usegjeleg (oseiele), adj. uudsigelig.
Usid (aab. i), f. Uskik, Unoder, onde Sæder. Hedder Osid, Use’, Øse’.
usidig (aab. i), adj. usædelig, usømmelig. Hedder osidig’e, use’ug’e, ose’au.
Uskap (Oskap), n. Hæslighed, det at noget er stygt eller vanskabt.
uskapleg, adj. 1) ubekvem, uskikket. 2) uordentlig, uskikkelig. Søndre Berg.
uskipa (aab. i), adj. ilde indrettet, forsømt, ikke bragt i rigtig Orden. Tell. Buskerud.
uskipla, adj. forstyrret, revet aflave. Tell. (See ellers skipla).
Uskjel, f. Uret, Fornærmelse.
uskjøyten, adj. ligegyldig, uforsigtig.
uskyld (oskyld), adj. ubeslægtet.
uskynug (aab. y), adj. uskjønsom, uerkjendtlig; ogsaa: ubillig, uforstandig, som venter for meget, eller som ikke tager Hensyn til Andres Omstændigheder. Nogle Steder: oskynjig’e, oskjønau.
uslegjen (osleien), adj. uslaaet.
Usmak, m. ubehagelig Smag.
usnikka, adj. uhindret, fri for Ubehageligheder. Tell. (s. snikka).
uspard (ospart), adj. usparet, givet med Velvillie. Dæ skal vera uspart: det skal blive tilstaaet med Fornøielse.
uspurd (ospur’e), adj. uadspurgt.
ussa! Interjektion, hvormed man betegner Fornemmelsen af Gysen eller Frost. N. Berg. (Jf. hustre).
ussel, adj. usel, elendig. Ved Stavanger siges ogsaa ussaleg (usleg). Jf. vesall. Usseldom, m. Uselhed; ogsaa en ringe, daarlig Ting. N. Berg.
Ustand, n. Uorden, Brøstfældighed, ufuldkommen Stand.
Ustell, n. Uorden, Uskik.
ustelt, adj. forsømt, ikke istandsat.
ustoppeleg, adj. uudholdelig, som man ikke kan bestride.
Ustund, f. en uheldig Stund, ulykkelig Time. Meget udbredt. (I de nordlige Egne: Ostund). Isl. óstund.
Ustyr, n. slet Bestyrelse.
ustød, adj. ustadig, usikker, vaklende. Hedder ustø, ostød’e, ostø.
usvim, adj. 1) seen, langsom. 2) ubekvem, tung til at bruge. Tell.
usynleg, adj. 1) usynlig. 2) uanseelig, som ikke seer godt ud; ogsaa ublid, især om Luften og Veiret.
usæmja, v. n. (sæm, samde), kives, trætte, leve i Uenighed. (B. Stift). Hedder ogsaa usæmjast (imp. usamdest), og usæmje. Jf. Usam.
Usøma, f. Usømmelighed. (Sjelden).
ut, adv. ud. (G. N. út). — Med Hensyn til dette Ords forskjellige Betydninger kan her bemærkes, at det bruges: 1) om en Retning udad fra et vist Middelpunkt; især a) fra et indsluttet Rum, og b) fra det Indre af Landet. Søndenfjelds betegner det saaledes: ned ad Dalstrøget. (Modsat upp). Jf. heim. Vest- og nordenfjelds betegner det: udad mod Havet, eller simpelthen: i Vest. (Modsat inn). F. Ex. Ut i Garanne: hen til Gaardene paa Vestsiden. — 2) om en Bortfjernelse eller Fraskillelse. Med Verber som giva, setja, leggja; ligesaa taka, velja, finna o. s. v. — 3) om en Udvidelse, Udstrækning i Vidden eller Længden; f. Ex. rekkje ut: strække, udspænde. — 4) om en Vedbliven eller Varighed (Udstrækning i Tiden). Dæ dræg ut: det varer længe. — 5) om en Fuldendelse; ogsaa Ophør, Tilintetgjørelse. Med Verber som lesa, skriva; ligesaa slita, slekkja, blꜳsa o. fl. — 6) om en Belæggelse eller Beheftelse med noget; f. Ex. sauma ut: udsye. kola ut: sværte med Kul. snøa seg ut: flye sig til med Snee. — I Sammensætning med enkelte Partikler (i, paa, mæ, fyre, yve) bruges „ut“ ogsaa istedetfor „ute"; f. Ex. ut-mæ Hav’e: ude ved Havet. — Af enkelte Talemaader mærkes: „ut ꜳ nor“, ɔ: udad mod Havet i nordlig Retning; i Nordvest (egentlig ud og nord). „ut ꜳ syd“: i sydvestlig Retning. „ut ꜳ upp“: udad i en opstigende Retning (nemlig paa en Strand eller Fjeldside). „ut ꜳ ned“: udad i en nedstigende Retning. (B. Stift). — ut pꜳ Dagj’en; ud paa Eftermiddagen. (Derimod: Dagj’en ut, ɔ: den hele Dag til Ende). ut um Dyr’a: ud af Huset. „ut ette Markj’enne“: ud over, fremad, videre. (Ꜳ so ut ette Markjenne, ɔ: og saa videre). N. Berg.
Utak (Otak), n. et voldsomt Tag eller Greb, en Anstrengelse som man har Skade af. „ta’ eit Otak“: anstrenge sig mere end man taaler. — Ellers bruges Ovtak, Ꜳtak og Itak i en noget lignende Betydning.
Utam (Otam), n. ufuldkommen Tæmmelse; Uvane eller Feil i Afrettelse (især ved Hestene). B. Stift.
Utame, m. Uvane, Uskik; f. Ex. hos Børn. Valders. I Ørk. Otame.
utan, præp. uden, foruden. Hedder oftest uttan (aab. u), utta, utten; ogsaa: ꜳtꜳ, ligesaa for-ꜳtꜳ (Nhl.
