ned: bøie sig ned, gjøre sig liden. (I Hard. skal det hedde: kusa sæg ne). kure seg ihop: lægge sig tæt til hinanden. „kure seg“ siges ogsaa om Fuglene, naar de bøie Hovedet ind imod Brystet for at sove.
kuren, adj. 1) nedbøiet, som luder med Hovedet. 2) nedslagen, taus, tungsindig. 3) skranten, ikke vel tilpas. Ørk. og fl.
kurende, adv. i Talemaaden „kurende still“: bomstille. B. Stift.
Kuring, f. det at man bøier Hovedet ned; ogsaa Hvile, Stilhed.
Kurl, m. s. Kurle og Kogla.
kurla, v. n. kurre. Ogsaa tale utydeligt eller formeget af Struben. Hard. og fl. Heraf Kurlemꜳl, n. Skurren, stærk Strubelyd i Talen.
Kurle, m. Krølle, Lok, Uldtot. (Jf. Krull). — Kurlespøne, pl. Høvelspaaner (= Kaure). B. Stift.
kurleis, hvorledes; s. korleis.
Kurr, m. Bekymring (= Kur). gjere seg Kurr fyre ein Ting. Nordre Berg. — Kurr’en er ellers et Lokkenavn til Faar. Sdm.
kurr, adj. stille rolig; stiltiende. Hall. Vald. og fl. (Jf. kvar og kjørr). G. N. kyrr.
kurra, v. a. (a—a), bringe til Ro. kurre seg: blive stille, slaae sig til Ro; ogsaa lægge sig til Hvile. Valders, Buskerud. (Jf. kura).
kurra, v. n. kurre, girre (som Duer).
Kursme(d), m. Dyrlæge. Ag. Stift.
Kursumar, s. Ku-simbr.
Kurv, m. 1. en Ring eller Løkke af sammensnoede Toug. Mastrekurv. (Sdm.). Jf. Korva.
Kurv, m. 2. Pølse. Mest brugl. i Hall. og Valders; ellers ogsaa i Hard. Sogn, Ndm. (Andre Steder Pylsa). Sv. korf.
kurvast, v. n. krumme sig, træffe sig sammen, indkrympes. Shl. Ogsaa: kurva sæg. (Beslægtet med kverva).
Kus (uu), m. en Pukkel. Ørk. Indr. (Jf. kysen og Kass). — kusa seg, ɔ: krumme Ryggen, bøie sig ned (jf. kura). Skal forekomme i Hard.
kusele(g), adv. fælt, skrækkeligt. Guldalen. (I svenske Dial. kuslig; jf. dansk kyse).
kusen, adj. hæslig, styg, fæl. Indr. — Disse Ord undgaaes gjerne paa Grund af deres Lighed med et vist almindeligt obscønt Ord.
Ku-simbr, f. Vaarblomst, Kodriver (Primula acaulis). Sdm. Paa Jæderen: Kursumar. Jf. Symra.
Ku-skjæl, f. Rundskjæl, et Slags store og tykke Muslinger (Venus islandica?). Nordre Berg.
Ku-slag, n. Race af Køer.
Kusma, f. en Sygdom, som yttrer sig ved stærk Hævelse i Ansigtet. Sogn, Søndre Berg. Tell. og fl. (Nordenfjelds: Kinntaske). I Sdm. siges „Kusme“ om en stor Mængde, ligesom „Mukka“. Jf. Kos.
Ku-spæne, m. Kopatte.
kusryggja, adj. pukkelrygget. Ørk. Indr.
Kussa, f. Kviekalv, ung Kvie. Nhl. Sfj. (Isl. kussa). Paa nogle Steder bruges Kuss som et Lokkenavn til Køerne. (I Tell. skal det hedde: Kiss).
Kussekalv, m. = Kvigekalv. Nhl.
Kut (uu), n. Løb, Sprang. Østerd.
kute, v. n. (e—te), løbe, rende skynde sig meget. Meget brugeligt i Østerdalen. (I Tr. Stift hedder det kyte). — I svenske Dial. kuta.
kutmaga, adj. om en Fisk, hvis Mave er vrænget under Trækningen (el. trukket ud i Munden). Sdm.
Kuungje, s. Kuvung.
Kuv (Ku), m. en rundagtig eller afstumpet Top; Forhøining, Pukkel. (Jf. Koll). Meget udbredt Ord (Gbr. Tell. Jæd. Sdm.). G. N. kúfr. — Ogsaa en Væder, som har korte Ører. Jf. Nuv.
Kuva, v. et Faar som har korte Ører. I B. Stift: Kua el. Kue. (Jf. kuvut). I Tell. hedder det: Tulle.
kuva (kuve, kue), v. a. og n. (a—a), 1) afrunde, afstumpe; sætte i en rundagtig Top. Hall. og fl. — 2) v. n. bøie sig ind, være afstumpet eller indkneben; f. Ex. om en Kurv, hvis Bredder ere indbøiede. Gbr. og fl. (Jf. kyva).
kuva, adj. afrundet; s. kuven.
Ku-vamb, f. Komave.
Ku-vꜳndel, m. Høvisk til en Ko. Ellers Kudott, Kutapp.
kuven, adj. ophøiet i Midten, konvex, og tillige rundagtig eller afstumpet. Meget udbredt Ord, men hedder paa nogle St.: kuva (kua), ꜳkua (Sdm.) og kuvet (kuette). G. N. kúfaðr; ogsaa kúfóttr og ákúfóttr (Kongespeilet S. 16. 138).
kuvenda, v. n. vende tilbage imod sin Villie, drives tilbage, f. Ex. i en Storm. Nhl. Sogn.
Ku-vor (oo), m. en Portion Foder til Ko. Sogn og fl. Ogs. Kyravor.
Kuvung (Kuungje), m. Søsnegl, Snekke, Hvirvelsnekke; eller i Almindelighed: Sneglehuus, Snekkeskal. B. Stift, dog sædvanlig i Formen Kuungje (Søn-
