Ia, f. — Ogsaa i Svensk: ida.
iꜳr (for: igjꜳr), see igꜳr.
ilskast. — I sidste Betydning (= buast, greidest) hedder det oftere: elskast.
Imbresundag. — Maa jævnføres med Sv. ymberdagar, ɔ: Tamperdage. Eng. emberday.
inderlege, adv. inderlig; ogsaa: særdeles, saare, meget. F. Ex. inderle’ væl. inderle godt, vondt o. s. v.
ingjen. — Ved Feminin er glemt: inga.
innar. — „Innar i Stovo“ (rettere): længere fra Døren, længere ind i Stuen.
Innlegg, n. Fattig-Lægd; ogsaa et Lægdslem. Ag. Stift.
Innreide, m. Indretning; ogsaa: indre Redskaber eller Organer.
inn-slept, indlukket. Af sleppa.
istende (i stænde), bruges i samme Mening som „ilt ende“. (Sdm.). S. ilt.
Jakle. — Formen Jaksle skulde sættes først.
jamt. — „jamt ꜳ samt“ bruges ogsaa i Ag. Stift.
Jerpe. — Jf. G. N. jarpi (blandt Fuglenavnene i Skalda).
Jol (m.). — Iblandt Plantenavne i Skalda findes ogsaa: jóll.
Joleveitla. Rettere Joleveitsla.
Junsa er Fleertal. Altsaa: pl. m.
jusso (for: just som), ligesom. B. Stift.
Kalvekjøt, n. 1) Kalvekjød. 2) Musklerne eller Senerne paa den ydre Side af Overarmen. (Jf. Kalv, 3.). slꜳ pꜳ Kalvekjøt’e: slaae En paa Bagsiden af Armen (hvilket foraarsager en forbigaaende Smerte og Lamhed).
Kammers, n. Kammer. (Fremmedt).
Kanefar, n. et Slags Tøi (Canevas); oftest om Seildug. B. Stift.
Kappelꜳn, m. Kapellan. (B. Stift).
Kapptak, n. Kappstræben; en Anstrengelse eller Styrkeprøve, hvori Flere kappes med hinanden.
kilja (faae Kid), see kida.
Kinks, m. en hurtig Bøining eller Dreining, et Slæng med Hovedet eller Kroppen.
kinkse, v. n. vrikke, slænge med Kroppen eller Hovedet. Ved Kristiania. Jf. kinka.
Kippmaur. — See Tepperot.
Kjepp. — Er i Almindelighed et Fællesnavn paa Træstammer og Stokke, ligesom ogsaa paa Grene eller Kviste af nogen Tykkelse. Korte Stammer kaldes ellers: Butt, Kubbe, Brand, Strangje, Stokk. Lange og smale hedde: Renning, Tein, Sprot, Stꜳng, Trode, Rꜳte, Spire, Skꜳte, Rekstra.
kjerjen. — Kunde hellere forklares: trang, knap. Maaskee egntl. kjergjen, af et Verbum kjergja (afknappe), af karg.
kjura. — Maaskee en Overgangsform af hjura eller hjurda for hyrda (= G. N. hirða, skjøtte om). Jf. ukjuren og Hjuring, samt hyrja i Tillæggene.
kjøla. — 3) rettere: iisne, gjennemkjøle; om en Fornemmelse af Skræk eller Gysen.
kjøm (kjømt), adj. 1) kommende (see kjem). 2) tilgjængelig. — Efter Hallager betegner det ogsaa: tjenlig til Sæd (om Korn), som har Kraft til at spire.
Kjønrøyk, m. Kjønrøg.
kjøyra. — I de første Exempler maa det oversættes ved: stikke.
Klakje. — „Spek“ er forandret til Spæk.
Klungrebjørk. — Tilføies: Gbr.
Klure. — Ved første Betydn. tilføies: Gbr.
knoda. — Istedetfor Islandsk hnoða skulde sættes: G. N. knoða.
knua, v. a. trykke med Knoerne. — Overføres fra „gnua“.
Kolla. Foruden de to anførte Betydninger gives der ogsaa en tredie, der ligesom svæver imellem begge de forrige. Kolla bruges nemlig i Sammensætning meget hyppig som Benævnelse paa Mennesker, især om Kvindfolk (ligesom Kopp, om Mandfolk), f. Ex. Tøvekolle, Raskolle, Øsekolle o. s. v. — Det Østerdalske Kulle (Stillkulle, Sæterkulle) hører vel ogsaa hertil, ligesom Svensk kulla. I Betydningen svarer Kulle nærmest til „Deia“, hvilket ogsaa har det tilfælles med Kolla, at det ofte bruges som et Slags Øgenavn eller Skjældsord, f. Ex. Surpedeie, Slarvedeie, og fl.
koma. — „koma ꜳt“, ogsaa: have legemlig Omgang med; egentlig: komme sammen med, naae, berøre. — „koma til seg“ er meget brugl. i B. Stift, f. Ex. Da kjem aldre te seg: det kommer aldrig til Udførelse, man bliver aldrig færdig dermed.
Kopp. — Om Mennesker ligesom Kolla.
Kor (Aftægt). — Flere af Navnene paa denne Ting ere paa en Maade hævdede i Skriftsproget, nemlig i Dokumenter og Bekjendtgjørelser. Man finder saaledes i Aviserne: Hold (fra Nordland),
