af Not (aab. o), ɔ: Nød, Hasselnød. Hertil Nataꜳr, n. Aar med Hensyn til Nødde-Avl. Natehams, m. Nøddeklase; ogs. Hasen paa Nødder. Natekjenne, m. Nøddekjerne. Nateskog, m. Nøddeskov (G. N. nataskógr). Nateskrik, f. Nøddekrage (Fugl); tildeels ogsaa om Egernet. (Sdm.) Nateskurm, f. Nøddeskal. Ogsaa Nataskudn (for skurn) i Hard. og fl. Natevise, m. Hunblomsterne paa Hasselen; den røde Knop som danner Spiren til en Nøddeklase. Sdm. og fl.
naten, adj. nem, behændig, rask. Sdm. (Sjeldnere end nask). Isl. natinn.
Natklauv (Nattklau), f. Biklov (= Lagklauv) paa Dyrenes Fødder. Sogn. Jæd. Gbr. — Andre Steder Latklauv og ellers Lagklauv.
Natt, m. Bjergknold, Top, Pynt. Hall. og flere. Ellers Knatt.
Natt, f. (Fl. Næt’er), Nat. Hedder ogsaa Nott (aab. o) i Kr. Stift, Søndre Berg. og Hall. (G. N. nótt og nátt). Flertal altid med lang Vokal (Næt’e, Næt’, Næt’ar, Næt’a). Dativ Fleertal i Nordre Berg. Nottꜳ; f. Ex. ei ta Nottꜳ, ɔ: en af de sidste Nætter. I Sammensætning overalt: Natte el. Natta. — Te Natt’enne: til Natten. (I Hard. og Shl. hedder det: „te Nottar“. G. N. til nóttar). Pꜳ Natte Tide(r): ved Nattetider. Midt ꜳ Natt: midt om Natten. (Sdm. og fl.). Ellers: „høgst ꜳ Natt“; i Ag. Stift ogsaa: høgst Natt, og „høgst Nattes“. — Mæ Natt’a: om Natten. Ut ette Natt’enne: langt ud paa Natten. „I Natt var“, om den forbigangne, og „i Natt kjem“, om den tilstundende Nat. Onnor Natt: Natten efter imorgen. I fyrre Natt: Natten til iforgaars. Natt’a til Mꜳndags: Natten imellem Søndag og Mandag.
natta, v. n. overnatte, hvile Natten over. Sjeldent Ord. I Tell. hedder det: notte. (Isl. nátta). Jf. nette.
natta (for knatta), v. n. hakke, hugge tidt og smaat. Rbg.
Nattegꜳnga, f. Gang om Natten.
Nattekvild, f. Nattehvile, Nattero.
nattelegjen, adj. som har ligget Natten over. (Sjelden).
Nattelægje, n. Natteleie; Hvileplads for et Fartøi.
Nattemun (aab. u), m. den Forandring som en Ting faaer paa en Nat.
Natteseta (aab. e), f. det at man sidder oppe om Natten. (Sjelden).
nattestaden, adj. som har staaet Natten over. I Sdm. nattestiden (aab. i), f. Ex. nattestida Mjelk: nattegammel Mælk.
Nattevakstr, m. Nattevaagen.
Nattfugl, m. Natfugl; ogsaa En som er meget oppe om Natten.
nattsetja, v. n. udsætte Fiskergarn til Natten. B. Stift.
Nattsto, f. natligt Ophold, Overnattelse; ogsaa Støi eller Arbeide om Natten. Ørk.
Nattsvæve, f. Løvetand; ogs. Høgeurt og andre Planter, hvis Blomster lukke sig om Natten. Ellers Kveldsvæve.
Nattur, f. Natur, Sind, Tilbøielighed. (G. N. nattúra af et latinsk Ord). nattura, v. a. ynde, synes vel om; ogsaa have godt af. Nordre Berg.
Nattvor (oo), m. Aftensmad, Aftensmaaltid. Gbr. Ørk. Ndm. og fl. Ellers: Nattvær (Nedenæs og fl.) og Nottvær (Rbg. Tell.). Andre Steder Kveldvor, Kveldsmat. G. N. náttverðr. Gam. Dansk natvord, natverd (hvoraf siden Nadver). Jf. Vor og Vær.
nattvora, v. n. spise til Aftens. Ørk.
nau, knap, karrig; s. nauv.
nau, adv. s. nog. Nau, f. s. Naud.
naua, hindre; s. nauva.
naudbea, s. naudbidja.
Nau(d), f. 1) Nød, Trang, Mangel. 2) Vanskelighed; ogs. Fare, Farlighed. Mæ Nau’ꜳ: knap nok, med Nød og Neppe. (Jæd.). 3) Nødvendighed. D’æ ingja Nau pꜳ: der er ingen Nødvendighed forhaanden. — Ordet hedder Nau i de sydlige Egne (Rbg. Tell. Jæd. Hard. Nhl.); ellers hedder det Nø (i Nfj. og Sdm. Nød). G. N. nauð. Heraf nøyde, nøydest.
nauda, adj. usel, ringe, lumpen. Sdm. Meget brugl. i Sammensætning. Naudadom, m. 1) en liden, ringe Ting; 2) Smaalighed, Karrighed, Gnierie. Naudaheit, f. det samme. Naudamann, Gnier, uhjælpsom og smaaligttænkende Person. Naudating, n. usel, ringe Ting.
naudafingjen, adj. 1) ringe, meget liden og uanseelig. 2) karrig, gnieragtig. Sdm.
naudalege, adv. uselt, smaat, karrigt. Dæ va so naudale’ lite, ɔ: saare lidet, høist ubetydeligt. Sdm.
naudbanna, v. n. bande idelig. (I Gbr. ni’banne). Dette naud (eller nau) bruges saaledes i Forbindelse med mange Verber om en idelig eller uafbrudt Vedholden. (Nordre Berg. Tell. Ørk.
