Vott, m. Vante, Handske. G. N. vöttr. Fleertal hedder i Nordre Berg. Vette. (G. N. vettir). — Hertil Votta-tume (aab. u), m. Tommelen paa en Vante. (Sogn og fl.). Jf. Tume. Vottepar, n. et Par Vanter. (I Sdm. Vettepar). Vottull, f. Uld til et Par Vanter.
Vovde, m. Muskel, Balde, en kjødfuld Deel af Lemmerne, f. Ex. ved Roden af Tommelfingeren. N. Berg. I Shl. hedder det Vodd. G. N. vöðvi.
voven (aab. o), adj. vævet. (Part. af veva). G. N. ofinn, for vofinn.
vrang, vanskelig; see rang.
vrei og vreias, s. reid.
Vreite, f. Grøft, Rende. (Tell.). See Reita og Veita.
vrie, v. a. vride; see ria.
Vudu (for Vida), f. Træværk, Træ-Materiale. Guldalen og flere St. i Tr. Stift. I Inderøen især om Plankeværket eller Bunden i Fartøier. I Ørk. om Træ til Bygninger og til Gjærder. Udtales sædvanlig Vuddu og forkortes til Vuu el. Vu (i Ørk.); saaledes Garvu og Utgar-vu (Gjærdefang). Jf. Angels. vudu. Eng. wood. — Et andet Vudu findes i Ordene Bakvudu og Kringvudu (Indr.), hvor det hellere skulde hedde Udu (for Ida); see Ia.
Vuku, Uge; see Vika.
vund, adj. ond, slem; see vond.
vunden, adj. 1) vreden, snoet. 2) opvunden, ophaspet. (Part. af vinda). G. N. undinn. Ei vunda Vid (Ve): en vreden Vidie. (N. Berg.).
vunnen, adj. vunden, erhvervet. Part. af vinna. (G. N. unninn).
vurd, s. vyrd. Vurt, s. Vyrter.
Vuru, f. Bræmsestik i en Hud. Ørk. See Vere.
vurug, varig; see varug.
Vutu, s. Vete. Vuu, s. Vudu.
Vyle (aab. y), n. Stjert; s. Vele.
vyra, aab. y (for vyrda), v. a. (e—de), agte, ansee, sætte Priis paa; ændse, skjøtte om, befatte sig med. Et meget brugeligt Ord, men i forskjellig Form. I B. Stift hedder det overalt vyrja el. vyrje; i Præsens vyr’e (aab. y), i Imperf. vurde (Søndre Berg.) og vyrde (N. B.), Supinum vurt og vyrt. — I Kr. Stift: vyra (Præs. vyre); i Tr. Stift: vøra el. vør’, og paa nogle Steder vøle. G. N. virða (vyrða). Sv. vörda. Den egentlige norske Form er altsaa vyrda, beslægtet med Verd (Vær), og den egentlige Betydning er: give Værd, værdsætte, vurdere. (I den sidste Betydning siges nu tildeels: vꜳrdera). — Dei vyrd an so lite: de agtede ham kun lidet, de havde saa liden Respekt for ham. Eg vil ikje vyrja da: jeg vil ikke befatte mig dermed. (Meget brugl. i B. Stift). Vyr dæ inkje: ænds det ikke, lad det være. (Mange St. vør). „vyre seg“ (vøra se): holde sig reen og ordentlig. Jf. vyren, Vyrsla, vyrlaus, uvyren, vanvyra.
Vyra (for Vyrda), f. Agt, Agtsomhed. Sjelden (s. Vyrnad og Vyrsla). Jf. Uvyra, Svivyra.
vyrande (aab. y), adj. værd at agte. I B. Stift: vyrjande.
vyrd, part. agtet, anseet; ogsaa tilseet, skjøttet. I Søndre Berg. vurd’e.
Vyre (aab. y), n. Værd, Værdie. (Dalevyre, Ortavyre). N. Berg. see Være.
vyren (for vyrden), adj. agtsom, omhyggelig; ogsaa reenlig, ordentlig. I Sammensætning hedder det ogsaa vyrdig, saaledes storvyrdig og storvyren ɔ: selvgod, indbildsk.
vyrja, agte; see vyra.
vyrk, adj. 1. bestemt til Arbeide, eller som man kan arbeide paa; om Dagene. Ein vyrk’e Dag: en Søgnedag. vyrkt ꜳ heilagt: Søgnedage og Helligdage. Kr. Stift, Hard. og fl. Ellers i B. Stift: yrk; i Tr. Stift ogsaa yrkjen. G. N. virkr (beslægtet med Verk).
vyrk, adj. 2. omhyggelig, som viser Ømhed og Omsorg for En. Dei va so vyrke fyr ’an: de vare saa omhyggelige for ham, saa gode imod ham. Sogn, Sfj. Sdm. G. N. virkr.
Vyrka, f. Søgnedagene i Ugen. (Modsat Helg). Nhl. Hard. Kr. Stift. Andre Steder: Yrka (B. og Tr. Stift). I Ag. Stift: Sykna.
Vyrkedag, m. Søgnedag. Nhl. og fl.
Vyrkje, n. Materiale (= Verkje). Gbr. I Tr. Stift: Yrkje.
vyrlaus (aab. y), adj. uagtsom, skjødesløs, ubesindig; ogsaa ureenlig, skiddenfærdig. Jf. uvyren.
Vyrløysa, f. Uforsigtighed, Skjødesløshed; ogsaa Ureenlighed.
Vyrn, f. Agt, Ære, Anseelse; ogsaa Orden, Sømmelighed. Tildeels i B. Stift.
vyrna, adj. ret dygtig, værd at agte paa. Ein Vyrna-Mann: en dygtig, ypperlig Mand. Nhl.
Vyrnad, m. 1) Agtelse, Anseelse. (Sjelden). Sv. vördnad. 2) Orden, Sømmelighed, Reenlighed. Hedder oftere Vyrn og Vyrsla, eller ogsaa Vyrskap. (B. Stift).
