Hard.). „inkj’ utan“: ikkun, blot, bare. (Nissedal). — See ellers utta.
Utangje, m. 1) et uroligt Menneske, En som ypper Støi og Klammerie. Søndre Berg. (Ogsaa i Formen Utꜳngje). — 2) et uskikkeligt Barn, en Skrighals. N. Berg. og tildeels i Tr. Stift, i Formen Otꜳngje og Otangje. — 3) et Barn, i Almindelighed. Meget brugl. paa Helg. i Formen Otangje (Fl. Otanga).
utar, længere ude; s. uttar.
Ut-arbeid, n. Arbeide udenfor Huset.
ut-arma, adj. 1) forarmet, ruineret. 2) afkræftet, udmattet. Vald. og fl.
utav, præp. af, ud af. Bliver sædvanlig forkortet til uta og ta, hvilket sidste bruges i en stor Deel af Landet istedetfor det simplere av (af). Ved Siden heraf findes Formen utꜳv, som forkortes til utꜳ og tꜳ (Søndre B. Hall. Gbr. Ørk. Fosen). See av.
ut-bard (bart), adj. udbanket, opslaaet, forslaaet; f. Ex. om Flint. Helg.
ut-blꜳsen, adj. udblæst, slukket; om Lys.
ut-bløytt, adj. udblødnet.
Utbrot (aab. o), n. Udbrydelse; ogsaa Udslæt, Bylder, Blegner.
Utbur (aab. u), m. et Spøgelse, fabelagtigt Væsen, som efter Folkesagnene skulde opholde sig i Skoven eller ved Veiene og forurolige Folk ved Skrig og Støi. B. og Tr. Stift. Et lignende Væsen kaldes ellers Ropar (Gbr.), Gast (Tell.), Ne’ing (Leirdal). Egentlig Utburd, som betyder „det Udbaarne“ og hentyder paa de Børn, som i den hedenske Tid bleve udsatte i Skovene for at døe.
Utbygd, f. et afsidesliggende Bygdelag; ogsaa en Række af Gaarde ved Havet eller Kysten. I Fjeldegnene i Ag. Stift betegner „Utbygdanne“ de nedre eller lavere liggende Distrikter. Utbygding, m. en Indbygger af samme.
utbyres, aab. y (for utbyrdes), adv. udenbords, ude i Vandet eller udenfor Fartøiet. G. N. útbyrðis. (Af Bord). Bruges ogsaa om en høi Grad af Forlegenhed.
ut-dregjen (dreien), adj. uddragen.
Utdyr (aab. y), f. Fordør, yderste Dør; ogsaa Gangen eller Forsvalen i en Stuebygning.
ute, adv. 1) ude, i det Frie. (G. N. úti). 2) ude ved Havet, eller nærmere mod Kysten. (Jf. ut). 3) borte, ikke hjemme. (Sjeldnere). 4) paa Færde, i Bevægelse. 5) forbi, til Ende, ude. Han æ ute ꜳ gjeng: han er paa Færde. Dei va ille ute: de vare i megen Nød.
Utegꜳnga, f. Gang, Omflakken i det Frie; f. Ex. om Kvægets Ophold paa Græsgangene. — Utegangar, m. En som gaaer jævnlig ude.
Utelega (aab. e), f. det at ligge ude.
Ut-eng, f. en Eng udenfor Gaarden.
Ut-erving, m. Udarving, en Arving som ikke er nærbeslægtet.
utestengd, adj. udelukket, udestængt.
ut-ette, adv. ud af, længere ud; ogsaa nærmere mod Kysten eller Havet. Desuden ogsaa om Tiden. Dæ lid’ ut ette: det lider allerede langt frem.
Utev (Otæv), m. Stank, ond Lugt.
ut-fallen, adj. udfalden; om Søen, naar den er i dybeste Ebbe. Hedder ogsaa utfjøra (nogle St. utfjera).
Utfar, n. et Toug hvormed Garnene sænkes til Bunden. Sdm.
ut-fjøra (aab. ø), = utfallen.
ut-flogjen (aab. o), adj. udfløiet.
Utfugl, m. vild Fugl, i Modsætning til Huusfugle.
utfyre (aab. y), ud for; ude ved; ogsaa ud over, ned af, f. Ex. utfyre Muren: ned af Muren.
Utfær (for Utferd), f. 1) Udreise, Bortgang. 2) Begravelse, eller egentlig: det at et Liig bæres ud.
Utførsla, f. Bortskaffelse; Udførsel; ogsaa Udførelse, Fuldførelse.
ut-gamall, adj. udlevet, meget gammel. Jf. ørgamall.
Utgar, m. Gjærde imellem Gaarden og Udmarken. Ørk. — Utgarvuu (for vudu, el. vida), f. Gjærdefang, Gjærdsel. Jf. Vꜳnd.
Utgꜳnga, f. Udgang; Udmarsch.
ut-gjor(d), adj. udskikket, udsendt.
ut-grꜳten, adj. forgrædt.
utgrunt, adj. n. grundt ved Landet, hvor der er langt fra Strandbredden til Dybet. Vest- og nordenfjelds. Ellers langgrunt.
Utgrynna, f. en Grunding som gaaer ud fra Landet.
Uthald, n. Varighed. (Sjelden).
uthaldig, adj. varig, som holder længe ud. (B. Stift).
ut-havd, adj. udbragt, udsat.
ut-hola (aab. o), adj. udhulet.
Uthus, n. Udhuus, Fæhuus eller Lade; ogsaa et Huus som staaer udenfor Gaarden.
uthyses, adv. udenfor Huset. (Sjelden).
ut-i, præp. 1) ud i. (Med Akkus.). 2) ude i. (Med Dativ). Ellers meget brugeligt istedetfor det simple „i“, og bliver da oftest forkortet til „ti“.
