ikke endnu har lært noget. N. Berg. I Sdm. Onæming.
unøydd, adj. utvungen; frivillig.
upp, adv. op. (G. N. og Sv. upp). Ordets Betydning er forskjellig og tildeels vanskelig at bestemme; det bruges saaledes med Begrebet af: 1) en Stigning eller Bevægelse opad; f. Ex. koma upp, o. s. v. Ogsaa en Udvidelse. blꜳsa upp: opblæse. trutna upp: hovne. — 2) en Tildannelse, Bearbeidelse, Istandbringelse. I Forbindelse med Verber, som varma, banka, rydje, tæmja, læra o. s. v. — 3) en Fuldendelse, Slutning; ogsaa Tilintetgjørelse. Dei ha skore upp: de have skaaret alt sit Korn. (Jf. av). Ligesaa: eta upp, drikka, øyde, tæra, brenna o. s. v. — 4) Oplukkelse, Aabning. Med Verber som: fꜳ, lata, løysa, skjera, brjota og fl. — 5) en Tilveiebringelse, Opsøgelse. Med Verber som: leita, spyrja, finna, tenkja. Ogsaa en Opregning. (Med telja, lesa, skriva og fl.). Jf. upp-atte, som betegner en Gjentagelse. — I Sammensætning med enkelte Præpositioner bruges det ogsaa istedetfor uppe (oppe); saaledes: uppfyre, ɔ: op for; ogsaa: oppe for, ved Siden af. upp-mæ: opad, langs med, ogsaa oppe ved. Jf. uppꜳ, uppi, uppunder.
Uppal (af ala), n. Opfostring, Opdragelse. Hedder paa nogle Steder Uppøle. I vꜳrt Uppal: i vor Ungdom, den Tid da vi voxede op.
upp-alen, adj. opfostret, opdraget. Meget brugl. (G. N. uppalinn). Ho va dær bꜳ fødd ꜳ uppala.
upp-atte, adv. 1) op igjen; f. Ex. om en Reisning efter et Fald. — 2) om igjen, atter, paany. Alm. og meget brugl. Hertil: uppatte-bunden: indbunden paany. uppatte-gift: gift igjen. uppatte-havande: værdt at gjentage. uppatte-havd: gjentaget, oprippet, omtalt oftere. uppatte-kalla: opkaldt (efter Ens Navn). uppatte-nya: fornyet, forynget. uppatte-sett: opsat i en ny eller bedre Form. uppatte-staden: opstaaet igjen. uppatte-takande: værdt at gjentage eller omtale.
upp-ꜳ, præp. 1) paa, op paa (til Stedet). Med Akkusativ. — 2) oppe paa (paa Stedet). Med Dativ. G. N. uppá. Bliver ellers almindelig forkortet til „pꜳ“ og faaer da forskjellige andre Betydninger. (See pꜳ).
uppbard (bort), adj. optærsket.
upp-blꜳsen, adj. opblæst, udspændt.
upp-broten (aab. o), adj. opbrudt.
Uppbur (aab. u), m. Stigning, Høide; Størrelsen af en opstablet Hob. Sdm. (Af Talemaaden: bera upp). Dæ va mykje i Uppbura ꜳ lite i Follingjenne (om Kornet), ɔ: det fyldte et stort Rum i Laden, men gav lidet af sig i Tærskningen. Jf. Ruv.
upp-dregjen (dreien), optrukken.
uppe, adv. 1) oppe, paa et høiere Sted. G. N. uppi. Ellers: over Horizonten (om Solen og Maanen), over Vandet (om Svømmere), i Vandfladen (om Fisk). — 2) oppe, paa Fødderne, ikke i Seng. — 3) oplukket, aaben.
Uppeseta (aab. e), f. Oppesidden, det at man er oppe om Natten. Oftere Uppesiting, f. — Ei Uppesitar-Natt: en Nat da man sidder oppe.
upp-eten, adj. opædt, opspiist.
upp-ette, adv. opad, opefter.
Uppevju, f. Bagstrøm; see Evja.
Uppfar, n. noget som stiger op; især om de smaa Bobler og Hvirvler i Vandfladen, som vise sig over en fremstrømmende Fiskestiim og tjene til Mærke for Fiskeren. Tr. Stift. Hedder ellers Avgjær (Fosen), Yr, Sild-yr (Sdm.), Røv (Shl.).
Uppfinning, f. Opfindelse.
Uppflot (aab. o), n. Opflyden.
upp-gꜳdd, adj. 1) opgaaen. 2) opfrossen, opsvulmet. 3) opbrændt; om Huse. N. Berg. (Bedre uppgjengjen).
Uppgꜳnga, f. Opganga, Opstigen.
upp-given, adj. hjælpeløs, forloren, som har givet tabt. (Sjelden).
upp-gjor(d), adj. 1) opgjort, færdig. 2) opredet, om en Seng. 3) opskaaren, reengjort; om Fisk.
Upphald, n. Ophold, Standsning; en rolig Stund imellem Stormbyger eller Ilinger. — Heraf upphaldig, adj. om Veiret, naar det er stille eller tørt, saaledes at det ikke regner (s. uppljos).
Upphav, n. Ophav, Begyndelse; Aarsag. (G. N. upphaf). Heraf Upphavsmann.
upp-havd, adj. 1) opsat, bragt op; ogsaa oplykket, aabnet (af hava). 2) forhøiet, hævet, ophøiet (af hevja). Tell.
Upphelde, n. Ophold, Underholdning, Næring. G. N. uppheldi.
upphøgd (høgt), adj. forhøiet, opløftet.
upp-i (forkortet ’pi), præp. op i (med Akk.); oppe i (med Dativ); ogsaa: til; f. Ex. Dæ vart uppi inkje: det blev til intet. Forhen forklaret under pi.
