sidste hedder ogsaa Bergul, m. og Bergulv). Jf. Ang. úle. G. T. ûla.
ula, hyle; see yla.
Ulag (Olag), n. Uorden, Feil, Brøstfældighed; ogsaa ufuldkommen Stand. Alm. og meget brugl.
ulaga, adj. 1) utilberedet, ikke tillavet. 2) brøstfældig.
Ulbær, s. Orbær. Uldr, s. Huldr.
Ule, m. Væmmelse, Afsmag. Tell. (sjelden). Jf. ulna.
Ulega (aab. e), f. Sygeleie. (Kun om haarde Sygdomme, som medføre Sengeliggen for en vis, noget lang Tid). Temmelig alm. — Hedder ogs. Olege, Olugu (Ørk.).
Ulenda (Olende), f. en vild og uveisom Egn; Strækning som er vanskelig at befare. Sogn, Ørk. og fl. Om en større Landstrækning siges Uland (Oland).
ulendt, adj. n. ufremkommeligt, uveisomt; ogsaa udyrkeligt, vildt, hæsligt; om et Landskab. Sogn og fl.
ulidande (oliand), adj. ulidelig.
ulik (olik’e), adj. 1) ulig, forskjellig. 2) slet, daarlig, som ikke seer godt nd. I Indr. betyder „olik“ ogsaa syg, sygelig. 3) upassende, usømmelig, uanstændig. Bꜳde likt ꜳ ulikt: alt om hinanden, løst og fast. Han had’ ikje gjort noke olikt (usømmeligt).
Ulikjende, n. en daarlig Ting, noget som har et slet Udseende. Sogn. (Isl. ólíkindi, Urimelighed).
ulikleg, adj. upassende, uskikkelig, uordentlig. Sogn og fl.
Uliv, n. i Forbindelsen „te Ulivs“ (Olivs), ɔ: til Døden, dødeligt. Hertil: Ulivssꜳr, n. dødeligt Saar. (Sjelden).
uliven, adj. uskaansom. Af liva.
Ulivnad (aab. i), m. usømmelig Levemaade, forargeligt Levnet. (Hedder Ulibna, Olimnad, Ulemna).
ulivt (aab. i), adj. n. ulevet. „Han hadde endꜳ noko ulivt“, ɔ: han havde endnu en Tid tilbage at leve i; han skulde ikke døe endnu. I lignende Mening siges ogsaa: ugrave, ukravla, ustridt og fl.
Ulk, m. 1) Ulke, en Fisk som ellers ogs. kaldes Marulk. Sogn og fl. — 2) en liden uanseelig Karl, en liden Klods. Sogn.
Ulke, f. en skimmelagtig Skorpe, Suurhed, Ureenhed paa Fisk eller Kjød, som er nærved at raadne. Gbr. Hall. (Maaskee findes der ogsaa et Verbum ulkast, af ul).
Ull, f. Uld. Gaaer over til Udl (Søndre Berg.) og Udd (Sætersd.). G. N. ull. Heraf ylle. I Sammensætning tildeels Ulla, saasom: Ullakaure, m. Krølle af Uld. (N. Berg.). Ullarøyve, n. Ulden af et Faar. Nhl. og fl. (G. N. ullar reyfi). Ullaskjorte, f. en sid Trøie af Vadmel. (Sdm.). Forskjelligt fra Ullskjorte, som betyder en Skjorte af Ulv.
Ullflokje, m. Uldtot. Hedder ogs. Ulldott, Ullalopp og fl.
Ullhøy, n. tyndt og fiint Hø. Gbr.
Ullkjær, see Igelkjer.
Ullsmꜳlog, n. pl. Faar. Rbg.
Ullty, n. Uldtøi, Uldgarn. I Tr. Stift ogsaa Ullto, f.
ulna (aab. u), v. n. (a—a), dovne bort, bedærves, begynde at raadne, eller egentlig: vise svage Tegn til en begyndende Forraadnelse, nemlig ved en ubehagelig Lugt eller Smag (Ulnelukt, Ulnesmak). Om Kjød, Fisk og andre Madvarer. Et meget udbredt og næsten alm. Ord. I Ørk. hedder det urna. (Jf. ul og Ulke). I svenske Dial. ulna. Isl. úldna, raadne. — I Tell. betyder ulne ogsaa at væmmes eller føle Afsmag (det samme som igla, ila, elgja). Jf. Ule.
ulna, adj. dovnet, bedærvet, nær ved at raadne. (= ul, ult).
Ulone, f. ondt Lune; ogsaa en daarlig Tilstand. Tell. og fl. Skal ogsaa hedde Ulund. I B. Stift: Ulot, Ulag, Omøle. — Jf. Lone.
ulsblakk, adj. bleggraa, hvidgraa; især om Heste med en graalig Farve, som er meget lys eller nærmer sig meget til det Hvide. B. og Tr. Stift, Gbr. og fl. I det Søndenfjeldske siges ellers „elsblakk“, som synes at være et andet Ord (elgsblakk). Den egentlgie Form af „ulsblakk“ er maaskee ulvsblakk.
ult, dovnet, bedærvet; see ul.
Ulukka, f. Ulykke; ogsaa Skade, uheldig eller skadelig Gjerning. Gaaer over til Olukke, Olykke, Ulykke. G. N. úlukka. Te Olukkenne: til Ulykke, ulykkeligviis. (N. Berg.). gjera ei Ulukka: gjøre Skade. Dei kom i Olukke fyre dæ: de kom til at lide Straf derfor.
ulukkeleg, adj. ulykkelig.
Ulv, m. 1. en Ulv. Søndre Berg. Sogn og fl. (G. N. ulfr). Ellers: Varg, Skrubb, Graabein.
Ulv, m. 2. Drøbelen i Halsen. B. Stift, Gbr. og fl. (Isl. úfr.). Jf. Drypel og Huk.
Ulvaraun, see Krossvid.
