veslaste, adj. værst, slemmest. Tell. (hvor det bruges som Superlativ af verre). Egentlig af vesall.
vesle, adj. lille; see vesall.
Vesling, m. en Stakkel, En som er liden og svag af Kræfter. Nhl. I Hard. hedder det Vetlingje. (G. N. veslingr).
vesna (væssne), v. n. (a—a), forværres, blive værre. Meget brugl. G. N. vesna (vel egentl. versna). Modsat besna og batna.
Vesning, f. Forværrelse. (Sjelden).
Vesold, f. Svaghed, Skrøbelighed, Vanmagt. Hard. (G. N. vesöld, Uselhed). — I Tell. forekommer ogsaa: Vesolmann, ɔ: en Stakkel. Formen er her formodentlig: vesꜳl, for vesall, altsaa Vesalmann, svarende til G. N. vesalmenni.
Vess, m. Mundheld, Talemaade; Anekdote med særegne eller usædvanlige Udtryk; ogsaa om Vers og Bønner i et forældet Sprog. Sdm. (Maaskee en Afændring af Vers).
Vesse, pl. af Voss (Folkenavn).
Vest, m. 1. en Vest (Klædningsstykke). Nogle Steder ogsaa: en Trøie. (Gbr.). Hertil Vestety, Vest-emne, Vestefikka og fl.
Vest, m. 2. Vest, vestlig Retning. G. N. vestr. Te Vest’es: til Vest; f. Ex. Vinden gjekk te Vestes.
vest, adv. vest, i eller til Vest. (Jf. ut). — vest-ette: vest over, mod Vest. — vest-i: i Vest; f. Ex. han æ klꜳr’e vest i, ɔ: det er klart i Vest. (N. Berg.).
vest (værst), s. verst.
vesta (for vestan), adv. vestenfra. (G. N. vestan). Oftest sammensat med andre Ord, saasom vesta-ette og vesta-frꜳ: vestenfra. vestafyre: vestenfor. (I Hard. vestanfy’). vesta-til: 1) i Vest, paa Vestsiden. 2) vestenfra. (I Søndre Berg. vestan-te).
Vestadrꜳtt, m. vestlig Vind i Skyerne; det at Skyerne trække fra Vest.
Vestagyrje (jørje), f. langvarig Blæst fra Vestkanten med Skyer og Taage. N. Berg.
Vestakast, n. kortvarig Vestenvind.
Vestarok (aab. o), n. Storm og Drev fra Vestkanten.
Vestavind, m. Vestenvind. (G. N. vestanvindr). Om en svagere Blæst: Vestakjøla, f.
vestleg, adj. vestlig. Jf. vestrøn.
Vestlending, m. Indbygger af den vestlige Deel af Norge (det Vestenfjeldske). Ogsaa Indbygger af det søndenfjeldske Vestland eller Arendalssiden (Bamble og Nedenæs Fogderier m. m.).
vestrøn, adj. vestlig; om Vinden. (Mest nordenfjelds). Jf. utrøn.
Vestrætt, f. Vind og Veir fra Vestkanten. Nhl. (Af den ældre Form vestr og Ætt).
Vet, m. s. Vetr. Vet, n. s. Vit.
Vete (aab. e), f. 1) en lang Huulning i Jorden, en Fordybning med fugtig Grund uden noget egentligt Bækkeløb. Sdm. (Ikke meget brugl.). — 2) den fugtige og meget gjødede Eng i Nærheden af Fæhusene. Ndm. med afvigende Form Vetu og Vutu (Stangvig).
Vetel (aab. e), m. en aarsgammel Væder. Sogn. (Jf. Stilling). Egentlig med samme Begreb som i Vetle og Vetrung, nemlig: vintergammel, eller som er fostret en Vinter over. Jf. Tvovet, Trivet.
Vetelee, s. Vetle. Vetl, s. Vesl.
Vetla, f. en Bankseddel. (Skal bruges ved Mandal). Vel egentlig Versla el. Vesla, s. versla. — Om et andet Vetla see Veitsla.
Vetle, m. 1) en aarsgammel Hest. Meste brugl. i Tr. Stift. I Romsdalen ogsaa Vetelee. (I Sdm. Vetrung). — 2) en aarsgammel Bjørn. Tell. Jævnfør det gamle „vetrliði“ (et af Bjørnens Navne i Skalda). — Vetle beholder Lyden af „tl“ i Dialekterne og gaaer ikke over til Vesle eller Veltle; det synes derfor at være en sammentrukken Form (formodentlig af G. N. vetrliði), hvilket ogsaa bestyrkes af Formen Vetelee (el Vet’le).
vetle, adj. lille; see vesle.
Vetr, m. Vinter. Forekommer i Formen Vetr eller Vett’er (Yttre Sogn, Nhl. Hard. Rbg.), Vet, aab. e (Tell. Hall. Vald. Indre-Sogn), og Vøtur, aab. ø (Hard.); andre Steder: Vinter. G. N. vetr. — I Vetter (i Vet): i den forledne Vinter. Um Vet’en: om Vinteren. (Tell.). Te Vetters: til Vinteren. S. Vinter.
Vetrabraut, f. Stjernebæltet, Mælkeveien paa Himmelen. Hard. I Tell. Vetterbraut. G. N. vetrarbraut. Derimod: Verbraut (Nhl.), Vintersveg (Sdm.), Stjernebraut (Tr. Stift).
Vetrung, m. 1) en aarsgammel Hest. Sdm. Jf. Vetle, Tvovet, Trivet. — 2) en aarsgammel Oxe. Sogn, Søndre Berg. Tell. (Ellers Ꜳrung, Fjorstut og fl.). Jf. Vetel.
Vett, f. et fabelagtigt kvindeligt Væsen, et Slags Huldre eller Ellekone. Rbg.
