Hopp til innhold

Side:Ordbog over det norske Folkesprog1.pdf/621

Fra Wikikilden
Denne siden er korrekturlest

ligt. (Sdm.). „Pꜳ Von’a“: paa det Uvisse, paa Lykke og Fromme, eller egentl. paa en Formodning. (Meget brugl.). D’æ pꜳ Von’a: det er uvist, det kan baade skee og ikke skee. Som Indledning til en Sætning bruges „pꜳ Von’a“ i Betydningen: om, ifald, for det Tilfælde at; f. Ex. Tak pꜳ deg Hatten, pꜳ Von’a dæ vert’e Regn, ɔ: for det Tilfælde at der skulde komme Regn. Me lyt’e ha da færigt, pꜳ Von’a han kjem ette da. (B. Stift). gꜳ pꜳ ei Von: gaae paa det Uvisse, eller med kun lidet Haab om at faae sit Ærinde udrettet. Ligesaa: „gꜳ pꜳ tvo Vone(r), ɔ: saaledes at man venter ligesaavel det ene som det andet. Dæ gjekk ette Vonom: det gik som man ventede. „D’æ utur Von ꜳ Vet“, siges i Ørkd. om noget som er reent urimeligt eller altfor galt. I Sdm. hedder det: D’æ burt i Von ꜳ Vite.

vona, v. a. (a—a, og a—te), 1) formode, have Formodning om, vente. Meget brugl. — 2) haabe, vente, have Haab om. I Tell. hedder det vøne og vønes. Nogle Steder vonast. (G. N. vána, vona). Eg vonte detta: jeg ventede just dette. (B. Stift). Hertil hører formodentlig: „vont sneggre“, ɔ: snart, førend man venter det. (Sdm.). Ellers: Von før.

Vonafær, f. en Reise paa det Uvisse, uden Vished om Held.

Vonakast, n. det at man kaster Fiskevoddet paa det Uvisse, uden at have seet Tegn til Fisk. B. Stift.

vonalaust, adv. uden Forhaabning.

vonande, adj. rimelig; s. vonleg.

vonast, v. n. vente, formode; s. vona.

vond, adj. ond. Kunde ogsaa skrives vund, da Vokallyden egentlig er den samme som i vunden, rund, Stund o. s. v. G. N. vándr (Isl. vondr). Som Komparativ bruges: verre (verr), og Superl. vest; i Tell. veslaste (som egentlig hører til vesall). — Betydninger. 1) slem, vanskelig, ikke let (= vand). Han æ vond’e te finne. D’æ vondt ꜳ vita kva som rettast’ ær. — 2) ond, bitter, smertelig (om Fornemmelser). Mest i Neutrum (vondt). Jf. ill og sꜳr. Ogsaa: ubehagelig, modbydelig; f. Ex. ein vond’e Smak. (Sjeldnere). Søndenfjelds siges „vondt“ ogsaa om Veiret, men ikke i B. Stift (s. lꜳk og stygg). — 3) ond, slet, skadelig (om Ting i Almindelighed). D’æ ikje vondt i di: det er ikke skadeligt, der er ingen Fare ved det. — 4) ond (om Mennesker), ondskabsfuld, ildesindet. vonde Folk. vondt Selskap. (Sjelden om enkelte Personer). — 5) vred, hidsig, forbittret. Mꜳ ’kje vera vond pꜳ meg. Han vart vond føre dæ. Kun søndenfjelds. (Ellers sint, ill, vill og fl.). — I Forbindelse med enkelte Partikler faaer Ordet (i B. Stift) et Par gamle Former, nemlig vondꜳ (for vondo) og vondes. Saaledes: „Mæ vondꜳ“: med det onde, med Tvang eller Voldsomhed. (Sv. med ondo). Fyre vondꜳ: for det onde, som Forbud for noget ondt. (Modsat: fyre godꜳ). Ta vondꜳ: af noget ondt. (Rettere: utav vondo). Te vondes: til det onde. (I Shl. hedder det: te vondar). telja te vondes: tilskynde til ondt, yppe Strid, ophidse Folk imod hinanden. — Af Talemaader med Verber mærkes: „hava vondt“: have ondt, være syg. fꜳ vondt: faae ondt, blive syg (om et pludseligt Anfald); i indskrænket Forstand: blive barselsyg. gjera vondt: gjøre ondt, smerte; ogsaa: skade, være til Skade; ligesaa: gjøre Fortræd, fornærme noget, gjøre Synd. bea vondt: ønske ondt. bjo’e vondt: true med Voldsomhed. leggje vondt fyr’ ein: sværte eller bagtale En (s. leggja). Han vild’ ikje leggje so vondt ꜳt seg: han vilde ikke paatage sig saa megen Uleilighed, udsætte sig for en saadan Ubehagelighed.

vondlynt, adj. vredladen, hidsig. Tell.

Vondska, f. ond Fornemmelse, Smerte, Ildebefindende. Ei Vonske i Kropp’a: en Fornemmelse af Sygdom.

vondskjøytt, adj. n. uvist, usikkert. Gbr. (Jf. vꜳskjøytt).

vondsleg, adj. noget ond eller slem; især: hidsig, barsk, vredladen. I Tell. hedder det vonskleg.

vonleg (oo), adj. rimelig, sandsynlig, som man kan vente. S. Von.

Vonløysa, f. Usandsynlighed; ogsaa Haabløshed, det at man ikke kan vente noget.

Vonmꜳl, s. Vadmꜳl.

Vonn, s. Vꜳnd. — vonn, s. vꜳr.

vonoms-meir, s. Von.

vont, s. vona og vond.

Vor (aab. o), m. 1. en liden Brygge, en Række af oplagte Stene ved et Landingssted, især paa begge Sider af en „Stød“, hvori Baadene trækkes paa Land. Meget brugl. vest- og nordenfjelds. (Jf. Isl. vör, f. Landingssted). Sjeldnere om en opkastet Vold af Gruus og Steen, f. Ex. ved Skred. — Vorastein, m. Steen i Landgangs-