal, m. afsides liggende Dal.
Avdegning, f. den Stund da Dagslyset forsvinder (om Vinteraftenen). B. Stift.
avdiger, overmaade stor. Ag. Stift.
Avdraatt, m. (eg. Afdrag), Mælkevarer; Smør og Ost, eller alt hvad der tillaves af Mælken. S. Draatt.
av-duld’, skjult, fordulgt.
Ave, m. 1) Vandpyt, grundt Vandstade; en liden Bugt eller Arm af en Elv. Helgeland. (I svenske Dial. afva). - 2) Vandhvirvel, Bagstrøm (= Ja). Beslægtet med Evja. Paa enkelte Steder skal Ave ogsaa betyde en Haspe eller Dukke af Traad. Jf. Aving, Avsete.
av-eksa, v. a. (e-te), tærske, slaae Kornet ud af Axene med Pleielen (jf. skjedde). Nordre Berg. Af Aks.
avfal’ adj. fal, ledig. B. Stift.
Avfall, n. Affald; Levning.
av-fjella, adj. om Solen: nedgaaen, saa at den ikke længere skinner paa Fjeldtoppene. I søndre Berg.: aavfjella; i Sdm. avtinda.
Avfær, f. Affærd; Bortgang. Ei laak’ Avfær (Sdm. og fl.): en slet Ende.
Avgang (Avgaang), m. 1) Afgang; 2) Affald, Levning, Overskud. Isl. afgángr.
avgjerast, v. hentæres af Sygdom. avgjor’, hentæret, udpinet. Sdm. og fl.
Avgjær, f. Mærker paa en Fiskestim i Vandet. Fosen. See Uppfar.
Avgud, m. bruges baade om en Afgud og om et Menneske som ikke skjøtter om sin Børnelærdom eller sin Religion.
avgudeleg (el. avgu), overordentlig. Tell.
av-halden (-hilden), tilbageholdt, hindre. avhalda, og halda av: tilbageholde.
Avhol (aab. o), n. Afhul, afsides og ubekvemt Sted.
Avhovda, v. a. tage Hovedet af (især Fisk). I Sdm. avhaude Isl. afhöfda.
Avinga, Fl. m.; s. Avsete.
Avkall, n. Afkald.
avkjenneleg, adj. meget forandret, vanskelig at kjende igjen. Sdm. Hard.
av-klaga, afskaffet eller afsat paa Grund af en Klage. avklæde (mest alm. aklæ), v. a. afklæde.
Avkoma, f. Udbytte; Produkt; Afkom.
av-komen, henkommen, afsides kommen. Ogsaa: svækket, udmagret.
Avkrok, m. Afkrog, afsides Sted.
Avl, m. 1. Esse i Smedjen. (Isl. afl). Nogle St. kun om Mundingen eller Røret paa Smedebælgen. Avlstein, m. og Avlhol, n. Steenrøret som leder Luften fra Bælgen til Ildstedet.
Avl, m. 2. (ogsaa Avle), Kraft, Styrke, Legemskræfter. Nhl. Tell. Hall. Indr. (Isl. afl, afli). I Helg. ogsaa noget hvorpaa man kan prøve sin Styrke, f. Ex. en Steen til at løfte. Heraf evla. Jf. Handyvle.
avla, v. a. (a - a), 1) avle, indhøste, faae af Jorden. (Lidet brug.). 2) formaae, s. evla. 3) forvolde, paaføre
