En som fortjener Opmærksomhed. Nordre Berg.
munalege, adv. dygtigt, tilgavns, ret forsvarligt. B. Stift.
Mund, n. Tid, Stund, Tidspunkt eller Time, hvori noget pleier at skee. Meget brugl. nordenfjelds og i Nordre Berg. (I Helg. Munn). G. N. mund. Hertil Uppsta’mund (den Tid da man staaer op), Matmund, Mjeltemund, Fiskemund og fl.
munda, v. n. (a—a), passe Tiden, iagttage en bestemt Tid; saaledes ogsaa gjøre Forberedelser til et Maaltid, koge, lave Mad. Ørk. og fl. E gjekk ꜳ munda ette di: jeg gik og ventede paa at den bestemte Time skulde komme. Sdm.
mune (aab. u), Hjælpeverbum: monne, skulle. Bruges ved Bergen, (sædvanlig kun i Præsens). Han mune sakta gjera da: han gjør det nok. G. N. mun. — I Sdm. bruges et Udtryk „mun’a“ (el. mona), f. Ex. muna han! ɔ: hvad skal vel han, hvad skjøtte vi om ham! I dette Tilfælde siger man ogsaa „una“ (aab. u) og i Tr. Stift: „enn“.
Mungꜳt, n. Øl af et ringere Slags, Bordøl, lidt svagere end det bedste Sort. Nordlandene. Samme Betydning har Isl. mungát (efter Haldorsen) og som det synes ogsaa G. N. mungát. See Bergens Kalvskind, Side 88.
Munk, m. Munk. D’æ da so Munkanne slꜳst um: deri bestaaer Knuden, det er den Ting som man ikke bliver enig om. Nordre Berg. — „Eit Munk-arbeid“: et stort og vanskeligt Arbeide. Bruges ofte i Sdm. — Jf. Klerk.
Munn, m. Mund. G. N. munnr. Heraf mynt. Nogle Steder ogsaa Munding, Aabning, især paa en Dalstrækning (Dalsmunn); jf. Mynne og Kjæft. — Han skuld’ ikje tikje slikt pꜳ Munn’en: han burde ikke sige saadanne Ord. fara mæ Munn’a: bevæge Munden som for at tale. halde Munn’en: holde Mund. giva ein Munn’en: give En et Kys. Saaledes ogsaa „fꜳ Munn“; f. Ex. Han fekk bꜳde Fang ꜳ Munn.
munnast, v. n. kysses. (Sjelden).
munnfatla, adj. egentl. tilbunden om Munden. Han æ ’kje munnfaltla: han kan vel snakke for sig. Sdm.
Munnhorpa, f. Mundharpe.
Munnskꜳld, m. Mundsvie, en Børnesygdom. Hertil Munnskꜳldrot, f. Tormentille (Urt).
Munntam, n. Mundheld, Talemaade.
Munntol (aab. o), n. Stilhed, Taushed. Han heve inkje Munntol: han jamrer sig idelig (om En som er meget syg). B. Stift. I danske Dial. Mundtaal.
Munnty, n. Mundlær, Snakketøi.
Munnvik (ii), f. Mundvig.
munsa, v. n. (a—a), nippe til, smage paa. Han munsa pꜳ dæ. B. Stift.
Mur, m. Muur. mura, v. a. mure. Murar, m. en Murer. Muring, f. og Murarbeid, n. Muurarbeide.
Mura, f. Gaase-Potentille, en Plante (Potentilla anserina). Hard. (Isl. mura).
Mure, m. Kulgruus, smaat Affald af Kul i Smedien eller hvor en Mile er brændt. Nordre Berg. Jf. Myrja.
Murihøne, f. Papilion. Gbr. S. Marihøna.
Murinykjel, i Gbr. en Plante, som blomstrer om Vaaren. (Efter Beskrivelsen en Art Veibred, maaskee Plantago media).
Murkel, n. Spaaner; s. Mukr.
murla, v. n. om en svag knurrende Lyd. Nordre Berg.
murra, v. n. (a—a), murre.
Murskjeid, f. Muurskee.
Murstein, m. Muursteen, brændt Steen.
Murt, m. 1) Smaafisk, især Seiens Yngel, Smaasei af det mindste Slags som fanges med Vod. B. og Tr. Stift. — 2) Rødskalle, en Færskvandsfisk (Cyprinus rutilus). Hedemarken. Sv. mört.
Murtel, m. en Morter.
Murveitle (el. Murvesle), f. en stor Bedrift, et anseeligt Arbeide. Tr. Stift og Sdm. Uvis Oprindelse.
Mus, f. (Fl. Mys’er), Muus. I „Livmus“ har det Betydningen Muskel, ligesom Isl. mús. Ogsaa: cunnus. — I Sammensætning har det i Berg. Stift Musa, f. Ex. Musafella, Musarumpa o. s. v.
Musbol, n. Muserede med Unger. I B. Stift: Musabøle, n.
mus-eten, adj. ædt eller gnavet af Muus.
Musfoll, f. Musefælde. (Tr. Stift). I B. Stift Musafoll, og Musafella.
Musk, n. 1) Støv, Røg eller Drev. Dæ sto Muskj’e: der stod som en Støvsky omkring. (Isl. mosk). 2) Solrøg, synlige Dunster i Luften (= Moe). 3) Dunkelhed, Mørke, en mørk Plet.
muskut (muskette), adj. mørkplettet, af en ureen eller dunkel Farve.
Mussa, f. Smaasild, den mindste Sommersild, omtrent af Størrelse som Brisling. Stav. Amt, Shl. Nhl. I Sdm. kaldes en lignende Sort Blasild, og en mindre Sort: Mad.
