Beslægtede ere altsaa: nꜳmen, Nꜳm (Snjonꜳm) og næm (eenstydigt med tøk).
Ogje. — Vigtigt som Stamord til øgja, øgjen og øgjeleg. Synes at mangle i G. N. hvor det skulde hedde ógi.
Ol, eller Ola, f. en Rem. (G. N. ól). Forudsættes i Ordene Bakola, Olreip og Oltaum, men synes ikke ellers at være i Brug. I de anførte Ord findes desuden en besynderlig Omvexling af Lydene l og r, saa at man let kunde ansee Stamordet for at være Ora. Ordet Oltaumar bliver ogsaa i Aviserne skrevet „Oretømmer“. Jf. Olring.
ollꜳ. — Burde henføres til all.
Olring, m. see Ora (nedenfor).
omnbaka, adj. baget i Ovn.
Ora. — Den Jernring i Sælen, hvori „Oren“ fæstes, kaldes i Østerdalen Olring. Andre Steder: Selering.
orna. — Vel egentlig: blive forvirret eller sandsesløs; af oren.
os. Som Grundbegreb antages: hidsig, brusende, heftig. Jf. øsa.
Ottefugl, m. En som er tidlig oppe; egentlig: en Fugl som synger tidlig om Morgenen. Ag. Stift og fl.
Passasi, m. Hændelse, Tildragelse; ogs. Historie. Egentlig Passage. (Fransk).
Passeneer, m. Medfølger (Passageer). Maaskee efter det Eng. passenger.
Pꜳkast. — Ogsaa: Spil, nemlig om en vis bestemt Ting, som skal tilfalde den, der vinder Spillet. Tr. Stift og fl.
prima. — Ogsaa: gjøre noget blot for et Syns Skyld, iagttage visse Vedtægter eller Ceremonier, som i Grunden ere ufornødne.
prud (pru), adj. smuk, skjøn. (G. N. prúðr). Anføres af Hallager, men synes at være forældet.
Rabb. — Kunde ogsaa forklares: en høi og tør Banke, en langagtig Høi. Saaledes ogsaa om de høie Volde imellem Skrederne paa en Fjeldside.
ram (adj. 2.). — I Sammensætning kan det forklares: stærk, stridig, haardnakket. Hertil: dulram (Tell.), hugram (Helg.), kjæftram (Sdm.). Ogsaa: nem til at træffe noget. (hoggram, orram).
Raskolla, f. og Rasekopp, m. om urolige og overgivne Mennesker. Mere brugl. end det anførte Rasbasse.
Rꜳ, f. 2. — Betydningen Stang findes tydeligst i Ordet Fløyterꜳ.
Rꜳdgjær (Rꜳgjær), f. Raadslagning. (G. N. ráðagerð). Ogsaa: Raad imod en Sygdom eller Skade. Nordenfjelds.
rꜳdlaus. — Bedre: ubehjælpelig, som forsømmer at tage de nødvendige Forholdsregler, eller som mangler Dristighed og Aandsnærværelse til at udrede sig af en Vanskelighed.
Rꜳnd. (2). — Forholdet imellem Rꜳnd og Randꜳs er det samme som ved Hꜳnd og Handabak, Strꜳnd og Strandside, m. fl. Det første grunder sig paa Nominativets gamle Form (rond), det sidste paa Genitivets (randar).
reka. — Istedetfor Supinum „rokje“ burde rekje opstilles.
Rekling. — Sædvanlig med lukt e.
Remeni (forvansket Form af Remedium), Redskab, Værktøi. (N. Berg.).
Rennefille, f. omstreifende Person, Dagdriver. Ag. Stift.
rettecera, v. a. lægge tilrette, bringe i Orden. (Forvansket Form).
ria. — Den gamle Betydning: knytte, eller binde, forudsættes i det afledede: Ride.
Rir. — Grundformen „Ridr“ lader sig slutte af Formerne Rir og Ri. (De øvrige ere Afledninger).
Runn. — Større Samlinger af Træer hedde: Kjørr, Kjerre, Byskje, Kjos, Rust, Holt, Skog, Mork.
ruskut (ruskette), adj. det samme som ruskjen.
ruva. — I lignende Betydning bruges rise, skolle og skrøyve.
Ryne, (n.). I Talemaaden „D’æ bere i Ryne en i Syne“, ɔ: det er bedre end det seer ud til at være. Brugl. ved Kristiania. — Jf. Røyne.
røkja. — Particip: røkt; f. Ex. Dæ sku vore ette-røkt: Sagen burde være nøie undersøgt.
røyta. Bruges ogsaa i Betydn. fælde Haar, gjøre Haarskifte. (Ag. Stift). Jf. reka.
Salveet, m. Serviet. Hermed jævnføres Formen „upsalvere“ for observere.
sam. — Kan betragtes som et gammelt Adjektiv, der bruges eenligt i den bestemte Form (same), men ellers kun som en Endelse, der deels betyder: vedvarende, eens, lige (jf. samt, sams), deels: passende for eller hørende til en Ting (jf. sama).
sams. — Burde angives som et Adverbium, dannet af det foranførte sam.
Sꜳgidn. — I Shl. hedde rdet Solgjidn og Solgjitl.
Segl. — Forskjellige Ting, som høre hertil ere: Skaut, Lik, Klo, Kabbe, Priar, Handsyfte, Rꜳ, Rakkje, Bras, Penta, Ꜳskjøne.
