Kabbel. Nordre Berg. I Sdm. ogsaa Kail, Kailtog (for Kadal, el. Kadl). 2) et Reb, en Streng. Voss, i Formen: Kall; f. Ex. Klokkekall (Klokkestreng). G. N. kaðall.
kalast, s. kallast. Kalaue, s. Kallhovde.
Kalbot (oo), f. Hase, Krumningen bag Knæet. Helg. Namd. I Sogn Kalebot; i Sdm. Kolbot. (Om de øvrige Navne see Hombot). Jf. Kalv.
kald’, adj. kold; varmeløs; afkjølet. G. N. kaldr. Femin. i Hard. og Voss: kold, f. Ex. ei kold Nott. Han æ kald’e: det er koldt i Luften. (Vest og nordenfjelds). En forældet Form findes i Talemaaden „liggje kalda-kjæftꜳ“, ɔ: ligge livløs, eller egentlig: med kold Mund. Sdm. Af kald dannes: Kjelda, Kolda, Kulde og Kyld (eller Kjøld). Jf. Kale, Kul, kolna, kjøla.
Kalde, m. Kulde, kold Luft (egentlig kold Tilstand, det at noget er koldt). Gbr. Ørk. (Udtales i Gbr. Kælde, el. Kæille). I Østerd. hedder det ogsaa Kale. (G. N. kaldi).
Kaldeflaga, f. Anfald af Kulde i Legemet, især i Sygdom; Gysen, Feberkulde. B. Stift. Jf. Hiteflaga.
Kaldelꜳtt, m. kold Latter, ɔ: Latter som enten er fremtvungen eller grunder sig paa en trodsig og bitter Stemning.
Kaldevatn, n. koldt Vand. Berg. Stift hvor man ogsaa i flere Sammensætninger har kalde, f. Ex. Kaldebak (koldt Omslag), Kaldegraut (kold Grød).
Kaldflir (ii), m. koldt Smiil; Haansmiil. Søndre Berg. og fl.
kaldhamra, v. a. hamre Jernet, medens det er koldt. (Isl. kaldhamra).
Kaldhjelm, m. kold Gysen; ogsaa noget som vækker Frygt. Ørk. s. Hjelm.
kaldkjølen, adj. kold, kjølig. Ndm. Ørk.
kaldleg (kalle), adj. 1) noget kold. 2) uhyggelig; ogsaa gyselig, som vækker Gysen. Rbg. Tell. I Sogn kaldsleg.
kaldlege (kalle), adv. fælt, gyselig. Han va sꜳ kalle stor’e. Rbg.
Kaldmoe, m. kold Damp (= Frostrøyk).
Kaldrid (ii), f. Kulde-Tid; en Række af kolde Dage, eller et Tilbagefald af Kulden efter et mildt Veir (især om Vaaren). S. Rid.
kaldsleg, adj. uhyggelig, styg. Sogn og fl.
Kaldsnoa, f. en kold Fjeldvind.
kaldsnækjen, adj. kold og barsk, om Luften. Tr. Stift. Sdm.
Kaldsveite, m. kold Sved, i Sygdom.
Kaldtokkje, m. en uhyggelig Følelse, Gysen. Guldbr. og fl. Ogsaa et frastødende Væsen, noget som indgyder Frygt eller Mistro. Indr. D’æ ein Kaldtokke mæ ’om, ɔ: der er noget vist uhyggeligt ved ham. Jf. Kaldhjelm.
Kaldturk, m. koldt og tørt Veir.
Kaldvesl (veltl), n. Kilde, hvori Vandet er altid lige koldt. Ørk. (Isl. kaldavesl).
kaldvoren, adj. noget kold.
Kaldvæta, f. kold Væde i Jorden; Fugtighed som er til Hinder for Kornvæxten. B. Stift, Tell. og fl.
Kale, m. Kulde, Frost. Østerd.
kalen, adj. 1) frossen, el. frostig. Nfj. (Isl. kalinn). 2) frønnet, lidt raadden; om Træ eller Bark. Sdm. Ørk.
kalfata, v. a. kalfatre. (Ved Bergen).
Kalk, m. 1. Bæger, Alterkalk.
Kalk, m. 2. Muurkalk (= Lim).
kalkast, v. n. klæbe, hænge ved. B. Stift.
Kall, m. 1. en aldrende Mand, Olding, Gubbe. Alm. men udtales ogsaa: Kæll (Ag.), Kal, med langt a og Lyden af dobbelt l (Sdm. og fl.), Kadl (Sogn), Kadd (Sæt.). G. N. karl, kall. (Jf. Kar). Betyder stundom ogsaa: Mand, Ægtemand. Kallen ꜳ Kjæringa.
Kall, m. 2. 1) en Træstamme, et gammelt Træ. Gbr. (sjelden). Hertil: Søljukæll, som forekommer i en Vise af Storm. 2) Mølleaxel; den lodretstaaende Axel under en Vandmølle. (Kvennakall). Mere alm.
Kall, m. 3. Toug, Reb; s. Kal.
Kall, n. Kald; Præstekald.
kalla, v. a. (a—a), 1) kalde, benævne. G. N. kalla. 2) lokke, kalde til sig. Sædvanlig kun om at kalde Dyr til sig; hvormod man siger ropa om at kalde et Menneske. kalle Hunden: lok Hunden hid! — 3) udskjælde, give fornærmelige Navne. Ofte som v. n. for Ex. Han bꜳ’ kalla ꜳ banna (skjendte og bandede). — D’æ so te kalla: man maa kalde det saaledes (om noget som ikke svarer ganske til Navnet). Dæ va færigt, te kalle, ɔ: det var saa godt som færdigt. (Nordre Berg.). — kalla ꜳt seg: lokke til sig. kalla heim Kynn’e: kalde Køerne hjem. kalla upp-atte: opkalde; f. Ex. Ho kalla uppatte Far sin, ɔ: hun gav Barnet Navn efter hendes Fader.
kallande, adj. værd at kaldes; f. Ex. Dæ va kallande Folk, ɔ: det kan man kalde Folk. (Tonen paa første og sidste Ord).
kallast, v. rec. kalde, eller ogsaa udskjælde hinanden.
kallast (for karlast), v. n. blive gammel;
