Hjꜳsvæve, n. Sengkammeret. Nhl. (oftest: Hjꜳsvøve).
Hjell, m. 1) en Hylde (paa en Væg el. under Loftet). Nhl. Tell. ogsaa flere Steder i Formen: Hjall (eller Jadl (Hard.), Hjedd (Sæt.), Kjell (Shl. Ryf. Jæd.); ellers Hyløla og (i Sdm.) Hille. — 2) en smal Flade eller Tværsti i en Klippe. Nhl. Hedder i Hard. Hjall, og i Sdm. Hille. Betydningen: en ophøiet Flade, en Forhøining (Isl. hjall) synes at være forældet, men gjenkjendes i mange Gaardsnavne. — 3) et Loft, et Stænge i Lader og Fæhuse; sædvanlig af løse Stænger eller Fjele, som lægges paa Bjælkerne. Fjoshjall, Lødehjell. Nordre Berg. Tr. og Ag. Stift. Hedder ogsaa: Sjell (øverst i Guldbr.) og Kjell (i Meldalen), hvilket sidste ogsaa bruges om Galleriet i Kirkerne. Jf. Læm, Træv, Til, Skukk. (I svenske Dial. hjäll; i danske: Hiald, Hild). — 4) et Sitllads af Stænger, til at tørre Fisk paa. Fiskehjell. Nordenfjelds meget brugl. Jf. Skihjell, Tjørehjell. (G. N. hjall). Jf. endvidere: Hylla og hildra.
hjella, v. a. 1) oplægge et Loft eller Stillads (sjelden). 2) "hjella seg“: om Røg og Damp, naar den lægger sig ligesom et Loft eller Dække i en vis Afstand fra Grunden. B. Stift. I Hard. hjadla seg.
hjellturka, adj. tørret paa Hjell.
Hjellvid (-ve), m. Stænger og Støtter til en Fiskehjell.
Hjelm, m. 1) Hjelm. (Jf. Hylma, Turhylma). 2) Udseende, ydre Væsen; især om et Udseende som vækker Frygt. Sdm. Tr. Stift. 3) Frygt, Rædsel. Ørk. (I Meldalen: Kjelm). E fekk ein Hjelm, dꜳ e sꜳg dæ. (Jf. Kaldhjelm). Dæ fyl’e hꜳnꜳ ein Hjelm (Sdm.): der følger ham noget som gjør En bange; hans Udseende vækker Frygt.
hjelmast, v. n. om Kornet: modnes, begynde at blive gult. Sdm.
Hjelp, f. 1) Hjælp, Bistand. 2) Gavn, Fordel, Forslag; ogsaa: Raad, Redning. 3) Arbeidshjælp, Folk, Arbeidsfolk. Hedder ogsaa Hjølp og Hjolp.
hjelpa, v. n. med Dativ (e—te), 1) hjælpe, understøtte. 2) redde, frie af en Fare. 3) nytte, være til Fordeel. Hedder ogsaa: hjolpa (Sogn, Helg.), hjølpe (Tr. Stift, Gbr.), helpe (ved Mandal). G. N. hjálpa. I Imperf. bortfalder sædvanlig p (altsaa hjelte), ligesom i Particip (hjelt’e). — hjelpa seg: a) rede sig ud, være hjulpen med noget; b) gjøre sig Umage, anstrenge sig, bruge sine Kræfter.
hjelpa, adj. forsynet med Arbeidsfolk; mandstærk. Dei æ væl hjelpa: de ere mange om Arbeidet. B. Stift.
Hjelpar, m. Hjælper. Hedder ogsaa Hjelpemann, og Hjelpesmann.
hjelpast, v. rec. hjælpe hinanden. hjelpast ꜳt: hjælpes ad.
hjelpefør, adj. istand til at hjælpe.
hjelpelaus, adj. hjælpeløs, raadløs.
hjelpeleg, adj. tjenlig, som man kan hjælpe sig med.
hjelpen, adj. 1) hjælpsom (sjelden); 2) hjulpen, tjent med noget. Bekvemmere Form end: hjelt, som ogsaa bruges; f. Ex. Me æ ’kje hjelte mæ di.
Hjelpesmann, s. Hjelpar.
hjelpsam, ad. hjælpsom, velvillig.
hjelt (for hjelpt), part. hjulpen.
Hjerne (Jærne), m. Hjerne. Ag. Stift. I nordre Guldbr. hedder det: Sjærne. G. N. hjarni. Ellers Heile.
Hjort, m. Hjort. Jf. Rauddyr.
Hjortkolla, f. Hind. (G. N. hjartkolla).
Hjul, n. et Hjul. Hedder ogsaa: Kjul (Ørk.). G. N. hjól. (I Tell. forekommer Fleertallet: Hjulir).
hjula, v. a. (a—a), udskjære i Form af en halvcirkel eller Bue. B. Stift. Heraf Hjuling, f. bueformigt Snit paa Klæder, især paa Ærmerne.
Hjul-ꜳs, m. Axel i Hjul.
Hjulfar, n. Hjulspor i en Vei.
Hjulring, m. Kredsen eller Fælgerne i et Hjul. Ellers Ringvid.
Hjulslede, m. Arbeidskjærre. Sdm.
Hjulspꜳng, f. Jernbeslag paa Hjul.
Hjun, n. et Par Folk, Mand og Kone. Helg. (sjelden). I Shl. hedder det Kjun; i Guldbr. findes Formen Sjon i et Par afdannede Ord. G. N. hjún, hjón.
hjuna, v. n. parre sig. Søndre Berg.
Hjun-skilnad (ubrugl.), m. Skilsmisse imellem Ægtefolk. Findes i Guldbr. i Formen Sjonskjylna. hjunsleg, adj. tækkelig, hyggelig; oftest om et Par Folk, som passer godt for hinanden. Helg. I Guldbr. hedder det sjonsle(g).
Hjupa (Jupe), f. Hyben, Frugten af Klungertræet (s. Klungr). B. Stift. I Shl. og Stav. Amt hedder det: Kjupa. (Angels. hiop; Eng. hip). Søndenfjelds har Ordet en anden Form: Njupe og Rype (Sv. njupon). Forskjellige Arter betegnes ved: Steinhjupa, el. Slettehjupe (Rosa canina), og Søthjupe (R. villosa).
