m. og Tøvekolla, f. om En, som vaaser og snakker meget.
tøvall, adj. møisom, forsinkende. Siges om Føret og især om Sneen, naar den glider og spreder sig under Fødderne, saa at man ikke kan gaae hurtigt. B. Stift. Ellers oftere tøven. I Tell. ogsaa tafsen.
tøvast, v. n. (est, dest), filtes, blive sammenvalket, forvikles. Jf. tovna.
tøven, adj. 1) forsinkende (= tøvall). 2) tilbøielig til Fjas og Vaas, fuld af taabelige Indfald.
Tøving, f. 1) Valkning. 2) Fjas, Vaas.
Tøvr, Forhexelse; see Tauvr.
tøvra, v. n. (a—a), tøve, bie, vente lidt. Et meget udbredt Ord. (Kr. B. og Tr. Stift). I Søndre Berg. siges ogsaa tøla. (Jf. T. zøgern). — Heraf Tøvring, f. Tøven, det at man venter lidt; f. Ex. paa En som skal følge med.
tøya, v. n. (a—a), tøe, optøe, om Sneen; ogsaa blive fri for Snee, om Jorden.
tøya, adj. tøet, fri for Snee. Pꜳ tøya Markj’enne: paa tøet Jord. — Paa nogle Steder siges oftere: tꜳen, tꜳna og tina (tidna).
tøye, see tøya og tøygja.
Tøyg, m. Udstrækkelse. (Sjelden).
tøygja (tøye), v. a. (gje, gde), strække, udstrække, forlænge, trække længere ud. Temmelig alm. og meget brugl. (G. N. teygja). Jf. toga. — Præsens udtales tøye (tøyer). Imperativ: tøyg. Particip: tøygd (udstrakt). tøygje seg: strække sig for at naae en Ting. Han æ ’kje lꜳng’e te tøye: han taaler ikke meget, han bliver snart vred. (B. Stift). Dæ slitna inkje kor ein tøygde dæ. — I Gbr. betegner det ogsaa det samme som tægja.
tøygjast, v. n. (gjest, gdest), forlænges, strække sig ud. Hedder oftere togna.
tøygjeleg, adj. udstrækkelig, sei, elastisk. Sjelden.
Tøygjing, f. Udstrækkelse, Forlængelse. Dæ tole Tøygjing’a: det taaler Strækning, lader sig vel strække.
Tøying, f. Optøen, Sneens Bortgang. (Maa adskilles fra det forrige, der udtales ganske ligedan).
tøyma, v. a. (e—de), styre eller lede en Hest ved Tømmerne. Voss. Isl. teyma. (Af Taum).
tøymeleg, adj. noget spag, som lader sig styre eller lede; ogsaa om Mennesker: besindig, fornuftig, som lyder et godt Raad. N. Berg.
Tøyr, m. Tøveir; Sneens Optøen. N. Berg. Rbg. Tell. (G. N. þeyr). Ellers Tøying og Tøyver.
tøyse, v. n. (e—te), lave varm Drikke (Log) til Malkekøerne, opvarme Vand med Hø i. Tell. (I B. Stift: hita). — Ligesaa Tøyse, f. om den saaledes opvarmede Drik (= Log, Blautelod).
tøyte, v. n. (e—te), drikke med Graadighed, bælge i sig. Sdm.
Tøyver (ee), n. Tøveir, mild Luft. Jf. Tøyr og Tidver.
U.
u, en ufraskillelig Partikel, som sættes foran Substantiver og Adjektiver, og som deels benegter eller ophæver Ordets Betydning, deels forringer samme. Ved Subst. medfører denne Partikel oftest Begrebet af Slethed eller Ubekvemhed (f. Ex. Udyr, Usmak, Uvane); men ved Subst. af en mere abstrakt Betydning kan den ogsaa betegne en Mangel (f. Ex. Ugagn, Uro, Ulag). Ved Adj. betegner den overalt Modsætningen; f. Ex. ujamn, urædd, uhøveleg. Den kan saaledes forbindes med de fleste Adjektiver og Participier; dog bruges den ikke i de Tilfælde, hvor Modsætningen ellers betegnes ved et eget Ord, f. Ex. stor, liten, o. s. v. — Findes ogsaa i Formen o, nemlig overalt nordenfjelds, samt i Sdm. Sfj. Gbr. og Østerd., saa at Formen „u“ kun er herskende i den sydlige Deel af Landet. I det gamle Sprog finds deels ú, deels ó, hvoraf „u“ ansees som ældst og nærmer sig mest til Formen „un“, som hersker i de andre germaniske Sprog udenfor Norden; dog kunde man vel ogsaa paastaae, at „o“ (for un) er en ligesaa rigtig Overgangsform. I det Islandske er ó blevet herskende, og ligeledes i det Svenske. — Endeel Ord, som kun bruges i de nordlige Egne, ere forhen anførte under o.
u! Interjektion, som udtrykker Smerte (= au). Heraf ua, v. n. sige u!
u, for ur (ɔ: ud af), see or.
uagtande, adj. ugyldig, magtesløs;
