enkelt Ord; f. Ex. Han æ ein ta dei likesæle, ɔ: en af de ligegyldige.
Lire, f. et Slags Fugl som opholder sig paa Havet. (Nordenfjelds).
litle. — Bruges paa en egen Maade i Talemaader som følgende: „Dæ litle likaste“: det bedste eller taaleligste af flere Ting, som ellers alle ere daarlige. Han æ dæ litle beste ta dei. N. Berg.
livande (aab. i). — Gaaer over til: levendes, lævand, lꜳvꜳnd.
Livmus. — Ogsaa søndenfjelds, dog tildeels i Formen: Lemus.
Ljꜳdrag, n. et enkelt Hug med Leen; ogsaa det Skaar, som derved gjøres i Græsroden.
Lod (Nagletog). — Tilføies: G. N. lauð. Heraf kan Formen „Lø“ forklares, i Lighed med Nød for Naud, Brød for Braud.
lutomte. — Skrives: lutom-til.
Lyttnan, og nogle Steder: Lyttmann, en Forandring af Lieutenant.
løkja seg: — Ogsaa: forgrenes eller dele sig i Bække; om en Elv.
Løn (kort ø), m. Løn, Lønnetræ. Søndenfjelds. — Om G. N. hlynr (i Skalda) hører hertil, er uvist.
løypa. — Ved den første Betydning jævnføres: sjøløype og gorløype. — Foruden at „opkoge“ betyder det ogsaa at stege noget lidt eller halvstege. Heraf „løypt Brød“, ɔ: Fladbrød som er halvstegt.
Mannskap, n. Rettere: m. og n. I de to første Betydninger er Kjønnet vaklende, i den sidste er det altid Neutrum.
Matrꜳd, f. Forraad af Mad.
Maur (f.?), Engerøde (Galium boreale), en Farveplante. Skal bruges i Tr. Stift. (I Tell. hedder det Mꜳre). Maur er formodentlig den forkortede Form af Maura (f.) for Modra (aab. o), og svarer saaledes til Isl. maðra, acc. möðru.
Mꜳl, n. 1. — Her kunde tilføies en Henviisning til Maaltidernes Navne i følgende Orden: 1) Ꜳbit, Midmorgon, Morgovær, Fyrdugur, Bisk (Kl. 7—8). 2) Dogur (Dugur), Daurmꜳl, Mattid (Kl. 10—11). 3) Ykt, Oft, Æftasvær, Undꜳl, Non (Kl. 3—4). 4) Kveldsvær, Nottvær, Nattvor (Kl. 8). — Efter en anden og formodentlig nyere Skik kan Ordenen angives saaledes: Morgonmꜳl (Kl. 8—9), Middag (12—1), Non (4—5), og Kveldsmꜳl (8—9).
Meiskro. — Den Anmærkning, at dette „Ro“ er ubekjendt, rettes dertil, at det er ellers ubekjendt i Distriktet. Jf. Ro, f. og Rꜳ, m.
Mell, f. Spor eller Stribe i Sneen, især efter Skier og Slæder. (= Lꜳm, Ekkje). Ved Kristiania.
merkja. — Ogsaa: saare, strible, ridse saa at der viser sig Saar efter. Dei hadde mert han: de havde saaret ham.
Migje. — Har egentlig aabent i, hvilket især viser sig i Fleertal (Miga). Eental gaaer over til Mega og Mæga (Ag. Stift).
minst. — Dæ mꜳtte no minst vera: det skulde man dog idetmindste vente. B. Stift.
Mor, n. — Jf. G. N. morð, om en stor Mængde.
Moreld. — Ogsaa G. N. möru-eldr, i Anmærkningerne til Skalda.
Mustar (aab. u), m. Sennep. (Skal bruges i Kr. Stift). Eng. mustard.
mute, s. myte, nedenfor.
Mylske, f. et Slags sød Ost (= Mylsa, Gumme). Ag. Stift. (I G. N. forekommer et mylska eller milska, som synes at betyde noget lignende).
myte, v. n. (e—te), fælde Fjær, om Fuglene. Brugl. søndenfjelds. I ældre Skrifter anføres ogsaa mute i denne Betydning. (Leem, Hallager). G. N. múta. Heraf Myting, f. Fjærfældning.
Mætegildring, f. underlige Paafund, Fjas, unødig Stræben. Sdm.
narra. — Bruges, ligesom bry, om at plage En med at tale om noget, som han ikke ønskede omtalt, f. Ex. en Giftermaalsplan.
naska, v. n. rapse, snappe noget til sig.
Nattsvæve. — I Betydningen Løvetand maa det jævnføres med de andre Navne paa denne Plante: Gullboste, Gullhauk, Fivel, Kveldsvæve, Lekkjeblom, Kappelauv.
nꜳmen. — Skal vel egentlig hedde nomen (aab. o) og betyde: greben eller betagen, af G. N. nema, tage.
nita. — Findes ogsaa i G. N. hníta, støde, stikke.
Norig. — Da Ordet er Egennavn, burde det hensættes som Tillæg til „norsk“.
norrøn. — I Betydningen „norsk“ skal det for kort Tid siden have været brugeligt i Nordlandene, og bruges maaskee endnu. Isaafald skulde Forklaringen lyde: 1) nordlig, som kommer nordenfra. 2) norsk. G. N. norrœnn.
næma, v. n. — Svarer til den ene Betydning af taka, og maa jævnføres med G. N. nema (nem, nam) ɔ: tage.
