f. Ex. Hamp, Hør, Uld. (G. N. verka). verke Fisk: opskjære og rense Fisken, eller gjøre dne færdig til Saltning. (B. Stift). — 2) udvirke, udbringe ved en vis Tillavning eller Forarbeidelse; især om at udtrække Saft eller Vædske. Oftest med „ut"; heraf Particip: ut-verka. — 3) v. n. virke, gjøre Virkning; f. Ex. om Lægemidler. (Sv. verka).
verkast, v. n. blive udvirket, tabe sin Saft eller Kraft (f. Ex. om Malt i Brygningen). Dæ verkast ut.
Verken (Værk’n), n. et Slags tyndt uldent Tøi. (Ag. Stift). Jf. dansk Hverken og Hvergarn.
Verkflaga, f. et Anfald af Smerte.
Verking, f. Tilvirkning, Forarbeidelse (s. verka); ogsaa Virkning. I sidste Tilfælde siges oftere Verkning.
verkja (værkje), v. n. (kje, kte), 1) smerte, gjøre ondt. Meget brugl. G. N. verkja. Ogsaa om de Lemmer hvori Smerten finder Sted; f. Ex. Fingren værkje. Dæ værkje bꜳ’ Hand ꜳ Fot. — 2) føle Smerte, lide ondt, pines. Ogsaa figurlig: have Bekymring eller Ængstelse for noget. — Imperf. udtales sædvanlig: værte (værrte), og Supinum vært. Eg heve gjengje ꜳ vært fyre dæ lengje: jeg har længe været bekymret derfor.
Verkje, n. Materiale, Stof til at gjøre noget af. I Særdeleshed: a) Tøi til Klæder. b) Tømmer til en Bygning. (Husverkje). Søndre Berg. Tell. og fl. Gaaer over til Vyrkje (Gbr.) og Yrkje (Tr. Stift). Ellers kaldet Fang, Tilfang og Emne (det sidste især om Stoffet til en enkelt Ting). — Hertil Verkjeløysa, f. Mangel paa Materiale.
Verkje(r), pl. Efterveer; s. Verk.
verklaus, adj. fri for Smerte.
Verknad, m. Virkning; Tilvirkning, Tilberedelse. (Sjelden).
Verkonn, n. Mulebørster, Veirhaar (s. Verhꜳr). Tell. Buskerud og fl. (i Formen Værkonn). Vel egentlig Lugte-Redskab eller Evne til at lugte, ligesom Sv. väderkorn.
Verkstad, m. Værksted.
Verkvild (ee), f. Veirhvile, Stilhed efter en Storm; det at Uveiret for en Tid ophører. I Sdm. Vedekvild (aab. e).
Verkty, n. Værktøi, Redskaber.
Verlamb (ee), see Ver, m.
Verleik (ee), m. 1) Lynild. Jæd. i Formen Veleig (som formodentlig er Verleik, „Veirleg“, skjønt det vel ogsaa kunde have en anden Oprindelse). — 2) Navn paa en Fugl; see Vindhauk.
Verljos, n. 1) Lyn, Lynild. I Sdm. Vedeljøs (aab. e). I Tell. Væljos (sjelden). See ellers Ljon og Elding. — 2) Nordlys. Tr. Stift (Verløs, Verjøs). See Verlyse.
Verlyse, n. Nordlys. Søndre Berg. Jæd. — Andre Steder: Verjøs (Tr. Stift), Værjøske (tildeels i Ag. Stift). Ellers Lyse, Vindlyse, Brag, Verbrag, Vindbragd.
verma (værme), v. a. (e—de), varme, opvarme. G. N. verma. (Af varm). Ogsaa: ruge, ligge paa Æggene; om Fugle. Gbr. (Ellers bræde, klekkje). — Particip vermd: opvarmet; ogsaa ruget (= brædd, klekt).
Verme, m. 1) = Varme. G. N. vermir. 2) Ild. Søndre Berg. (Nogle Steder Vørme). Ellers meget udbredt i Formen Varme; f. Ex. gjera upp Varme (tænde Ild), passe Varmen; seta seg ꜳt Varma o. s. v. I de nordlige Egne siges oftere „Ljøs"; sjeldnere „Eld“.
Ver-merkje, n. Veirmærke.
Verp, n. en Steenhob, som er opkastet til et Mærke eller til Minde om en vis Begivenhed paa Stedet. Tell. (Jf. Varp). Andre Steder Kast.
verpa, v. a. og n. (verp; varp; vorpe), lægge Æg, om Fuglene. Meget brugl. (G. N. verpa. Sv. värpa). Udtales med aabent e (ikke æ). Imperf. hedded tildeels: vorp. — Ordets egentlige Betydning er: kaste; heraf Varp, varpa og Verp.
Verpe, n. en Indretning til Laxefangst; et Sted paa Strandbredden som er beleiligt til Brug af Laxevod og forsynet med Indretninger dertil. Berg. Stift. Hedder ellers: Varpa, f. (Helg.), og Vorpa el. Vorp (Tr. Stift). Jf. Mara og Gilja.
Verping, f. Æglægning; den Tid da Fuglene lægge Æg.
verr (værr’e), adv. værre. Mest alm. i samme Form som Adjektivet (verr’e). G. N. verr.
verrast, v. n. forværres, blive værre. Oftere: vesna.
verre, adj. værre, slettere. Hedder sædvanlig: verr’e; nogle St. verr. (G. N. verri). Svarer til vond, ill og lꜳk.
Vers (æ), n. Vers, Strofe. Jf. Vend.
versa, v. a. ordne Versene i en Sang (efter Hukommelsen), sætte Versene i sin rette Orden. N. Berg. (Egentlig:
