ulysta, adj. mæt, tilfredsstillet, som ikke har Lyst til mere; ogsaa kjed af en Ting. B. Stift. I Sdm. hedder det olyst (olyst’e). æte se olyst’e: spise sig rigtig mæt. Dei vart væl olyste: de bleve tilstrækkelig kjede deraf.
ulysta, v. a. mætte, give tilstrækkelig. ulysta seg: forsyne sig vel, nyde saa meget som man lyster. N. Berg.
ulæst, adj. aaben, ikke tillaaset.
Ulæta, f. Skrig, hæslig Lyd.
uløyves (oløyves), adv. uden Tilladelse, egenmægtigt. Han tok dæ uløyves: han tog det uagtet han ikke havde Lov dertil. Meget brugl. (Jf. Løyve).
um (aab. u), præp. (med Akkus.), 1) om, omkring, rundt om. I denne Betydning hedder det oftere: kring um, eller: ikring um. Udtales kort (saa at det egentlig skulde skrives umm) og gaaer paa nogle Steder over til omm. G. N. um. (Jf. umme). — 2) igjennem, over, ad en vis Vei. Um inste Dyr’a: igjennem den inderste Dør. Dæ gjekk um Munn ꜳ Nase: igjennem Mund og Næse. (B. Stift). Me gjekk um Mo: vi gik Veien over Gaarden Mo. (Søndenfjelds). — 3) forbi, ud over et vist Punkt. Ut um Nes’e: ud forbi Næsset. Dei gjekk fram um os: de gik forbi os, kom foran os. Burt um Elva: hen over Aaen. Alm. og meget brugl. (G. N. um). Ogsaa om Tiden; f. Ex. um eit Ꜳr: efter et Aars Forløb. Um ei Rid: om en Stund. — 4) om, paa, i Løbet af en vis Tid. Um Morgon’; um Kvelden, Hausten, Vinteren. Derimod siges: mæ Dagj’en, mæ Natt’a, Helg’a og fl. (Dog bruges „um“ ved Fleertallet). — 5) om, for hver eller for een (ved Angivelse af et Antal). Dei æ tvo um Bꜳten, ɔ: to som have Baad tilsammen. Dei æ fem um dæ. Um Gꜳngjen: for hver Gang. Nhl. og fl. Ligesaa: um Ꜳr’e, um Mꜳnen o. s. v. (Ikke alm. See fyre). — 6) om, angaaende, vedkommende; f. Ex. snakke um ein; be’ um ein Ting. Her mærkes adskillige særegne Talemaader, saasom: D’æ vandt um dæ: det er vanskeligt at faae den Ting, der er Mangel derpaa. Eg æ ’kje um dæ: jeg ønsker det ikke, har ingen Lyst dertil. (Tell. Sdm. Tr. Stift). Han va ’kje lengje um dæ: han gjorde det i en Hast. D’æ lite um dæ: det er ganske ubetydeligt. D’æ ikje noke um han: det er ikke noget bevendt med ham. (N. Berg.). „vera um seg“: være om sig, gjøre sig Umage, søge ivrigt efter noget.
um, adv. 1) om, omkring, rundt om. Oftest forbundet med et andet Ord, især: kring (ikring um). — 2) tilbage; ogsaa til Siden. snu um, svinge um. — 3) om en Omskiftelse, byte um. skifte um. I nogle Tilfælde betegner det ogsaa: forbi hinanden; saaledes „skjotast um“ glide forbi, komme ud af sine Fuger. — høyre seg um: forhøre efter noget. tenkje seg um: betænke sig. gjera um-atte: gjøre om igjen. (Hedder oftere upp-atte). Han æ um ꜳ venda: han er i Begreb med at vende. (Tildeels i Søndre Berg).
um, conj. 1) om, dersom, hvis. (Træder i Stedet for G. N. ef). — 2) om maaskee. Eg veit ikje, um han æ komen. — 3) om end, uagtet. Um han va ein Gꜳng til so stor. Um dæ va aldre so langt o. s. v.
Umagje (Omagje), m. 1) Barn, Yngling, ufuldvoxent Menneske. Nhl. Hard. Hall. og fl. (G. N. úmagi, om Umyndige). — 2) en Stakkel, En som har svage Kræfter eller formaaer lidet. Tildeels i Tr. Stift i Formen Omaga og Omꜳgꜳ (Indr.). I Sdm. bruges det i Ordsproget: „D’æ Or i Omagja mest“, ɔ: den Uduelige skryder mest, gjør de største Ord. Jf. omagsleg, Omagelekk. — Ordet er beslægtet med „maa“ i Betydningen: kan, formaaer. Heraf Umegd.
Umak, m. Umage, Besvær. (Jf. Mak). Fyre Umakjen: for Umagen.
umaka, v. a. (a—a), uleilige, besvære, paaføre Umage. umake seg: gjøre sig Umage.
umakelaus, adj. 1) meget let, magelig. 2) lidt doven, magelig, som skyer Umage. I N. Berg. omakelaus’e.
umakelaust, adv. uden Umage.
Umakeløysa, f. 1) Magelighed. 2) Dovenskab, det at man skyer Umagen. I Sdm. Omakeløyse (meget brugl.).
umannsleg, adj. 1) svag af Kræfter. 2) daarlig, usel, ikke passende for en Mand.
Umark (Omark), f. en vild og uryddelig Mark; ogsaa et ufremkommeligt Sted med Sumper, Huler, Steenskred og lignende.
umaule, see umogelig.
umꜳlug, adj. maalløs, eller som ikke kan tale fuldkomment. Sjelden.
umbarka, adj. dobbelt barket; om Læder. B. Stift.
umbera (aab. e), v. a. undvære, savne,
