brygge, eller en Steen hvorpaa man stiger ud af Baaden.
Vor (aab. o), m. 2. 1) Kjølvand, Stribe eller synligt Spor paa Vandfladen efter fremfarende Baade og Fartøier. B. Stift. Dei rodde att-i Vor’a ette oss (fulgte lige efter os). — 2) et Aaredrag; eller maaskee egentlig: Mellemrummet imellem Aaredragene. Me laut ro kvar ein Vor, ɔ: vi maatte roe den hele Vei, uden at faae seile. (N. Berg.). G. N. vörr, m. Aaredrag. — 3) Omvæltning, Forstyrrelse. Sdm. (Kun i Fleertal). Dei ha gjort go’ Vora: de havde gjort en forfærdelig Rumstering.
Vor (oo), m. 1. et Maaltid, en bestemt Deel eller Portion af Mad. Sogn, Shl. Han æ ryr’ ein boren Vor: den Mad er udrøi, som man bærer hjem; ɔ: som man har laant eller tigget. (Ordsprog i Shl.). Ein Kars Vor: Ret eller Portion for en voxen Karl. (Sogn). Hertil Etlavor, Kyravor (Kuvor). Andre Steder bruges det kun i Sammensætningerne Nattvor og Kveldvor, men hedder ellers ogsaa Vær (Nottvær, Æftasvær, Morgꜳvær); jf. Dogur for Dagvær. Egentlig Verd og Vord. G. N. verðr.
Vor (oo), m. 2. Skytsaand, Følgeaand, usynligt Væsen som forestilles at følge et Menneske. Sdm. Sogn, Tell. (sjelden). I „Garsvor“ betegner det Stedets Skytsaand. (Jf. Vorklor). Egentlig Vord. G. N. vörðr, en Vogter. Jf. Sv. vålnad.
Vor (oo), m. 3. ydre væsen, Udseende, Mine, Ansigtstræk. Brugl. paa Helg. Jf. Vorlit og vorsleg.
Vor (oo), f. en Bjerghøide, et Fjeld. Østerd. I Udtalen nærmer det sig til Vol (med tykt l). Ligesaa i Inderøen, hvor „Vol“ betegner en Fjeldside eller Skraaningen nedenfor Fjeldryggen. Maaskee egentlig Vord eller Vorda (med samme Begreb som Varde og Vite).
Vora (oo), f. 1) Knippe, Klynge, sammenbunden Hob (= Hꜳnk). Helg. (Udtalt næsten som Vola). — 2) et Antal af ti Stykker, et halvt Snees, f. Ex. af Fisk. Nedenæs.
vore (aab. o), see vera og voren.
voren (aab. o), adj. beskaffen, skikket, værende i en vis Forfatning. Et alm. og meget brug. Ord; paa nogle Steder udtalt med lukt o. (Overgang til volen, med tykt l, skal forekomme i Gbr.). Ex. Kor æ han voren: hvordan er han? Ho æ ’kje so vora: hun har ikke det Sindelag. ("Ho æ so voræ“ betegner undertiden: hun er frugtsommelig. Nhl.). Eg veit ikje kor d’æ vore: jeg veed ikke hvordan det er fat. Dei va so ille vorne, ɔ: usle, daarlige. (Jf. sovoren). Ordet lægges ofte til andre Adjektiver og betegner da en vis mindre Grad af Beskaffenheden, omtrent som Endelsen „lig“ og „agtig“ i Dansk; f. Ex. seinvoren (noget seen), ljosvoren (noget lys), blꜳvoren (blaalig, blaaagtig). Ordet gjenfindes i danske og svenske Dialekter i Formerne vorn, vorren og (i Sv.) vulen). Derimod synes det at mangle i det gamle Sprog, da det neppe kan svare til G. N. orðinn (for vorðinn), da nemlig dette hos os hedder: vorten. Det synes hellere at være et Particip af vera, svarende til Supinum vore og dannet i Lighed med boren og skoren.
Vorfrumyss (aab. o og y), Mariæ Bebudelsesdag, den 25de Marts. Nordland. (See vꜳr). Hedder ellers: Vorfermyss (Shl.), Voffermyss (Sogn), Vorsmyss (Helg. Sdm.), Varsemyss (Nhl.). Andre Steder kaldet Marimyss. Betegner egentlig: vor Frues (ɔ: Jomfru Maria’s) Messe; imidlertid kunde Formerne Vorsmyss og Varsemyss synes at have en anden Oprindelse.
Vor-klor (oo), n. smaa Striber eller Ridser i Huden, hvis Aarsag man ikke veed. Sogn. I Sdm. Vorklꜳr.
Vorlit (oo), m. naturlig Hudfarve i Ansigtet (nemlig i Modsætning til en tilfældig Rødme eller Bleghed). Sdm. Jf. Hamlit.
Vorpe, f. Indretning til Laxefangst. Tr. Stift. See Verpe.
vorpen, Particip af verpa.
vorsleg (oo), adj. tækkelig af Udseende, som har et godt Ansigt. Helg. (see Vor). Ho æ ’kje so vakker, men ho æ so vorsle’.
Vorsmyss (aab. o), s. Vorfrumyss.
Vorta (oo), f. Vorte. (G. N. varta; acc. vörtu). Heraf vortut, adj. vortet, fuld af Vorter.
vorten (aab. o), adj. vorden, bleven. (Particip af verta). Gaaer over til vurten (Gbr.). I Sogn sættes det ofte efter et Adjektiv, f. Ex. Han æ skjuk’e vorten: han er bleven syg. Ho æ stor’e vorti (bleven stor) o. s. v.
vorug (aab. o), see varug.
Voss, m. (Fl. Vesse, r), Indbygger af Distriktet Voss i Bergens Stift. Brugl. i Naboegnene (Sogn, Nhl. Hard.). Andre Steder: Vossing. — Vossa, f. et Kvindfolk sammesteds fra.
