sætte i Vers). verse rꜳngt: synge de Vers først, som skulde synges sidst.
Verskifte (ee), n. Forandring i Veiret. Meget brugl. I Sdm. Vedeskifte (aab. e). Ogsaa kaldet Verbyte og (sjeldnere) Verbrigde.
versla (værsle), v. a. vexle, ombytte Penge. Tildeels i B. Stift. Paa Voss hedder det varsla. (Ellers veksla). Isl. versla, Handel. (Jf. Vetla). Heraf Versling, f. Vexling.
Verslag (ee), n. Veirlig, et vist Slags Veir. Ogsaa kaldet Værlag, Verbrꜳ, Verhꜳtt.
versliten (aab. i), adj. 1) slidt eller brækket af Vinden; om Huse. Indr. og fl. — 2) veirbrændt, veirbidt, bruun i Ansigtet af Veirets Paavirkning. Gbr. værsleten).
verst, vdv. værst, slemmest. (Superlativ af verre). Hedder almindeligst: vest (vesst) og væst. — Det samme er Tilfældet med Adjektivet verste (veste, væste). Jf. veslaste.
Verstrupe, m. Luftrøret i Halsen (= Barkje). Ørk. (Sv. väderstrupe).
verta, v. n. (vert’; vart; vorte), blive, vorde; skee, komme til at være. Udtales med aab. e (ikke æ), men gaaer ogsaa over til varta (Shl. Ryfylke) og vetta (Hard.). Svarer til G. N. verða. Sv. varda. (T. werden). Jf. vera. Imperf. har tildeels Fleertallet vorte (Nhl. Voss), vorto (Hald. Vald.), vurte (Sdm. forældet). Supinum tildeels vurte (Gbr.), ellers vorte, med aab. o (ikke oo eller ꜳ). Ordet er meget brugeligt i B. og Tr. Stift, men noget sjeldnere søndenfjelds, hvor det ombyttes med det nyere Ord „bli“, hvilket sidste endog i Fjeldbygderne (f. Ex. Tell.) er meget brugeligt. Paa flere Steder i Ag. Stift bruges kun Imperfektum (vart), men ikke Præsens (vert). Jf. bli, bi, bide. — I Anvendelsen har det megen Lighed med „vera“, og bruges saaledes: 1) eenligt eller absolut, i Betydningen: vorde, skee, indtræffe, komme til Virkelighed. D’æ uvist um dæ vert’e. Dæ vart ikje den Gꜳngjen. 2) i Forbindelse med Substantiver og Adjektiver. Han vart Mann. Dæ vert’e Dag. Han vert’e stor’e o. s. v. Dæ vart ein stor Flokk. Han vert’e femti Ꜳr. 3) i Forbindelse med de passive Participier, til at betegne at noget bliver behandlet eller paavirket (altsaa Passivets Hjælpeverbum); f. Ex. verte driven (drives), verte halden (holdes). — I Betydningen: skee, eller hænde, forbindes det undertiden med Dativ; f. Ex. Eg veit ikje kva so’ vart Mann’a: jeg veed ikke hvad der hændte Manden (hvad der tilstødte ham, gik ad ham). Kva so vart deg: hvad var det som paakom dig, el. hvad feiler dig? (N. Berg.). — Af Forbindelser med enkelte Partikler mærkes følgende. „verte atte“: blive tilbage eller tilovers. Dæ vart atte-verande: det kom til at blive tilbage el. ligge efter. „verte av“: blive af; f. Ex. Dæ vart ikje av: der blev ikke noget af det, det slog feil. Derimod „verte ta (utav)“: blive af, komme hen; f. Ex. Eg veit ikje kvar dæ vart ta di (hvor det blev af, el. hvor det kom hen). verte av mæ: blive af med, faae fra sig. „verte ette“: blive efter, komme af; f. Ex. Dæ vert’e so lite ette di. „verte fyre“: blive udsat for, blive plaget af eller besværet med; ogsaa mærke, fornemme (noget ondt). „verte til“: blive til, fremkomme. Derimod „verte upp-i“ (pi): blive til noget, gaae over eller forandres til. (See pi). verte ved: komme i Bevægelse, blive ræd eller opbragt.
vervand (ee), adj. kræsen med Hensyn til Veiret, kjælen, som ikke vil reise ud undtagen i godt Veir.
Vervel, s. Kvervel og Fivreld.
vesall, adj. 1) svag, veg, skrøbelig. B. Stift. — 2) liden, ikke stor nok. Hard. Nhl. (G. N. vesall, usel). I Nordre Berg. hedder det visall’e (aab. i). I Hard. hedder Feminin: vesoll (G. N. vesöl). I den bestemte Form er Ordet langt mere udbredt (nemlig i Betydningen: liden, lille) og hedder da: vesle (søndenfjelds), vetle (Hard. og fl.) og med den nordenfjeldske Udtale: veltle eller velsje. F. Ex. Vesle-Gut’en: den lille Dreng. Vetlefingren: Lillefingeren. Vesle-Bꜳn’e: det mindste Barn. — Jf. veslaste.
Vesallelig (aab. i), m. Haandled. Sdm. (Nogle Steder Visallelidin; andre St. Vasallele’en). See Uvlid.
Veska (Væske), f. Vædske.
veskjen, adj. 1) vandig, smagløs, for lidet saltet. 2) vædskefuld eller vammel i Munden, lysten efter noget som er salt. Nhl.
Vesl, n. Kilde, Væld, Vandspring i Jorden. Ørk. (med Udtalen Veltl eller Veltj). Hertil Kaldvesl (Isl. kaldavesl). I svenske Dial. värsl og värsla, som kan jævnføres med det foranførte Tidvemsla og G. N. vermsl.
