Seid. — Tilføies: G. N. seiðr.
seinføtt, adj. seen til at gaae, som bevæger Fødderne langsomt.
Setearbeid, n. Arbeide som man udfører siddende. (Modsat Svivarbeid). I Tell. Setuarbei.
sigjen. — Efter Formen sien (ii) tilføies Fleertal signe (aab. i).
sitja. — Formen sita er bekvemmere og i Grunden ligesaa rigtig.
sjꜳ, v. a. — Der forekommer ogsaa et andet Imperativ, som hedder se eller si (aab. i), og bruges i det Tilfælde, at man byder eller rækker En noget, især i Forbindelsen „se dær“ og „se no“.
sjøa. — Ogsaa beskaffent med Hensyn til Farvandet. Hertil romsjøa, trꜳngsjøa, harsjøa.
skaka. — Supinum hedder ogsaa skikje (skjikje, aab. i). N. Berg. og fl.
Skareføre. — Forklaringen er ufuldstændig og burde lyde saaledes: det Føre, som indtræffer, naar Sneen fryser til, efterat den har været gjennemblødnet af Regn eller Tøveir.
Skil, n. — Kjønnet burde anføres: n. og f., da det er vaklende.
skilja. — Betydningerne burde ordnes saaledes: 1) skille, adskille. 2) skjelne, see, kjende fra hinanden. 3) bestemme, afgjøre en Sag. (Sjelden). Især skifte eller testamentere sit Gods. (Jæd). See skila. 4) upersonligt: være til Forskjel, gjøre Forskjel; f. Ex. D’æ lite som skil’e. Ogsaa med „seg“ i Betydn. komme an paa. 5) med et Dativ: angaae, vedkomme. (I dette Tilfælde gaaer det ikke over til skylje).
Skilsmun, m. Forskjel. (Sjelden).
Skiva. — I B. Stift har det aabent i, andre Steder lukt i. Det synes ikke at gaae over til Skjevu eller Skjuvu.
Skjak. — Forklaringen over dette Ord er maaskee for en Deel urigtig. Efter Gunnerus (Flora norvagica) er Skjak et Slags Ukrud, nemlig den Græsart som i Danmark kaldes Svingel eller Heiregræs (Lolium temulentum).
skjangle, v. n. rave, vakle. Brugl. ved Kristiania.
Skjeling. — Har stærk Betoning paa Forstavelsen.
Skjold, n. rettes til m. Kjønnet er imidlertid vaklende, da Ordet sjelden bruges.
skolle, v. n. skrolle, rage op, see stort ud, eller optage meget Rum. (= ruva). Brugl. ved Kristiania.
Skorstein (aab. o), m. Skorsteen. I B. Stift betegner det kun Skorsteenspibe, ikke Ildstedet.
skryp, udrøi (= skryv). Ogsaa i Østerd. G. N. skrjúpr, skrøbelig. (I Merlinsspá). Staaer vel ogsaa i Forbindelse med „skrøpeleg“, som, saavidt erindres, paa nogle Steder hedder skrypeleg.
Skræling, m. en Stakkel, liden og kraftløs Tingest. (Ag. Stift). G. N. skrælingr.
skrøyve, v. n. skrolle, see stort ud (= ruva). Sdm. — Kan jævnføres med skryv (udrøi) og Skrau (Skum).
skylja. — Et andet skylje er en Form af skilja, og betyder: skille, skjelne.
skynug. — Rettere: 3) billig, skaansom, mild, som ikke venter for meget af Andre; egentlig: fornuftig eller klog nok til at bedømme Andres Kræfter og Leilighed rigtigt.
Slag, n. 1. Betyder ogsaa: Opslag, noget som slaaes op eller skydes ned; saaledes især om et Slags Vandbord paa en Baad (ogsaa kaldet Slagbor). Jf. Slagkjeiping.
Slag, n. 2. Betyder ogsaa: Kjøn (sexus), og er, saavidt vides, den eneste Benævnelse for dette Begreb. Hertil hører Talemaaderne „han ta Slag“ (af Hankjøn) og „ho ta Slag“ (af Hunkjøn). Meget brugl. nordenfjelds og flere Steder. „Han af Slag“ er ogsaa brugt i Skriftsproget af P. Dass og flere.
sletta, v. a. (slænge, kaste). Formerne skulde angives: e—e (ikke a—a).
Smidja. — Smiefang, n. Smede-Værktøi; ogsaa Jern og Staal til Smedearbeide.
Smæling. — G. N. smælingr forekommer i Skalda i Betydn. Gnier.
snart, adv. — Ogsaa: let, lettelig. F. Ex. Dæ kann snart henda.
Snekkja, f. 1) Snekke, lidet Fartøi. Vestenfjelds (sjelden). 2) en Førselsbaad. Søndenfjelds, tildeels i Formen Snekke.
Snerkje. — Ogsaa ved Kristiania i Formen Snerk.
soframt, adv. saafremt.
Solgidn (gjidd’n), f. see Sꜳgidn.
Solgil. — Bedre: Veirsol, Bisol o. s. v.
Spikkje. — G. N. spiki er et Fuglenavn i Skalda.
sprikja. — Ogsaa om Mennesker: sprade, spanke, eller egentlig: gjøre sig stor og bred, sætte Armene eller Fødderne vidt ud fra hinanden. Han gjeng ꜳ sprikjer. Tell. og fl.
springa (løbe). — Er ikke ganske alm. i Ag. Stift, da man her oftere siger flyge (see fljuga).
