dien; ligeledes et vist Afsnit i Spillet til en Dands. N. Berg. Eit Vers mæ try Upptak: et Vers som deler sig i tre Afsnit, eller hvori Melodien forandrer sig tre Gange. En Slaatt har sædvanlig to, og tildeels tre „Upptak“. Jf. Vend, Lime, Speltak.
upp-tikjen (aab. i), adj. optagen.
upp-truten, adj. hovnet, opsvulmet.
upp-um, præp. op om; op forbi, over. Forkortes til ’pum. Hertil: pum-gjort, ɔ: opredet (s. gjera).
upp-under, præp. op under; oppe under, og simpelthen: under. Forkortes til ’punde; i Tr. Stift: pund og punn, hvilket ofte bruges istedetfor „under"; saaledes: frampund (frem under), nepund (neden under).
Uppvokstr, m. Opvæxt.
upp-yve (aab. y), præp. op over; oven over. Forkortet ’pyve.
Uppøle, n. Opfostring (s. Uppal).
upp-øst, adj. ophidset, opflammet, opbrusende. See øsa.
Ups, brat Klippe; see Ufs.
Ur (Urd), f. Steengrund, Steenbanke; en Plan eller Skraaning som dannes af et lag af store Stene med liden eller ingen Jord imellem; ogsaa om en Mark, som er meget fuld af Steen. Alm. og meget brugl. dog i noget forskjellig Form, nemlig Ur (mest alm.), Urd (Tell.), Or (Sogn, Fosen, Helg. og fl.). G. N. urð. Jf. Loftur. — Hertil mangfoldige Stedsnavne.
Ur, m. en Fisk, see Auger.
Ur, n. et Uhr (= Klokka). Nyt Ord.
ur, præp af, udaf (= or). Ofte forkortet til u (utu, uppu).
Urꜳd, f. 1) Uraad, slet eller skadeligt Raad. (Orꜳd, Urꜳ). 2) Mangel, Feil, Forsømmelse. Tr. Stift i Formen Orꜳ. 3) Umulighed. (Hall. Vald. Hedm.). Dæ va reint Urꜳ te koma fram: det var reent umuligt at komme frem. (I B. Stift: Da va ’kje Rꜳ). S. Rꜳd.
urꜳdd, adj. 1) uforberedt, ikke istandsat eller forsynet. 2) ubestemt, tvivlraadig. Ørk. (orꜳdd).
urꜳdig, adj. uforsynlig, forsømmelig, som ikke tager de nødvendige Forholdsregler. B. Stift.
urein (orein), adj. ureen, uklar; ogsaa farlig, skadelig. Urein Sjø: et Farvand som er fuldt af Skjær og Banker. Oreine-Sjukdom: venerisk Syge. (N. Berg.).
Urett (Orett), m. Uret.
Uri(d), Orid, f. et Uveir; Sneefald eller Frost, som indtræffer paa en ubeleilig Tid. Jf. Orykk.
urliten, meget liden; s. ørliten.
Urmark, f. stenig Jord, Mark som er meget opfyldt af Steen.
Uro (Oro), f. Uro, Ufred.
uroa (oroe), v. a. (a—a), forurolige, forvolde Uro, hindre En fra at hvile.
uroleg (orole), adj. urolig.
ursmꜳ, s. ørliten.
Urt, f. 1. Urt, Plante. (Sjelden).
Urt, f. 2. Drøv, Drøvtygning. (Nordenfjelds). take upp Urt’a: gylpe op, om Kvæg. Sdm.
urta, v. n. (a—a), tygge Drøv, om Kvæget; ogsaa æde langsomt. Nordenfjelds, ogsaa Sdm. og fl. (Nogle St. yrte, ørte). I de sydlige Egne hedder det: jorta.
Urtastrꜳ, n. en Smule Foder til at tygge Drøv paa. Sdm. (Paa Helg. Urtstrꜳ).
urudd, adj. uryddet. Hedder ellers urydd’e og orydd (aab. y).
ur-ung, yderst ung. Helg.
urut, adj. meget stenig, opfyldt af Steenbanker (Urer). Hedder ellers urdutte (Tell.), urette (B. Stift), orette (Sogn), orꜳtt (Helg. og fl.). G. N. urðóttr.
Urve, f. en Løkke eller Stroppe af Toug, som er befæstet indvendig i en Seilbaad og tjener til at fæste Vantene i. Sdm. Ndm. (Har noget Lighed med det foranførte Ora og Orveld). Jf. Isl. urga, en Rem. — I Sdm. siges ogsaa Urve for Urga, ɔ: Orgel.
urven, adj. forstyrret, som seer forvirret ud. Indr. (Ellers oren).
Urvillbær, see Orbær.
urydleg, adj. uryddet; see orydig.
uryggjeleg, s. ryggja.
urædd, adj. tryg, sikker, ubekymret, Meget brugl. (I de nordlige Egne: orædd).
urøynd, adj. uprøvet, uforsøgt.
urøyvd (orøyvd’e), adj. urørt; som man ikke har begyndt paa.
Usam, n. Uenighed, Usamdrægtighed, Kiv og Strid (især imellem Ægtefolk). B. Stift. I Sdm. Osam. Ellers bruges det ogsaa i en særegen Form: Usamda, m. (Nhl.), Osamda (Ork.). Jf. Sam og sæmja.
usamde, adj. pl. uenige, uforligte. (Sjelden). Hedder ellers usams. Hall. og fl. (Isl. ósamr).
usams, ueens; s. forrige.
usedd (ee), adj. useet, ubeseet.
