uppklædd, adj. udstyret med Klæder.
Uppkoma (aab. o), f. 1) Opkomst. (Sjelden). 2) Kilde, Vandstrøm som springer op af Jorden. Sogn og fl. men hedder ellers: Ukoma (Lister), Okome (nogle St.), Ꜳkome, oo (Sdm.), hvoraf Ꜳkomevatn, n. Kildevand.
upp-kuva, adj. høi i Midten, ophøiet (konvex). Tell. se kuva.
upp-kvidd, adj. opgjødet. Jæd. (s. kvia).
Upplag, n. 1) Oplag, oplagt Hob eller Forraad. 2) Anlæg, Grundlag, Plan; ogsaa Begyndelse (i Modsætning til Nedlag). 2) Anlæg i figurlig Forstand; Aandsretning, Tilbøielighed. Han heve eit godt Upplag: han har gode Anlæg. B. Stift.
upp-lagd, adj. 1) oplagt, opsat. 2) anlagt, begyndt, grundet. 3) oplagt til noget, skikket, sindet.
Uppland, n. Opland, Høiland, indre Deel af Landet. (Især om de øverste Distrikter i Agershuus Stift).
upp-laten, adj. opladt, oplukket. Hedder ellers uppliten (aab. i).
Upplending, m. Oplænding, Indbygger af Oplandene. upplendsk, adj. oplandsk. (Sjelden). Upplendska, f. Kvindfolk fra Oplandene.
Upplengja, f. Stok hvorpaa en Fjelevæg nagles fast (= Saumslꜳ). Sogn og fl.
upplett, adj. letskyet, fri for Regn (s. uppljos).
uppljos, adj. opklaret, letskyet, tør (om Luften); saaledes at det ikke regner eller sneer. Uppljost Ver: Opholdsveir. Ein uppljos Ykt: en Stund da det ikke regner, et Ophold imellem Ilingerne. Søndre Berg. Ellers meget udbredt i Formerne: uppljøs’e (N. Berg.), uppløs (Fosen), uppjost (Jæd. Tell.), uppjøst (Ørk.). Heraf Upplyse.
Upplut (aab. u), m. 1) den øverste Deel. 2) Undertrøie, Snørliv. N. Berg. (Isl. upphlutr).
Upplyse, n. Opklarelse i Luften efter en Regnbyge; Ophold, Mellemrum imellem Ilinger af Regn eller Snee. N. Berg. (s. uppljos).
upp-læst, adj. oplukket. (Derimod upplesen: oplæst).
upp-mælt, adj. opmaalt, afmaalt.
upp-or, præp. op af (s. or). Gaaer over til: uppo, por, po; uppur, pu.
upp-rꜳdd, adj. forlegen, blottet for en nødvendig Ting; skuffet ved at savne noget som man har gjort sikker Regning paa. Et temmelig alm. og meget brugl. Ord. — Me sto upprꜳdde fyre Verkty: vi maatte opgive Arbeidet af mangel paa Værktøi.
upp-risen (aab. i), adj. opstaaet.
Uppriting (aab. i), f. Opregnelse.
upproten (aab. o), adj. ganske forraadnet.
Upprynning, m. Spire (Renning). Jæd.
Uppsꜳt, n. Opsætning; Sted hvor Jægter sættes paa Land. Helg. I Tr. Stift: Uppset. (Isl. uppsátr).
Uppset (aab. e), n. 1) Opsætning (s. Uppsꜳt). 2) et Væddemaal. B. Stift. 3) Aftægt, Føderaad. Jæd. (Ellers Folga, Kor, Livaure og fl.).
upp-sett, adj. 1) opsat, opstillet. 2) slibt, hvæsset. 3) opbragt, opirret.
Uppskoka (aab. o), f. nybrygget Øl; det Øl som bliver øst paa Tønden af Gjæringskarret. B. Stift. I Ørk. Uppskuku. (Af: skaka upp).
Uppskot (aab. o), n. Opskydning; Vandets Opstigelse ved Frost. Rbg.
Uppskrift, f. Optegnelse; Notits.
Uppslag, n. Opslag, det som slaaes op (paa Klæder, især paa Ærmerne).
Uppsod (aab. o), n. Opsydning, Opkog.
upp-staden, adj. opstaaet (af Sengen). Ogs. uppstiden (aab. i).
Uppsta(d)gogn, f. Opstandervæv, et Slags gammel Væverstol, som sættes op til en Væg, saaledes at Væven hænger lodret ned. Nhl. (Jf. Uppstode).
Uppsta(d)mund, n. den Tid da man pleier at staae op om Morgenen. (= Rismꜳl). N. Berg.
Uppsta(d)rokk, m. Opstanderrok.
Uppstapp, n. frossent Vand ovenpaa Isen. Indr.
Uppstode (aab. o), f. 1) Opstaaen, Reisning. 2) et Slags smaa Væverstole. Tell. (Uppstoe). Forskjelligt fra Uppstagogn.
Uppstøding (Uppstying), m. haardfrossen Snee, som ikke brister under Foden. Nhl. (Ellers Skare, Harang).
Uppsyn, n. Aasyn, Ansigt; Ansigtstræk, Blik, Mine. Ag. Stift. (Sv. uppsyn).
Upptak, n. 1) Optagelse. (Sjelden). 2) en Levning, noget som ligger efter (f. Ex. af Hø paa Marken); egentlig det som man tager op. 3) en Deel af et Vers; to eller fire Linier, som danne et vist Afsnit i Noderne eller Melo-
