Forseelse. Eg æ harm’e tꜳ da: jeg angrer derpaa, ærgrer mig derover. B. Stift.
Harpeskjæl, f. Øreskjæl, stor Kammusling (Pecten maximus). Skal forekomme vestenfjelds.
Haug. — Hertil Stedsnavnene Haugje (Haue), Haugj’en, Hauganne.
Hav (n. 2.). — Ogsaa: Forhøining, Halsen eller den forreste opadbøiede Deel paa Skier og Slædemeder. Tell.
Haverkn. — Tilføies: n.
Hꜳr. — Her mærkes Talemaaderne: Kvart eit Hꜳr, ɔ: alt Kvæget. Inkje eit Hꜳr: ikke et eneste Kreatur.
hꜳvert. — Betones: hꜳv’rt.
hei. — Tilføies: Som Tilraabsord bruges derimod paa nogle Steder: høy! Jf. høysa.
Heidning. — Synes ogsaa at betyde et Barn som ikke er døbt. (Jf. heiden). Hertil Heidningshꜳr.
Heim. — Betydningen Verden (G. N. heimr) er efter nyere Underretning ikke saa ganske sjelden. I Søndfjord bruges det ofte i denne Betydning; f. Ex. I denne Heim’en. I syndige Heimen o. s. v. — I den almindelige Betydning (Bosted) bruges det som bekjendt i mangfoldige Stedsnavne og bliver da ofte forkortet til eim eller em, f. Ex. Trandeim, Soleim, Hꜳeim. Paa nogle Steder gaaer det over til: um (om), f. Ex. Sørum, for Sydreim el. Sudrheim.
Hekte, Har sædvanlig lukt e (ee).
Heldr. — Under denne Form burde Forklaringen af Ordet Hogd være opført. — I Ag. Stift udtales det ogsaa Hæl’er (Hælr). Foruden Isl. högld kunde man jævnføre Isl. hagldabrauð (ɔ: Kringle), som giver et Begreb om Tingens Skikkelse.
Hepne. — Skulde her skrives Heppne.
herlege (hærle), adv. herligt, ypperligt. Herfra adskilles det „hærle“, som er en Form af harle og betyder: meget.
Hite. — I Formen Hata betyder det ogsaa: Svie, Smerte. (Namd.).
Hjarta. — En gammel Form findes i Talemaaden „mæ godꜳ Hjartꜳ“, ɔ: villigt, med Fornøielse. Sdm. (Skulde egentlig hedde: med godo Hjarto).
Hjulspik, f. Ege i Hjul (= Eikert).
Hol (oo). — Hertil Gaardsnavnene: Hole, Holen, Holanne.
Hol (aab. o), n. (ikke adj. som er Trykfeil). — G. N. hol. Te Hols: ind i et Hul, i Skjul.
Hola (aab. o). — Ved dette Ord udtrykkes det almindeligste Begreb af en Fordybning. Forøvrigt blive Huulninger af en vis Beskaffenhed eller Størrelse betegnede ved forskjellige andre Ord som: Dokk, Dæld, Djuv, Seila, Gjote, Glyvre, Grop, Staup, Gil, Skor, Kope, Veita, Sloka, Gꜳra og fl.
Ho-slag, n. Hunkjøn. See Tillægget til Slag.
Hov (aab. o), n. — Gaardsnavnene Hov og Hove henhøre vel fordetmeste til et andet Ord, nemlig G. N. hof, ɔ: Offersted, Tempel.
Hovu(d)ljon, see Ljon.
Hud. — Ogsaa en gammel Jordskyld.
Hundegꜳtt. — Kjønnet (f.) rettes til: m. (Det er ellers lidt vaklende).
Hus. — Navne paa enkelte Huse ere: Lꜳn, Stova, Bud, Bur, Matstova, Eldhus, Størhus, Kylna, Tyrk, Basstova, Smidja, Stall, Fjos, Flor, Løde, Lꜳve, Træv, Sel, Skjꜳ, Naust.
husvand. — Adskilles i to Ord: husvan, og husvand.
hyrja, see hyrgja. — I Ordet uhyrjen forudsættes et andet „hyrja“, som skulde betyde at agte eller skjøtte om. Det kunde ansees som en Overgangsform af hyrda (= G. N. hirða, agte, vogte), ligedan som vyrja for vyrda (G. N. virða). Jf. kjura, i Tillæggene.
Høgd. — I Betydningen: Forhøining (3) kan det betragtes som Modsætning til Hola, og er saaledes et Fællesnavn for de forskjellige Forhøininger paa Jorden, hvilke ellers betegnes ved andre Navne, som: Haug, Koll, Knatt, Berg, Fjell; ligesaa Rabb, Ris, Rinde, Kjøl, Aas, Hø, Heid og fl.
høgst. — Den Anmærkning, at „høgst Nattes“ er en feilagtig Form, burde udelades, da man nemlig kunde betragte hiint Udtryk som et Adverbium „høgst-nattes“, hvilket altsaa bliver ligesaa rigtigt som de Ord: rettsøles, jamsides, samstundes og flere. (Gram. § 175).
høva. (I Betydn. ramme). Foruden treffa (som er et nyt Ord) burde Ordet „rꜳka“ være anført.
ia, v. n. — Her kunde endnu anføres en tredie Betydning: mylre, vrimle (eller vel egentlig hvirvle omkring). Da der gives et Islandsk iða (vrimle), og den Ørkedalske Dialekt har et „ꜳdꜳ“ med samme Betydning, saa er det temmelig vist, at disse Ord høre sammen, og at Grundformen er ida (aab. i), med regelmæssig Overgang: ia (ea), eda, ada, ꜳdꜳ.
