Muga, f. en stor Dynge, en Hob, Masse, f. Ex. af sammenraget Hø. I B. Stift: Mua og Mue; i Tell. Muge. Nogle St. Mugje, m.
muga (mue), v. a. (a—a), samle i Dynger eller store Hobe. „mu’ ihop Høy’e“: rage Høet sammen i Dynger. Ørk. og fl.
Mugerakkar, m. et Kortspil, hvori den, som ikke kan stikke, maa indtage alle de udspillede Kort.
Mugg, n. 1. Stilhed, Hemmelighed. I Mugg: i Smug, hemmeligt. Nordre Berg.
Mugg, n. 2. Taageregn, fiin Regn. Nedenæs og fl.
mugge, v. n. 1) drive noget i Stilhed, i Smug. 2) om fiin Regn eller Taageregn.
Mugge, m. Skimmel. Østerd. (Egentl. Muggje el. Moggje). Jf. moggjen.
Mugje, m. Hob, Dynge. (Sogn?). S. Muga. G. N. múgi, Mængde. Jf. Ꜳlmugje.
Mukk, m. Muk, Lyd.
mukka, v. n. (a—a), mukke, knurre.
Mukka, f. en Masse, Mængde, en stor Hob. Ei stygg Mukke: en frygtelig Masse. Er meget udbredt i B., Tr. og Ag. Stift, og er tillige et af de bekvemmeste af de mange Ord, som betegne dette Begreb, saasom Brote, Vase, Vøla, Yrja, Kusma, Kos, Velte, Mylske.
Mukr (Mukk’er), n. Huggespaaner, smaat Affald af Ved. Valders. Nogle Steder: Mukkel, og ellers Murkl (Sogn), Myle (Sdm.), Nik, Nugg (Tell.), Rae (Ndm.).
Mule, m. Mule, Læber paa Dyr. Ogsaa Mundingen paa et Gevær.
Muleband, n. Mundkurv, Grime.
mulla, v. n. (a—a), mumle, tale sagte og uforstaaeligt. Mulling, f. Mumlen.
Mun (aab. u), m. 1) en Deel mere eller mindre, en Grad, et vist Maal eller Forhold. F. Ex. Ein Mun større: noget større. Ein go’ Mun mindre: meget mindre. (Hertil Fyremun, Dragsmun, Prutemun). Alm. men lyder tildeels som Mon (Søndenfjelds) og Mꜳn (Tr. Stift). Sv. mon. G. N. munr. Ogsaa en Smule, en Ubetydelighed. f. Ex. Flyt deg ein liten Mon. (Ag. Stift) Fyre ein muns skuld: for noget lidet, for en Ubetydelighed. (Sdm.). Sjeldnere om en Forskjel (Isl. munr). D’æ Mun pꜳ dei tvo. (Tildeels i B. Stift). Jf. Veggjemun. 2) Forandring, Overgang til en anden Tilstand. (Meget brugl.). Dæ fær Mun: det forandrer sig noget. Ein ser stor Mun pꜳ di: man seer en betydelig Forandring paa det. No heve Ꜳkr’en fꜳtt Mun: nu har Ageren faaet et andet Udseende. Hertil Dagsmun, Vikemun, Ꜳrsmun. — 3) Tilvæxt, Forøgelse; Fremgang, Fremskridt; ogsaa Fortrin, Forspring. Dæ gjere kvart sin Mun: det ene forøger det andet, ethvert nyt Tillæg gjør Massen større. D’æ Mun i mindre: det vilde gjøre en stor Tilvæxt, om det var langt mindre; det gjør Virkning om det end ikke er saa meget. Han heve ein Mun fyre hine, ɔ: et Forspring eller Fortrin for de andre. — 4) Fordeel, Gavn, Hjælp; det at en Ting forslaaer eller duer noget. Til Muns (te mons),: ret dygtigt, saa det kan forslaae. (I Sdm. ogsaa: „fyre Mun’en“). Dæ gjore Mun: det gjorde Virkning, det kunde forslaae noget. D’æ ingjen Mun ti di: der er ikke nogen Hjælp i det. Jf. muna og Matmun. — 5) Fornøielse, Hygge, Behag. (G. N. munr). D’æ stor Mꜳn i’an: der er et stort Hygge ved ham, man har megen Fornøielse af ham. Tr. Stift. Ligesaa i Nordre Berg. „Dæ va stor’e Mun ’ti di“: man fandt en sand Fornøielse i det. — 6) Midler, Eiendele, Formue. Mest i Fleertal, hvilket i Tell. hedder: Monir. (G. N. munir). Dei heve stor Monir. I Ørk. bruges Udtrykket: „kjær ette Mꜳn’en“ ɔ: begjærlig efter en Vinding eller Fordeel.
muna (aab. u), v. n. (a—a), forandres, især til det Bedre; forbedres, komme sig. I Sogn har det Formen a—te. Han ha munt atte: han har kommet sig igjen. — 2) voxe, forøges, formeres. Dæ muna ꜳ dæ minka: det bliver snart større, snart mindre. Ogsaa gjøre Fremskridt, stræbe fremad. Mest i Tr. Stift hvor det hedder mone og mꜳna. Saaledes „mꜳna pꜳ“: skride fremad, være flittig for at vinde Tid eller komme et Stykke paa Veien. — 3) virke, forslaae, gjøre Virkning. Dæ muna: det virker noget, det gjør en Forandring. (Isl. muna). Ogsaa: due, nytte, hjælpe. (Sv. mona). Dæ muna so lite: det hjælper kun lidet.
muna (aab. u), adj. dygtig, fuldkommen, som kan forslaae eller gjøre Virkning. (Vel egentl. Genitiv af Mun). Eit muna Tak: et dygtigt Tag eller Greb. Ein muna Mann: en ypperlig Mand,
