ningen ere: nauver, nauger, nøgg, nikker, na. I danske Dial. hedder det nyv og nøg. Holl. naauw. Ang. hneáv. Isl. hnöggr.
nauva (naue), v. n. (a—a), hindre, være til Hinder. Meget brugl. i B. Stift (i Formen naua). Da naua inkje: det hindrer ikke, skader intet.
nauvelle, s. naudvelde.
nauver (nauv’r), adj. knap. Fosen. Mest i Neutrum (nauvert). I Ork. ogs. nøgert; i Sogn tildeels naugert. Jf. nauv.
Nav, n. Hjulnav, det Stykke som danner Midten af et Vognhjul. Søndenfjelds. I Ørk. Nov (aab. o), f.
nava, v. a. sammenfælde Tømmerstokke i Hjørnerne ved et Indsnit (Nov).
Nava, s. Neve.
Navar, m. Naver, Bor. I Gbr. og Ørk. Nꜳvꜳr. Fleertal overalt Navra, r. G. N. nafarr. Hertil Navarshol, n. Naverhul. Navarshus, n. Skede til en Naver. Navarslegg, m. Stilken imellem Skaftet og Eggen. Navarsskjæra, f. Eggen eller Biddet paa en Naver. — Navrehald, n. en Fjel med Huller, hvori Navere opsættes.
Navehogg, n. det Indsnit, hvorved Stokkene sammenføies i Hjørnerne af et Huus. Ellers Laft og Nat.. S. Nov.
Navehove (aab. o), el. Navehaud, n. Enden af Stokkene i et Hjørne; den Deel som er udenfor Fugerne.
Navepist, m. Gjærdesmutte. Sdm.
navla, v. a. klippe Navlesnoren paa et Foster.
Navle, m. Navle. — Navleband, n. Navlesnor. Ogsaa kaldet navlestreng, m. og Navlebast, n. (Sdm.). Jf. Løk.
nꜳ. 1) nu, s. no. 2) naar, s. nꜳr.
nꜳ, for hꜳnꜳ (honom), ɔ: ham. Mæ ’nꜳ: med ham. Ti’nꜳ: i ham.
nꜳ, v. a. og n. (r—dde), 1) naae, række til, komme hen til. 2) opnaae, bekomme; ogsaa oppebie. 3) v. n. strække til, blive lang nok. — nꜳ atte: indhente, komme til paany. nꜳ att’i: faae fat igjen. nꜳ i (nꜳ ti): naae hen til, faae fat paa. nꜳ ihop: række sammen. — nꜳ til (te): komme til, komme nær nok. Hadd’eg nꜳtt dit: kunde jeg naae did herfra; el. havde jeg nu været der. — Particip: nꜳdd.
Nꜳa (et Nøgle), s. Noda.
nꜳande, adj. opnaaelig, som man kan naae eller bekomme.
nꜳdꜳ, og nꜳe, s. knoda,
Nꜳde, m. Naade, Gunst.
nꜳde, v. a. benaade, vise Naade.
nꜳdig, adj. naadig; ogsaa langmodig, føielig, fredsommelig.
Nꜳe, m. Dødning, Liig. (G. N. ná’r). Shl. Sjelden og forældet. Han ser ut som ein Nꜳe (om En som er meget bleg og mager). Hertil høre nogle af de følgende Ord.
Nꜳelde, n. en Vantrivning; et lidet og uselt Dyr. Sogn.
nꜳeleg, adj. bleg, mager, vantreven. Tildeels i Berg. Stift. Hedder ogsaa nꜳaleg (Shl.), nꜳsleg (Sdm. og fl.), nꜳskjen (Ørk.).
nꜳen, og nꜳgꜳn, s. nokon.
Nꜳing, f. Opnaaelse. Ogsaa den Kreds som man kan naae ud over. Sjelden.
nꜳke, s. noke.
Nꜳl, f. 1) Naal. I Nordre Berg. har det i Fleertal Næl’e. 2) Torn, Pig paa Træer. Klungrenꜳl. Ogsaa om de spidse Blade paa Naaletræerne. Einenꜳl. Furenꜳl. 3) et Redskab af Træ, hvormed man binder Garn. — Nꜳlauga, n. Naaleøie. Nꜳlhus, n. Naalehuus. Nꜳltrꜳd, m. Traad af omtrent en Alens Længde, eller saa meget som man kan trække med Naalen idet man syer.
Nꜳljos, n. Gnist, Lysning, som viser sig paa et Menneskes Haar eller Klæder; fordum anseet som Varsel for et Dødsfald. B. Stift. I Sdm. ogsaa Nꜳdeljøs; ellers Nꜳljøs (Jf. Naae). Paa Helg. hedder det Feigdljøs.
Nꜳlukt, f. Liiglugt. Helg.
Nꜳlus, f. Kløe og Krillen i Huden, som undertiden paakommer kort forud for Døden. Helg. (hvor det ogsaa hedder Helmaur). Forestilles ellers som en Fornemmelse af bidende Utøi, ligesom Isl. nálús. — Af Naa, eller Naae, ɔ: Dødning.
nꜳlut (naalette), adj. tornet, pigget; om Træer.
Nꜳm, n. i Betydn. Borttagelse, forekommer i „Snjonꜳm“, ɔ: Sneens Optøning. Hard.
nꜳmaste, adj. nærmeste. S. næmaste.
nꜳmen, adj. lam, stiv eller følesløs i enkelte Lemmer; rørt af Slag, paralytisk. Meget udbredt Ord. (B. Stift, Helg. og fl.). G. Sv. nummen.
nꜳme-nær, i Talemaaden „inkje nꜳme nær“, ɔ: langt fra ikke. Dæ va’kje nꜳme nære saa stort: det var langt mindre. Meget brugeligt i Rbg. og Tell. Af et forældet Ord.
