mentrykke. 2) omvælte, bringe aflave. Heraf: um-kumla, adj. Nhl.
Kumla, f. Klump; sammenæltede Boller af Meel og Poteter eller deslige (et Slags Mad). Hard. Kr. Stift. Hedder ellers: Kump (Mandal), Klubb, Klot (søndenfjhelds), Ball (nordenfjelds).
Kump, m. see Kumla.
Kumpꜳs, m. Kompas. (Ligesom Isl. kompás, af et italiensk Ord). De fremmede Ord, som begynde med com og con, udtales her sædvanlig med kum, kun (aab. u), f. Ex. Kumpost, Kuntrakt. Enkelte af disse Ord have ellers antaget en egen Form; saaledes: kumformera, konfirmere. kummedera, kommandere. kuntrali, el. kuntrari, ɔ: hinderlig (Eng. contrary). kunkelura, i Betydningen afgjøre, beslutte (Nordre Berg.), er formodentlig: konkludere.
Kumperute, f. et Slags Boller tillavede af Fiskerogn og Meel. Nordre Berg. og flere. Nogle St. Kumperdøse.
kumt, adj. n. indlukket, kvalmt, mørkt. (= kovt, kvamt). Namd. Indr.
Kumul, s. Kumar.
Ku-myk (-mykr), f. Komøg.
kun, adv. kun, ikkun. Bruges meget paa Helg. Ellers siges: bære; — jf. kon, ikje kon.
Kung, m. Søsnegl; s. Kuvung.
Kungje, m. Konge. Hedder ogsaa, dog sjeldnere: Kung. (G. N. konungr, kongr; Sv. kung). I Sammensætning deels Kunge (Kunga-), deels Kungs.
Kungebrev, n. kongelig Bevilling, Kongebrev; Bestalling o. s. v.
Kungeløysa, f. Mangel paa Konge; Interregnum.
Kungerikje, n. Kongerige.
Kungsdotter, f. Kongedatter, Prindsesse. Ligesaa: Kungssꜳn, m. Prinds.
Kungsgar, m. Kongsgaard, Hof.
Kungsveg, m. Alfarvei, Landevei som er anlagt efter Øvrighedens Foranstaltning.
Kungsætt (-ægt), f. Kongeslægt.
kunna, v. a. (kann; kunna; kunna), at kunne. Imperf. hedder ogsaa kunde (Søndre Berg.) og Supin. kunt. — Betydn. 1) kunne, have Leilighed eller Adgang til. 2) formaae, være istand til. 3) kjende, have lært; f. Ex. Eg kann bære eit Vers. Ellers bruges Ordet sædvanlig med et Infinitiv og forbindes umiddelbart med dette (ikke med en Partikel som i det Islandske). — kunna til: være Aarsag til, have Skyld i. Eg kann ikje te dæ: jeg kan ikke gjøre ved det; eller ogsaa: det er ikke min Skyld. Eg kann ikje fyre dæ: jeg kan ikke afhjælpe det. Han kann ikkje mæ dæ: han er ikke bekjendt dermed, ikke øvet deri. — kann henda: maaskee, vel muligt. Hedder oftere „kann skje“ (kanskje). — Jf. Kann, kanna, kjenna.
kunnande, adj. kyndig, færdig, flink som har lært mange Arbeider. (Mest i Søndre Berg.). Kan ogsaa betyde: gjørligt; muligt at lære.
kunngjord, adj. kundgjort.
Kunnskap, m. Kundskab.
kunnug (kunnig), adj. 1) bekjendt, som man veed om. Dæ vart kunnigt. (Søndenfjelds). G. N. kunnugr. — 2) kyndig, bekjendt med noget. Han æ ikje kunnug i dæ. Gbr. og fl.
Kunstr, m. (og Kunst, f.), Kunst, det at man kan eller er øvet i noget. Formen Kunstr bruges i B. Stift, og Kunst, f. i det Søndenfjeldske og tildeels i Tr. Stift. Fleertal: Kunstir (Tell.), Kunstre (B. Stift).
kunstug, adj. 1) kunstig, om Arbeider. 2) nem, færdig, flink; ogsaa opfindsom. Hedder ellers ogsaa kunstig og kunstrig. (B. Stift).
Kupa, f. 1) en Skaal, eller et lidet rundt Kar (= Kula). Sogn, Hall. Hard. (Isl. kúpa). — 2) en udhulet Blok, Hakkeblok (= Brya). Tell. Jf. Kope.
kupen, adj. dyb og rundagtig.
Kuppul, m. Rundsteen; s. Koppel.
kur (aab. u), hvor; s. kor.
Kur, m. 1. Bærme, Bundfald; især af Mælk og Valle. Nhl. Hard. (Jf. Korg, Grugg).
Kur, m. 2. egentlig: Luden med Hovedet (see kura); oftere: Standsning, Stilhed, Slappelse; ogsaa Nedslagenhed, Anger, Fortrydelse. Han fekk ein Kur: han begyndte at hælde med Hovedet. Gjer deg ingjen Kur fyre dæ: læg det ikke paa Hjerte. — Da kjem’e Kur ette Kjæte: efter Lyst kommer Ulyst; eller: der kommer en Stilhed efter en stor Lystighed. Nhl. og fl. (Jf. Ir, Hir). — Kur bruges ogsaa i den fremmede Betydning: Kuur, Helbredelse.
kura, v. n. (e—te), 1) lude med Hovedet, bøie Hovedet ned mod Brystet. Meget brugeligt især i B. og Kr. Stift. (I svenske Dial. kura). — 2) hvile, ligge stille, sove; især i en lidt sammenbøiet Stilling. Dei lꜳg kurte ꜳ sov. (Jf. kvar, kurr, kurra). — 3) skrante, føle Mathed eller Slappelse, ikke være vel tilpas. Trt. Stift. Ogsaa være nedslagen, bedrøvet, tungsindig. — Forbindes ofte med seg; saaledes: kure seg
