Hjupestein, m. Hybenkjerne.
Hjuring, m. Fævogter, Hyrde. Rbg. Tell. I Buskerud Hyring, el. Høling (for Hyrding). Ellers Gjætar, Gjætl og flere.
hjølpe, s. hjelpa.
Ho, f. Efterslæt; s. Hꜳ.
ho, pron. f. hun. Forskjellig Form, nemlig: hun (Nfj.), hꜳn (Salten), ho (mest alm.), hu (Shl. Stav. Amt, Fosen, Indr. og fl.), og forkortet: o, u; ogsaa: a, eller ha (tildeels i Tr. og Ag. Stift). G. N. hun, hon. Genitiv: henna; Dativ og Akk. henne, som er forhen anført. — Betydning: 1) hun, om Kvindfolk; paa enkelte Steder ogsaa for „De“ i Tiltale til Fremmede. 2) den, om Hun-Dyr og om enhver Ting hvis Navn er et Hunkjønsord. F. Ex. Eg sꜳg Sol’a dꜳ ho kom upp. Dær va ei Skꜳl, ꜳ ho va full. 3) som en Artikel ved Kvinders Navne; f. Ex. ho Anne, ho Ragnild. (Jf. han). Ligesaa: „ho Mor“ (min Moder); Genitiv: „henna Mor"; Dativ: „henne Mor“. — Forkortningen findes især efter et Verbum, og hvor der ikke lægges nogen Vægt paa Pronomenet; f. Ex. No kjem’ o (kjem’ u, el. kjem’ a). Ligesaa i Objektet, f. Ex. Eg sꜳg’ o (jeg saae hende). Eg kjend’ enne. Eg sa’ dæ te ’a Mor, o. s. v. (S. henne).
ho, i Betydn. ham; s. honom.
Hobboll (Midsommer), s. Hꜳball.
Ho-beite, s. Hꜳbeite. — Hobn, s. Homn.
Hodda, f. Hank, Bøile paa Gryder og Kjedler. B. Stift og fl. I Tr. Stift: hadde, el. Hadd’; i Tell. Holle. G. N. hadda, acc. höddu. Jf. Hav.
Hodnla, s. Honnlad.
Ho-dyr, n. Hun, Dyr af Hunkjøn. Ogsaa: Ho’a, Hokryter, el. „ho ’ta Slagje“.
Hoft, f. Hofte. Jf. Mjødm.
Hoft, m. Hilde, Fodbaand til Heste. Nhl. (Isl. haft, n.). Jf. hefta. I Sdm. bruges Hoft, f. i samme Betydning som Hefte, ɔ: Forsinkelse, Hindring.
ho-full, s. hꜳfull.
Hogd, f. en Bugt, Løkke eller Bøile af Træ, som er fastsat i Enden af et Reb og er især tjenlig naar et Læs eller en Byrde skal sammenbindes. Alm. i forskjellig Form: Hogd (Nordre Berg. og fl.), Hegd (Mandal), Hegder, Reiphegdr (Ørked.), Hovd (Sdm.), Hovel (Nhl.), Heldr, Hold’er, Reipholdr (Tr. Stift), Helde, Reiphelde (Ag. Stift). Uden Tvivl det samme som Isl. högld. Jf. T. Halfter; Eng. halter (Strikke).
Hogg, n. Hug, Indsnit. I Sammensætning ogsaa: Huggeredskab (Telhogg, Brothogg) og Huggeblok (Fjølhogg).
hogga, v. a. og n. (høgg’; hogde), at hugge. Imperf. hedder ogs.: hogg (sjelden), hoggje (B. Stift, Tell.); isaafald hedder Supin. hoggje; ogsaa hyggje. G. N. höggva, pr. högg, ip. hjó. — hogge av: hugge itu. hogge til: tilhugge (jf. øksa, rydje, telgje). hogge sundt: hugge i Stykker.
hoggande, adj. som man kan hugge.
Hoggar, m. en Hugger, Vedhugger; ogsaa en rask og dygtig Karl.
Hoggbit (ii), m. Huggejern; Kile hvormed Jern afhugges i Smedjjen. Ørk.
hoggfus, adj. huggelysten, tilbøielig til at slaae. Sogn.
hoggjen, adj. hugget. Ogsaa hogd.
hoggram, adj. nem til at træffe et vist Maal (jf. visshendt); ogsaa: djerv, dristig i at hugge til. Ørk.
Hogstall, m. Enkemand. Tell. (Mest i Spøg). Ordet gjenkjendes i Angels. hægsteald, og Gam. T. hagastalt, som betyder en eenlig Person, ligesom T. Hagestolz.
Hogstr (Hokst’er), m. 1) Hugst, Huggen; 2) et udhugget Sted i Skoven. Søndenfjelds hedder det Hogst.
Hoka (aab. o), f. Hagen (paa Ansigtet). Hedder paa enkelte Steder: Haka; ellers Hoko, med oo (Gbr. Indr. Namd.), og Huku (Ørk.). G. N. haka. Hokeband, n. Hagebaand paa Hatte og Huer.
Hokk, n. et lidet Værelse; Aflukke, Sengkammer. Sogn, Søndre Berg.
Hokk, m. s. Holk.
hokkꜳren, adj. undseelig, bly. Guldbr. I Ørk. ꜳkꜳr.
hokken (hokk’n), pron. hvilken hvad for en. (Fleertal hokke). Rbg. Tell. Buskerud, Hedm. Forekommer ogsaa i Formen: hikken, hekken, okken, vekken. Hokken va dæ: hvem var det? „Hokke som ær“: i ethvert Tilfælde, hvordan det end er; ogsaa: alligevel (= kor som ær). „Vekke Svæll“: hvilken Snak! — I svenske Dial. hocken; i ældre Svensk: holken og hulkin, som svarer til Dansk: hvilken (Isl. hvílíkr).
hokra (aab. o), v. n. hinke, gaae møisomt og vaklende, som En der har ondt i Fødderne. Nordre Berg. Heraf Hokr (Hokker), n. og Hokring, f. (Jf. Isl. hokra).
