dre Berg.) og Kung eller Fjørekung (Sdm.). I Tr. Stift hedder det Buhund; nogle St. Kukkelur. (I Isl. findes Navnene kúfungr, kudungr, kungr, kukulur).
kuvut (kuvꜳt, kuette), adj. 1) rundagtig ophøiet; s. kuven. 2) kortøret, som har korte Ører; om Faar.
Ku-være, n. en Koes Værdie; noget som koster ligesaa meget som en Ko. Søndre Berg. og fl. — I Sdm. Kuvyre (aab. y).
kva (for kvat, hvat), pron. hvad, hvilket. Formen er meget forskjellig; saaledes: kva (Nordenfjelds og fl.), ka (Shl. Jæd. og fl.), kꜳ, og ko (Sogn. Gbr. Vald. Hall. Sæt. Lister), hꜳ (Mandal, Rbg. Buskerud), hꜳtt eller hott (Rbg. Tell.). Som et eenligt spørgende Ord bruges ogsaa „ha“ (Hall. Nhl. Helg.) og nogle Steder: hæ eller he. — Formen va (hva) er meget sjelden iblandt Almuen. G. N. hvat (huat). kva bruges ogsaa adjektivisk i Betydning: hvilken, hvad for en, eller hvordan. F. Ex. „kva Dag“: hvilken Dag. „kva Tid“: hvilken Tid, naar. „kva Folk æ dæ“: hvordanne Folk er det. „kva Manns Sꜳn æ han: hvilken Mands Søn, el. af hvilken Familie er han. „kva Slag“: hvilket, hvad for noget. (Hedder ogsaa: kva for Slag). „kva for ein“ (hꜳ for ein): hvad for en, hvilken. (Søndenfjelds ogsaa: hokken). „kva for noko“ (i Ag. Stift: hꜳ for noe): hvad for noget. — I Spørgsmaal sættes kva foran en dermed forbunden Præposition; saaledes: kva til, ɔ: til hvad, hvortil. kva mæ: hvormed. kva fyre: hvorfor. Jf. kven. — Saavel dette som mange af de følgende Ord skulde, efter det gamle Sprog, egentlig have „hv“; men denne Lyd gaaer i vort Folkesprog sædvanlig over til „kv“, og foran o til blot k; i Øvre Tellemarken lyder det ogsaa som „gv“, f. Ex. gvast, gvitt, gverve. I Pronomener og Partikler er Overgangen „hv“ til „kv“ dog ikke saa ganske almindelig, da de søndenfjeldske Dialekter her ofte have h (uden v); saaledes: hꜳr, hor, hosse (see kvar, kor, korso). Gram. § 89.
kva’a (kvae), v. n. spørge paany, sige „kva“. (Isl. hváa).
kvabba, v. n. dæmmes til, stoppes, mangle Afløb; f. Ex. om Røg. Helg. (Skulde egentlig hedde kvava).
kvada, adv. hveden, hvorfra. Sdm. Nfj. (Nu sjelden). G. N. hvaðan. (Jf. heda, deda).
kvakk, s. kvekka.
Kvakl (Kvalkk’el), n. Urede, Forvirring; Kvaklerie.
kvakla, v. n. fuske med noget, forsøge noget forgjæves og derved bringe Sagen i Uorden. Jf. kokla, kolka.
kvaklast, v. n. komme i Uorden.
Kvaks (Hveps), s. Kvefs.
Kval, m. Hval. (G. N. hvalr). — Et andet Kval, som synes at betyde en langagtig Høi (G. N. hváll), findes i mange Stedsnavne, men er ellers, saavidt vides, ubrugeligt.
Kvalgrind, f. en Flok eller Række af Hvaler, som forfølge en Fiskestim.
Kvalskjæl, f. Hvalrav (Sperma ceti).
Kvaltokn (oo), f. Hvalbarder, eller de saakaldte Fiskebeen. Nordenfjelds.
Kvam, m. en Afkrog, en Dal eller Vig, som er indsluttet saaledes, at den ikke kan sees i nogen Frastand. Forhen brugeligt i Nhl. men nu sjelden. (G. N. hvammr). Findes i mangfoldige Stedsnavne, som Kvame, Kvamen, Kvamsøy og fl.
Kvambelsmann, m. Talsmand, som ledsager en Frier og fremfører hans Ærinde. Sdm. (Ellers: Mꜳlsmann, Belamann). Formodentlig for Kvonbidels Mann, af G. N. kván (Kone) og biðill (Beiler). Jf. Isl. kvonbænamaðr.
Kvamleide (Kvambleide), n. en besværlig Ting eller Person; Noget som er til Uleilighed. Sdm.
kvamleien (for -leiden), adj. tvær, uvillig, modstridende. Nhl. I Sogn skal det hedde kvimleien. (Isl. hvimleiðr, besværlig formedelst Nysgjerrighed). Jf. kvima.
kvamt, adj. n. indsluttet, trangt, kvalmt, som mangler Luft eller Udsigt. Gbr. Østerd. Hedm. — Hedder i Namd. og Indr. kumt; ellers kovt, kove, kvævt. (Maaskee egentlig kvavt). S. kovt.
kvandags, s. kvardags.
kvann, hvo, hvilken; see kven.
Kvann, og Kvanne, f. Angelik, en Fjeldplante (Angelica Archangelica). Hedder paa nogle Steder ogsaa: Kvann-jol, m. (s. Jol). Isl. hvönn, og hvannanjóli.
Kvanne, f. pl. et Slags aflange haarde Been, som findes i Hjernen paa Fiskene. N. Berg. (Eental skulde hedde Kvonn). Isl. kvörn, formodentlig beslægtet med Kvern (Kvenn). Kaldes ogsaa Fisketenner.
Kvannerot, f. Angelikrod, bekjendt af dens krydderagtige Lugt og Smag.
