morosam, adj. morsom, fornøielig. Meget brugl. undtagen i Nordlandene og Nordre Trondh. Amt, hvor man siger trøysam.
morsk, (oo), adj. barsk, bister.
Mose (aab. o), m. Mos (Væxt). G. N. mosi. Nogle St. Mosa el. Maasa; i Gbr. Maasaa, især om de Mosarter, som man samler til Foder for Kvæget. Saaledes Maasaafjell: Fjeldmark hvor man samler Mos. Maasaarive: Jernrive at samle Mos med.
Mosedott, m. Tot eller Visk af Mos.
Mosefella, f. Fuge imellem Stokkene i en Væg, som sædvanlig tættes med Mos.
Mosehumla, f. en Art Humler, som bygge sine Kuber i Mostuer.
Mosemark, f. mosbegroet Mark.
mosen (oo), adj. 1) hed, lummer og fuld af Dunster, om Luften. Jf. moen. 2) mat og døsig af stærk Varme. Hard.
mosevaksen, adj. bevoxet med Mos.
Moskje, m. (Fl. Moska, r), Maske i et Garn; ogsaa i Strikketøi. Nogle St. Mauskje. (Isl. möskvi). Hertil Moskebit (ii), m. et Lod, som hænges i Garnet under Bindingen. moskesprotten, adj. revnet i enkelte Masker.
moskjen, adj. frønnet; s. morkjen.
mor-kjenna, v. a. erkjende for Moder. (Sjelden).
Mosott (oo), f. en Sygdom, som yttrer sig ved en usædvanlig Mathed og Afkræftelse. Ag. Stift. (Maaskee Modsott, af mod, ɔ: mat). I danske Dial. Mosot.
Mot, n. 1. Mod; Lyst. Brugl. i en stor Deel af Landet; see Mod.
Mot, n. 2. 1) Møde, Sammentræf. Mest brugl. i Tr. Stift (især i Fosen). G. N. mót. „Godt Mot“: lykkeligt Møde! (Hilsen som bruges naar man møder Nogen paa en Vei). Næsten overalt i B. og Tr. Stift. — Til Mots (te-moss): imod hinanden. — 2) Fuge, Sammenfældning; Stedet hvor to Stykker falde sammen. Tell. og fl. Hertil Veggjemot. Jf. Vegemot, Aamot. — 3) Snævring, smalt Punkt, Sted hvor noget kommer iveien. Sjelden. Jf. Halsmot. — 4) Tidsskifte; Dag eller Stund, da en vis Tidsrække er endt og en ny begynder. D’æ kome att-i same Mot’e: det er kommet til samme Tidspunkt nu som sidste Gang. (B. Stift). Hertil Aarsmot, Maanemot, Aattedagsmot. 5) en pludselig paakommende Sygdom, en Beklemmelse som medfører Brækning. Nordre Berg. I Ndm. om et Anfald af Krampe, eller en Art af Slagtilfælde.
mot, præp. (med Dativ), mod, imod. Egentlig „i mot“ og samme Ord som forrige. G. N. í mót. — mot Vind’a: mod Vinden. mot Natt’enne: ud imod Natten. mot Ꜳre: til næste Aar. bera mot: falde modbydeligt. stꜳ mot: gjøre Modstand. kvide mot: grue for.
Motbur (aab. u), m. Modbydelighed. (sjelden). motbursam, adj. modbydelig. Nordre Berg.
Motbyr (aab. y), m. Modvind. (Sjelden).
mote, adv. imod, opad i en Bakke eller Skraaning. Modsat unda. (Egentl. i mote). I Nordre Berg. bruges det som præpos. med Dativ; saaledes „mote Bakkja“: opad Bakken.
moten, adj. modig; s. motug.
motføttes, adv. med Fødderne imod hinanden (= andføttes).
Motgꜳng, m. Modgang.
Mothug, m. Modvillie, Modfølelse. (Sjelden).
motleg, adj. behagelig. Helg. (For modleg). Jf. modast.
Motlegg, n. Indvending, Modsigelse. Ørk.
Motror, m. = Andror. I Tell. Motro.
Motstraum, m. Modstrøm.
Mott (aab. o), m. Møl og lignende smaa Insekter. Nordenfjelds det samme som Mol. I Sogn og flere Steder gjøres derimod Forskjel paa Mol og Mott, saaledes at det sidste kun betyder Midder eller de allermindste af de bekjendte Insekter. Jf. Maar. G. N. motti. Sv. mått.
Mott, s. Mꜳtt. motta, s. maa.
Mot-tak, n. 1) Modgreb; det at man sætter sig imod. 2) Modtagelse.
mott-eten, adj. mølædt.
mot-tikjen (aab. u), adj. modtagen.
Motting, m. Mødding (= Mokdungje). Mottingadam, m. Møddingpøl. Mottingsta(d), m. Møddingsted.
motug, adj. 1) modig. I Tell. motig. I Tr. Stift: motau. 2) villig, lysten; tilbøielig. Helg. — See modug.
Motver (ee), n. Modvind.
motvida (aab. i), om Træ, tværvoxet, kroget i Aarerne (= andvida).
Mua, s. Muga.
Mudd, m. Skindkufte, Pels som Finnerne bruge. Tr. Stift. I Nordlandene: Modd.
Mudlaug, m. (el. f.), et stort Fad eller Bækken af Messing; et Vaskefad. Sogn (Leirdal). G. N. mundlaug f.
