Umrøme, n. Frist, Henstand, Leilighed til at ordne sine Sager eller indrette sig bedre. Fyr’ eit Umrøme: for en kort Tid, til Hjælp for Øieblikket. Meget brugl. vestenfjelds. Andre Steder Umrꜳd.
umsegja (umseie), v. a. undsige, true paa Livet. Particip: umsagd.
um senn, lidt efter lidt; s. Senn.
Umskifte, n. 1) Omskiftelse, Forandring. 2) Ombytning, Omvexling. Eit Umskifte mæ Klæde: en Klædning foruden den som man bruger; et Par Klæder til at omskifte med. Hedder ogsaa Umbyte.
Umskot (aab. o), n. Omskydning; det at to Kanter glide forbi hinanden og ikke falde sammen, f. Ex. i Staverne paa et Kar.
Umslag, n. Omslag, Omskiftelse, Forandring. Tildeels søndenfjelds.
um-snakka, adj. omtalt. — um-snakkande, adj. som man kan tale om.
um-snudd, adj. vendt, omdreiet; ogsaa forvandlet, omskiftet.
Umsnuing, f. Omdreining, Omvenden; ogsaa Omvæltning, Forstyrrelse.
Umsorg, f. Omsorg, Omhu.
Umstøyting, f. Omstødelse, Omstyrtning.
Umsut, f. Omsorg for at holde noget i Orden; ogs. Bekymring.
Umsyn, f. Omhyggelighed, Opmærksomhed. Nhl. og fl. (Isl. umsjón).
umsynleg, adj. omhyggelig, forsigtig, opmærksom. Nhl.
Umtal, n. Omtale. (Næsten ubrugl.). Umtals-øl, n. Gjæstebud i Anledning af en Forlovelse, eller egentlig en Sammenkomst for at afgjøre de Forlovedes Anliggender med Hensyn til Bosted, Flytning o. s. v. Sdm.
Umtankje, m. Betænkning, det at man tænker sig om. Sjelden.
um-vend, adj. omvendt, forandret.
umvita, besvime; see uvita.
Umvøling, f. Istandsættelse, Tilredelse. Hedder ogsaa: Umvøla og Umvølska, f. (B. Stift). Nogle Steder Umveling. See vøla.
umælt (omælt’e), adj. ikke opmaalt.
una (aab. u), end; mon? (s. muna).
una (aab. u), v. n. (e—te), trives, befinde sig vel, være vel tilfreds. Sogn, Rbg. I Tell. hedder det: one. Han oner dær inkje. G. N. una.
unaleg (aab. u), adj. behagelig, hyggelig, som man befinder sig vel ved; især om et Sted eller en Gaard. I Tell. onaleg.
Unꜳ (for Unꜳd?), n. Uvæsen, Uorden; ogsaa Utøi. Tell. Udtales ogs. Uno (aab. o).
unꜳdig (onꜳdig’e), adj. urolig, støiende, skrigende; om Børn. N. Berg.
unꜳpe, adv. overflødigt, i uhyre stor Mængde. Sogn.
unda (for undan), præp. og adv. 1) ned fra, ud fra, ud af Veien for. Med Dativ, f. Ex. unda Foss’a, ɔ: nedad fra Fossen. Gaaer over til undꜳ (Nhl.) og unna eller onna (Tr.). G. N. undan. — 2) adv. bort, tilside, af Veien, ud af Rummet. Mere alm. og meget brugl. (Sv. undan). Tak dæ unda: tag det bort (nemlig af Veien for noget som skal lægges ned). springe unda: løbe bort (fra noget som kommer efter eller trænger ind paa). — 3) ned, nedad, ned af en Bakke; ogsaa nedad en Elv, med Strømmen. Dæ halla unda: det hælder nedad. Ogsaa med Objekt (Dativ). unda Bakka: ned af Bakken (modsat mote). unda Straum’a: ned ad Strømmen. (Meget brugl. i B. Stift). Ligesaa: „unda Sol’enne“, ɔ: efter Solens Gang, til Høire (= rettsøles). — I den første Betydning er Begrebet noget forskjelligt; saaledes: a) bort fra et nedenunder beliggende Punkt, ned fra Underfladen. Dæ dryp unda Ufs’a (ned fra Tagskjægget). Han kom unda Benk’a, ɔ: den kom frem fra sin Plads under Bænken; f. Ex. om en Kat. (Det forholder sig saaledes til „under“ ligesom ovan til over). — b) bort fra noget som skjuler Tingen. Sol’a kom unda Fjella: Solen gik op, eller viste sig over Fjeldet. Me rodde te me fekk Nes’e unda Holma (indtil vi kunde see Næsset bag Holmen). Dæ stend unda: det stikker frem, rækker udenfor. — c) bort fra noget som nærmer sig til Tingen eller følger efter samme. Dei gjekk unda oss: de gik fra os saa at vi ikke kunde naae dem. Saaledes ogsaa figurlig, f. Ex. „be seg unda“: frabede sig noget, bede om at blive forskaanet. „sleppe unda“: blive fri, slippe bort, undgaae en Fare eller Uleilighed. — En egen Forandring af Grundbegrebet viser sig i Talemaaden: „ala unda“: ɔ: tillægge Yngel af; ligesaa „leggje unda“, f. Ex. Ei go’ Kyr te leggje unda, ɔ: en god Ko at tillægge Yngel af, en Ko som har gode Kalve. N. Berg.
undadregjen, adj. dragen tilside; ogsaa fremdragen af sit Skjul.
Unda-elde, n. Affødning, Yngel, ungt Kvæg af en vis Art. Skal bruges i
