faae Udseende af en Olding (Kall). I Sdm. kalast (med Lyd af dobbelt l).
Kallauga, s. Kallhovde. Kallenamn, n. Lokkenavn; f. Ex. kꜳs (til Faar), kille (til Gjeder).
Kallhovde, m. den opretstaaende Planke eller Stolpe i Hjørnet af en Gruve (Ildsted). Hard. I Sdm. Ka’l-aue (for Kallauga). Panelingen paa den indre Side af Ildstedet i Røgstuerne sluttes nemlig med en saadan Planke, hvis øverste Ende sædvanlig er udskaaren i en rund Skive med et Hul i Midten. Jf. Omnbolk.
Kalling, f. 1) Kalden, Lokken; 2) Udskjælden; Skjældsord.
kalna, v. n. frønnes, raadne; s. kalen.
kalsle, s. kaldsleg. Kaltog, s. Kal.
kaltra, v. n. rulle, vælte (= valtra).
Kalv, m. 1. en Kalv. I Sætersdalen Kꜳv (Isl. kálfr). Dativ i Fleertal hedder Kolvo (Voss), Kolvꜳ (Sdm.). leggja Kalven: opfostre en Kalv. taka Kalv: blive drægtig. skjota Kalven: kalve for tidlig.
Kalv, m. 2. den Ved som nærmest omgiver Marven i et Træ, og som let lader sig udkløve. Nhl. og fl. Skal paa nogle Steder hedde Kal og Kalved.
Kalv, m. 3. Baglæggen, den kjødrigeste Deel af Læggene. Shl. Tell. (G. N. kalfi). I Danmark Kalle. Jf. Kalbot.
kalva, v. n. kalve. (Oftere: bera).
Kalvehagje, m. en Fold eller Løkke for Kalve. I Ørk. Kalvhꜳgꜳ.
Kalvehjelm, m. den Hinde som omgiver Kalven inde i Fosterleiet. Sdm.
Kalvku, f. en drægtig Ko. (Nogle St. Kalkyr). — Kalvkviga, f. Ko som er første Gang drægtig.
Kalvsdrembe, f. et Slags Krampe som angriber Køerne under Kalvningen. Ørk. Sdm. (i Formen Kalstræmbe). Jf. drembe.
kalvsjuk, adj. kalvsyg, om en Ko.
Kalvslægje, n. Fosterleiet i Køer. Gbr. Sdm. og fl. (Udtales Kalslæje).
Kalvsungje, m. en liden Kalv.
kalvtung, adj. om en Ko som er drægtig og deraf stiv og tung i sin Gang.
Kamar, m. et Vandhuus. Kr. Stift. (Isl. kamar). Nogle Steder: en Muldhob som gjødes med Skarn. Sdm. og fl. (Kammar), Ørk. (Kꜳmꜳr). Ogsaa blot: Skarn, Exkrementer. Kr. Stift. I Indr. Kꜳmꜳr.
Kamb, m. 1) en Kam. (G. N. kambr). Heraf kjemba. — 2) Karde, Uldkarde. Nordre Berg. og fl. Ellers Kara. — 3) en kort Fjeldryg med ujævn eller takket Overflate. Fjellkamb. Ørk. Sdm.Hall. — Jf. Kamp.
Kambehus, n. Kamme-Foderal.
Kambesag, f. en Sav hvormed Haarkamme skjæres.
Kambetind, m. Tand i en Kam.
Kamp, m. 1) Stumper, Stykker, som hugges af Enderne paa Tømmerstokke. Sdm. og fl. 2) smaa rundagtige Stene (jf. Koppel); ogsaa haard Steen i Almindelighed; Graasteen, Fjeldsteen. D’æ so hart som Kamp. Sjelden. (Jf. Kampestein, som er mere brugeligt). 3) Bjergknold, en bred eller afrundet Fjeldtop. Gbr. Hedm. (Isl. kampr, Brink).
kampa, v. a. tilhugge en Stok i Enderne; tværhugge. Nordre Berg.
kampast, v. rec. slaae hinanden paa Næverne. Sdm.
Kampe, el. Kampegras, en Art Veibred (Plantago media). Buskerud. Kaldes ogsaa Kjempe.
Kampestein, m. smaa rundagtige Stene, Gadesteen; ogsaa haard Steen, de haardeste Steenarter. Kampsteinruva, f. en stor Steenhob. Helg.
Kams, m. et Slags Boller som tillaves af Fiskelever og Meel. Kamsehove, el. Kamshaud, n. Fiskehoveder som stoppes med saadanne Boller og koges tilsammen med disse. B. og Tr. Stift.
Kangel, s. Kꜳngel.
Kank, m. Bærklase. Hard. Andre Steder Kꜳnk; see Kꜳngel.
Kann, n. Kjendemærke; noget hvorpaa man kjender en vis Eiendom. Nhl. Eit gamalt Kann: et Sted eller Punkt, som fra gammel Tid er anseet som Grændsepunktet imellem to Gaarde eller Udmarker.
Kanna, f. 1) Kande; Kandemaal; 2) Drikkekar, Ølkande; 3) Æske, Smørkar med Laag. I Tell. Konne.
kanna, v. a. (a—a), 1) kjendes ved, kjende som sit eget. Tell. Sau’en vil ikje kanne Lamb’e sitt (om et Faar som jager Lammet bort, naar det vil patte). 2) i Talemaaden „kanne til seg“, ɔ: tilkjende sig, tilegne sig noget. Buskerud. 3) tælle, opregne, eftersee. B. Stift og videre. (G. N. kanna). kanna Smalen: tælle Smaafæet for at see om noget er borte. (Egentlig: gjøre sig kjendt med, skaffe sig Kundskab om).
kannast, v. n. (kannast mæ), kjendes ved, erkjende som sit eget. Nhl. Jæd. og fl. (G. N. kannast við).
Kanning, f. det at man kjendes ved noget. Han hadde Kanning pꜳ dæ.
Kans, m. Leilighed, bekvem Anledning.
