omgaaes med; ogsaa vakker, tækkelig. Tell. G. N. þægr.
tæk, tager; see taka.
Tæla, s. Tele. tælje, s. telgje.
Tæming, m. en ung Hest, som ikke er ganske tæmmet til Brug; et Dyr som man tæmmer. B. Stift.
tæmja, v. a. (tæm; tamde, tamt), tæmme, vænne til, oplære til Brug. G. N. temja (tamdi). Heraf Tam, Tame. Particip: tamd. — Ellers bruges dette Ord ogsaa i et Par andre Betydninger, nemlig: a) fylde sig med Mad eller Drikke. Tell. (Skulde hellere hedde tembe). b) løbe stærkt (det samme som tænja). Gbr.
tæmjande, adj. som kan tæmmes.
tændre, s. tendra. Tænger, s. Tꜳng.
tænja, v. a. (tæn; tande, tant), 1) udstrække, udspærre, især Skind eller Læder; ogs. udstoppe. G. N. þenja (þandi). Particip: tand. — 2) løbe stærkt, tage lange og hurtige Skridt. Sogn, Hall. og fl. Heraf Tan. (I Gbr. hedder det tæmje).
Tænjing, f. Udstrækkelse, Udspærring.
tænkje, s. tenkja. tænkt, s. tenkt.
tæpe, v. n. (e—te), træde sagte, f. Ex. med en beskadiget Fod; berøre Jorden med Tæerne. Gbr. (Jf. tytta). Isl. tæpta.
tæra, v. a. (e—te), 1) tære, opløse, fortære; f. Ex. om skarpe Vædsker. — 2) svække, afkræfte, angribe langsomt. — 2) forøde, forbruge, leve af.
tærast, v. n. hentæres; indsvinde.
Tære, n. en Smule. Meget brugl. i Nhl. Inkje Tære: ikke en eneste Smule. Kvært eit Tære: hver Smule.
Tæring, f. Tæring, Fortærelse; Kræft, et Slags ædende Saar. Hedder ogsaa Tærelse, n.
Tærne, s. Terna. Tærre, s. Terre.
tersa, v. a. (a—a), tære, svække, angribe stærkt. N. Berg.
Tæse, pl. f. Tøfler. (Bergen).
tætta, v. a. sammenflette. Nhl. (sjelden). Af Tꜳtt.
Tæv, m. Lugt; Stank. See Tev.
Tæva, f. Tispe, Hun-Hund. Ellers kaldet Tik og Bikkja.
tæva, puste, stønne; s. teva.
tævle, s. tevla. Tævt, s. Tev.
tøk, adj. 1) antagelig, som man kan modtage; eller egentlig: færdig, som man kan tage. Dei æ so smꜳ at dei æ ’kje tøke endꜳ (ɔ: at man ikke endnu kan tage dem). N. Berg. (G. N. tœkr). Af taka, tok. — 2) tagende. Kun sammensat som stortøk, smꜳtøk. — 3) nem, lærvillig, rask til at fatte og forstaae noget. Ørk. Helg.
Tøkje, n. 1) Tagen, det at man tager. Bruges i Sammensætning som Tiltøkje, Ettetøkje, Framtøkje. Jf. Ortøkje. — 2) et Forsøg, det at man tager fat paa noget; saaledes: Angreb, Kamp, Dyst; ogsaa et Anfald af en Sygdom. N. Berg.
tøla, v. n. (e—te), tøve, bie, vente en Stund. Sogn, Nhl. Hard.
Tøle, n. en Stakkel. D’æ Tøle i Kvært Bøle: i enhver Slægt findes der En som ikke duer til noget. Nhl.
Tøle(r), pl. f. 1) Redskaber, Værktøi. Shl. Paa Helg. siges Tolar (aab. o). G. N. tól. — 2) Tøi, Smaasager som ligge samlede i Ens Gjemmesteder eller Værelser. N. Berg. Tr. Stift. Eg skal leite i Tølꜳ minꜳ: jeg skal lede efter det iblandt mit Tøi.
tøma, v. a. (e—de), tømme, gjøre tom. G. N. tœma. Particip: tømd. — Ogsaa aftømme, styrte ud af et Kar; f. Ex. tøme Konn’e utor Tunnenne. Heraf Tøming, f. Udtømmelse.
tømre, s. timbra. Tønne, s. Tunna.
Tørjꜳme, see Turhylma.
tørke, see turka og treskja.
Tørling, m. og Tørle, f. Græsrødder i Agrene; smaa Klynger af Græs som forekomme i Ageren under Pløiningen; især af Slægten Rapgræs (Poa). Sdm. — Uvis Oprindelse.
Tørning, f. Kamp, Dyst. N. Berg.
tørren, adj. vranten, vredagtig. Tell. (Vel egentl. terren).
Tørstugu, s. Turkestova.
Tøta, f. 1) et seenfærdigt Menneske. Gbr. 2) et fremmedt Kvindfolk. Hertil Finntøta. Brugl. ved Trondhjem. (Jf. Tytta). I Indr. hedder det ogsaa Kjøyte.
tøta, v. a. (a—a), spinde, tilvirke Tøi. Sogn. (Isl. tæta). Jf. To.
Tøv, m. Lugt, s. Tev.
Tøv, n. 1) Valkning, Sammenfiltning af Uldtøi. (Jf. Tov). — 2) unyttigt Arbeide, frugtesløs Møie. (Sjelden). 3) Vaas, Fjas, flaue Indfald, Vrøvl, unyttig Snak. Alm. og meget brugl.
tøva, v. a. og n. (e—de), 1) valke, sammenfilte, bearbeide Uldtøi ved Valkning, især med Hænderne. G. N. þœfa. — 2) slæbe uden Fremgang, spilde Tid og Umage. — 3) vaase, fjase, komme med taabelige Indfald, vrøvle, snakke vidt og bredt om ubetydelige Ting. (Alm. og meget brugl.). — Heraf Tøvar (og Tøv), m. Tøva, f. Tøvekopp,
