uefterrettelig. B. Stift. „gjera seg uagtande“: forspilde sin Agtelse.
Uꜳr (Oꜳr), n. et Uaar.
ubard (obart), adj. utærsket.
ubein, adj. kroget. (Sjelden). Bꜳde seint ꜳ obeint: baade langvarigt og besværligt. N. Berg.
ubeinug, adj. uhjælpsom, tvær, uvillig til at hjælp.
uboden (aab. o), adj. uindbuden. (Hedder uboen og oboen). Ellers ubeden (obidin), ɔ: uanmodet.
uboren (aab. o), adj. ubaaren, ufødt. Ein skal inkje bæsa uboren Kalv.
ubrukande, adj. ubrugbar.
Ubye, see Obyde.
ubygd, adj. ubygget; ogsaa ubeboet.
Ubyra (aab. y), f. en meget stor Byrde, en alt for tung Dragt. Hedder ogsaa Ubyr, Obøre, Obøl.
ubytt (yy), adj. uskiftet. Me ha ikje noke ubytt: vi have ikke noget at trætte om. Ta ollꜳ obyttꜳ: af det Hele, af Massen førend den bliver skiftet. Sdm.
ubøtande, adj. ubodelig.
Udag (Odag), m. en uhyggelig Dag; Uveirsdag.
Udꜳm, m. ond Smag (s. Dꜳm).
Udde, = Huldr. (Tell.). Hertil Uddebikkje, Uddekrætur og fl.
udryg, adj. udrøi (= ryr, skryv).
udugeleg (oduele), adj. uduelig.
Udygd, f. 1) Uduelighed, Kraftløshed. Tell. Ogsaa et udueligt Menneske. — 2) Udyd, usømmelig Opførsel. Hard. og fl. Ligesaa om en Last eller Lyde. Indr. (Odygd). G. N. údygð. Jf. Dygd.
udygdig, adj. 1) svag, kraftløs. Jf. dygdig. 2) udydig, usømmelig. Hard.
Udygje, f. en uduelig Ting eller Person. Tell. Hedder ogsaa Udøve.
Udyr (Odyr), n. Udyr, Rovdyr.
udømelege, adv. overmaade, overordentlig; f. Ex. udømmele’ rik’e: uhyre rig. Hard. Jæd. (Jf. G. N. udœmi, mageløs Ting).
Ueiga, f. en slet eller skadelig Eiendom, Noget som man ikke burde eie. Nhl. og fl. Nordenfjelds hedder det Oeign.
ueins (oeins), adv. ueens.
ueteleg, adj. usmagelig, ikke god til at æde.
ufallen, adj. 1) ikke falden. 2) uskikket, ubekvem. I Gbr. ofallen.
ufaren, adj. ubefaret, om Veie.
ufegjen (ofeien), adj. bedrøvet.
ufengjen, adj. ufaaet, ikke modtagen. Oftere: ufꜳdd, ofꜳdd’e.
ufjelg, adj. ubehagelig, uhyggelig, modbydelig, ækkel. Meget brugl. i B. Stift. (Jf. fjelg). I Sdm. ofjelg’e. (Neutrum ufjelt, ofjelt).
Ufjelgje, m. Ubehagelighed, Modbydelighed. Søndre Berg. I Sdm. Ofjelde.
uframt, foruden; s. umfram.
ufrels, adj. noget skyldig, ikke ganske fri. Voss. „gjera seg ufreis“: forgribe sig, forsynde sig. (G. N. úfrjàls, ufri).
Ufrid (aab. i), m. Ufred; Krig. (Hedder ogsaa Ufre, Ofrid, Ofre).
Ufriskje, m. 1) Sygdom eller Utrivelighed hos Kvæget. Sogn. — 2) Spøgerie, Urolighed; en Larm eller Bevægelse, hvis Aarsag er ubekjendt; hos de Gamle især: Spøgelser, Underjordiske. Nhl. I Gbr. skal det hedde Ofryskje. (Isl. ófreskja, Uhyre).
ufrosen (aab. o), adj. ufrossen; ogsaa varm, ikke plaget af Frost.
Ufs, m. 1. Tagskjæg, den nederste Kant af Taget. (Jf. Svil, Raftskjegg, Utrefte). I Søndre Berg. udtales det: Ups. G. N. ups. (Eng. eaves). Hertil Ufsedrope (aab. o), m. Tagdryp, Draaber som falde af Tagskjægget. (G. N. upsar dropi). Ufsefjøl, f. den nederste Fjel i Taget.
Ufs, m. 2. en brat Klippe, Bjergvæg af ubetydelig Høide, lig Siden af et Huus. Kr. Stift, Søndre Berg. og Sogn (tildeels udtalt Ups). G. N. ups.
Ufs, m. 3. et Slags stor Sei (Fisk). Nordland. Oftere Seiufs.
Ufselag (Upsalag), n. en Række af Klipper, en Afsats i en Bjergside, hvor Klipperne ligge i Rader eller ligesom trappeviis, saa at der er en liden Flade over hvert Lag. Hard. og fl. I nerste Upsalagj’e: paa den nederste Flade imellem Klipperne.
ufyseleg, adj. ubehagelig, som vækker Ulyst. Vald. og fl. I Tell. ufyskleg (s. følg).
ufysen, adj. ubehagelig, ublid, f. Ex. om Veiret; ogsaa modbydelig, smudsig, skidden. Meget udbredt og næsten alm., uagtet Stamordet er sjeldent.
Ufysna (Ofysne), f. Ubehagelighed; oysaa Smuds, Ureenhed. B. Stift.
Ufær, f. Ufærd, ulykkelig Færd; ogsaa en slet Adfærd. I Fosen Ofar.
ufærug, adj. ufærdig; ogs. beskadiget, fordærvet, ikke istand til at udrette noget. Hedder ellers ofærig’e, ofærau.
Uføre, n. Uføre, slet Føre paa Veiene. I B. Stift Ufør og Ofør, f.
