jøke, s. gjøyka. — Jøl, s. Gil.
jøl, adj. klar, reen, gjennemsigtig; om Søen. Ogsaa: jølsjøa. Sogn (sjelden).
jøla, v. smigre, kjæle; s. gjøla.
Jøle, bruges i Hall. om noget stort og dygtigt; f. Ex. Ein jøle Kar. Ein jøle Gamp.
Jølming, s. Gylming. — jønꜳ, s. gjenom.
Jønn, og Jødn; s. Jarn.
jønne, v. n. anløbe, blive erret; om Gryder (= eirast). Tell. Ellers v. a. beslaae med Jern (eg. jarna). Hall. Hertil Jønning, Jernbeslag.
Jønsok, see Jonsoke. Jøpling, see Gypling.
jøre, s. gyra. — Jørje, s. Gyrje.
Jørme, s. Gyrma. — Jørv, s. Horv.
Jøsban (nyfødt Barn), s. Ljosbarn.
Jøske (Lysglimt), s. Ljoskje.
Jøta, f. en liden Krybbe. Nhl. (Isl. jata, jötur). I Namd. Hoto. Jf. Æta.
Jøtel, s. Jutel. — Jøtle, s. Gjødsla.
jøya (seg), v. jamre, klynke. Sdm. og fl. Af Udraabsordet jøye! der betegner Smerte, Ulykke, Skræk og tildeels ogsaa Forundring. I Hard. eie! hvoraf: eia seg. Jf. veia seg.
Jøye, s. Gye. — Jøyl, s. Gjøyl.
jøyse, s. gjøysa. — gjøyve, s. gjøyva.
K.
ka, for kva, ɔ: hvad. (Stavanger og fl.).
kabba, v. a. kappe, afhugge. Nhl. og fl .
Kabbe, m. 1. Klods, afhugget Stump. Ndm. Ørk. Ellers Kubbe.
Kabbe, m. 2. et Baand som er fæstet midt i den nederste Kant af et Seil, og som under Seiladsen knyttes omkring Masten. Sdm. Helg. og fl. Jf. Priar.
Kabbel (Kab’l), m. et Slags Toug; forskjelligt fra Kal.
kabbelera, v. n. en forvansket Form af „recapitulere“, om Soldater.
Kabretta, f. et Slags sød og meget tynd Ost, som tillaves af Vallen af Gjedemælk. Sogn, Raabygdelaget. I Sogn skal det tildeels hedde Kabresta. Oprindelsen er ligesaa uvis ved Kabretta som ved Hagletta.
Kad, n. Kaglen, Snadren; en forvirret Lyd af mange forskjellige Stemmer. S. følg.
kade, v. n. (a—a), kagle, snadre; om Fugle, især Søfugle, Maager, Terner og fl. Ogsaa snakke, støie, om en Mængde Mennesker. Sdm. Jf. tjota, søgja.
Kadl og Kadd, s. Kall.
Kag, n. Øiekast; især om en Kigen eller Efterseen, der bringer Uheld med sig. Saaledes om en Brygning „Da kom Kag pꜳ da“: der kom onde Øie over det, saa at det mislykkedes. Nhl. (Egentlig grundet paa et Slags Overtro, men bruges nu mest i Spøg).
kaga, v. n. (a—a), kige, skotte, vende Hovedet for at see efter noget. Nhl. Sdm. Tell. Rbg. Han sto kaga ꜳ gloste (Tell.). D’æ ikje vært te kage itte di: det er ikke værdt at kaste et Blik paa. (Sdm.).
Kagje, m. (Fl. Kaga), et lavt og grenefuldt Træ; ogsaa Krone eller Grenekrands paa et Træ. Sdm. — Einekagje, Furekagje.
Kaggje, m. (Fl. Kagga, r), 1) en liden Tønde; en Dunk, Bimpel. Maaskee alm. (Sv. kagge). 2) en sammenpakket Masse, en Stabel, f. Ex. af Hø i Laden. Guldbr. 3) uegentlig: en Stormave, en tyk Person.
Kagg-øl, n. Gjæstebud, hvortil Enhver medbringer en Dunk med Øl. Sdm. (Oftere Skotøl). Kaggenatt, f. en Nat, da et saadant Gjæstebud holdes.
Kaka, f. Kage, Klump som er flad og noget tynd. Ogsaa: Kager, et Slags tykke Brød (Hellekake). Nogle Steder ogsaa et Slags kokt Mad (= Klubb, Kumla). I Gbr. og Ørk. hedder Ordet: Kaku (uden at a gaaer over til o). Jf. Koke, f.
kakast, v. n. løbe sammen i Klumper.
Kakejarn, n. Kagejern; Vaffeljern.
Kakestad, m. i Spøg om Maven. Dæ kritla i Kakestad: Maven kræver Mad; man sulter. Sdm. og fl. (I Svensk haves et lignende Udtryk).
kakka, v. n. og a. (a—a), banke; om en gjentagen og hørlig Banken, f. Ex. paa et Bræt. B. og Tr. Stift; ogs. Helg. I Sogn siger man „klakka“, som ogsaa betyder at slaae.
Kakking, f. og Kakk, n. Banken.
Kakse, m. en mægtig Mand. Ag. Stift, om Bønder som have store Jorder og meget at raade i Bygden. (Sv. kaxe). Ogsaa Bikse og Bause.
Kal, m. 1) Toug af det almindeligste eller simpleste Slags; forskjelligt fra
