Helg. og fl.). Paa nogle Steder bruges oftere ni eller nid; f. Ex. nidstira. (Nhl. Gbr.).
naudbidja (naubea), v. n. bede idelig og indstændigt om en Ting. Sdm. Indr. Ørk. og fl. Nogle St. nibea.
nauddrikka, v. n. drikke uophørlig, tvinge sig til at drikke.
naudgod (naugo), adj. overordentlig god, alt for god. Han æ nꜳ inkje sꜳ naugo helder. Rbg. Indr. og fl.
Nau(d)hjelp, f. Nødhjælp.
naudhogga, v. n. hugge uafladelig. Saaledes ogsaa naudbanka, nauddrive, naugrava, naukasta og fl.
Nau(d)høve, n. Nødsfald. Nhl. og fl.
naudkalla, v. n. kalde uophørlig.
naudkomen (aab. o), adj. forlegen, høist trængende. I Sdm. nødkomen.
naudlege (naule), adv. nødig, ugjerne. Han vil naule misse dæ. Gbr. I Sogn forekommer tildeels „nauele“ med Betydningen: nødvendigt.
naudleita, v. n. lede meget flittigt.
naudlokka, v. n. lokke uophørligt. I Gbr. ni’lokke.
nau(d)nyttug, adj. overordentlig flittig, yderst arbeidsom. Tell.
naudropa, v. n. raabe uophørligt.
naudsjelda (nausjella), yderst sjelden. Tell.
naudspyrja, v. n. spørge meget flittigt, udfritte paa det omhyggeligste. (Paa Helg. nauspøra).
naudstadd, adj. meget forlegen, kommen i Knibe. I Sdm. nødstadd’e.
naudstira, v. n. stirre længe og uafbrudt paa en Ting. B. Stift. Tell. og fl. Ogsaa ni’stire (Gbr. Ørk. Nhl.). Ellers einstira og meinstira.
Naudsyn (Nausyn), f. 1) Nødvendighed. Nhl. Shl. Stav. Amt. (G. N. nauðsyn). 2) en nødvendig Gjerning; især om at pleie de Syge og Døende. I Nhl. betegner det ogsaa Begravelse, Liigbegjængelse, — og har da sædvanlig Formen Naussyn eller Nausn.
naudsynleg, adj. nødvendig. (Sjelden). G. N. nauðsynlegr.
naudsynt, adj. nødvendigt. Jæd.
naudtigga, v. n. tigge uafladelig.
naudtrengd, adj. nødtrængende, meget forlegen for en Ting.
naudtrua, v. n. true stærkt; ogsaa trygle uafladelig om en Ting.
Naudturft, f. Nødtørft. Hedder oftest Nødturt og Nødtørt.
naudtægleg, adj. overmaade tækkelig. (I Spøg og med en Negtelse). Tell.
nau(d)vakker, adj. overordentlig vakker, saa smuk at man bliver forvirret deraf. Saaledes ogsaa: nau-ven og naufin.
nau(d)velde (nauvelle), v. a. opægge, tirre, forfølge En med Fornærmelser. Helg. Han gjekk ꜳ nauvella me.
Nau(d)verja, f. Nødværge.
nauele(ge), adv. nøi, nøiagtigt. Han uttydde da so nauele. Sogn. (Maaskee for noglege). Findes ogsaa i Betydningen: nødvendigt, absolut (s. naudlege).
nauger, s. nauver. naugo, s. naudgod.
Nauhøve, s. Naudhøve.
Naukr, m. Anstrengelse, stærk Anspændelse af Kræfterne. Sdm. Han tol’ikje Naukr’en (om En som er svag og sygelig). Isl. hnauk, n.
naukra, v. a. anstrenge udmatte. Han naukra se for mykje. Sdm.
naule, s. naudlege, og nauele.
Naus, m. Bjergknold; s. Knaus.
naus (nøs), s. njosa.
Nausn og Nausyn, s. Naudsyn.
Naust, n. Baadeskuur, Huus ved Søen til Forvaring af Baade og Fiskeredskaber. Alm. G. N. naust. Hertil Naustbite (aab. i), m. Bjælke i et Nøst. Naustlæm, m. et Loft i samme. Nausttuft, f. Byggeplads; og Naustverkje, n. Bygningsfang til et Nøst.
naustire, f. naudstira.
Naut, n. Nød, Høved, Dyr af Hornkvægets Slægt; især Slagtenød. G. N. naut. Ogsaa om et uordentligt eller ureenligt Menneske.
naut, nød, beholdt; s. njota.
nauta, v. n. bære sig ad paa en usømmelig Maade. Nautefær, f. dyrisk, uforskammet Adfærd. I Nordre Berg. ogsaa Nautesnakk, n. liderlig Snak.
Nautefjos, n. Fæhuus, Kostald.
nauten, adj. 1) usømmelig; uforskammet; 2) dum, tosset. (Mandal).
Nautsfall, n. Krop af et slagtet Nød. B. og Kr. Stift.
Nautsfod, og Nautefo’r, n. Vinterfoder til et Nød.
nautt, adv. knap, neppe, med Nød. Dei kunna nautt koma fram. Rbg. Tell. (I Ag. Stift: snautt). Om det egentlig skulde hedde naudt eller nauvt, er uvist.
nauv (nau), adj. 1) knap, trang; især om Vinden, naar man faaer den næsten imod sig i Seiladsen. 2) karrig, nøieregnende, gnieragtig. B. Stift (i Formen nau’e). — koma ut i da naue: komme i Knibe, faae Modbør. — Om Ordet virkelig skal skrives med v, er ikke ganske sikkert. Lignende i Betyd-
