Henda, f. et Knippe som man kan gribe om eller holde i Haanden. Ørk.
Hende, n. en Hændelse; ogsaa et sjeldent Tilfælde, et Særsyn. Hedder ogsaa Hend, og Hendelse. Eit stort Hendelse: en stor Sjeldenhed; Noget som indtræffer meget sjelden.
henden, adj. behændig, flink. Ørk.
Hend’er, s. Hand.
Hendla, f. Bundt, Knippe som kan holdes i Haanden; f. Ex. af Straa. Jæd. Ellers i Stav. Amt: Hæmla, og Helma, der ogsaa kan betyde et Neg. Jf. Henda, Helma.
hendt, adj. 1) beskaffen med Hensyn til Hænder. Jf. storhendt, letthendt, mjukhendt. 2) behændig, flink til Arbeide. Ørk. og fl. 3) skikket, bekvem, oplagt. Mere alm. Eg æ ’kje hendt’e te da (ikke skikket dertil). B. Stift. Han æ hendt so høve, ɔ: han kan noget af alt; han kan skikke sig saavel i det ene som i det andet. Tr. Stift. (Isl. hentr).
hendug, adj. flink, nem, duelig til Haandarbeide. Alm. men hedder ogsaa hændige (B. Stift) og handige (Tell.). Sv. händig.
hengd, part. ophængt.
hengja, v. n. (e—de), 1) hænge, bringe i en hængende Stilling. (Forskjelligt fra hanga). hengje upp: ophænge. 2) fæste, hænge fast ved noget. hengje ihop: sammenhefte. I Sogn og fl. St. bruges ogsaa hengja for hanga; saaledes ogsaa: Hengjemꜳn, f. hængende Man; jf. Fallemꜳn.
hengjast, v. n. sidde ørkesløs og kjede sig; f. Ex. naar man venter paa noget. Han sat dær ꜳ hengdest heile Dagjen. Nordre Berg. (Isl. hángsa). Jf. Talemaaden „hengje seg ned“: sætte sig ned, hvile lidt. B. Stift.
Hengje, n. 1) Hængsel. (Sjelden). 2) Noget som hefter ved, hænger fast med. Ligesaa noget som man idelig holder sig til; saaledes i Spøg om en Kjæreste. B. Stift.
Hengjelꜳs, n. Hængelaas.
Hengjemyr, f. Hængedynd. Tr. Stift.
hengjen, adj. som let hænger fast.
Hengsla, f. 1) Hængsel, Indretning som noget hænger i. 2) en Kjæde af sammenbundne Stokke, hvorved Tømmeret opfanges i Elvene. Ag. Stift. 3) Baand hvorved noget bæres paa Skuldrene; saaledes paa Randsler el. Skræpper. Jf. Fatl, Fetel.
Henker, s. Hꜳnk.
Henna, f. Skindet af et Dyrs Hoved. Ogsaa: Pande, Hjerneskal. Sogn (i Formen: Hedna); ogsaa i Valders og Gbr. Ellers Haudtenne, Hovuflꜳtt. (I Svenske Dial. häna). Maaskee for Herna.
henne, pron. hende. (Dativ og Akkusativ af ho). Formen er meget forskjellig; saaledes: henne (mest almindl.), hinne (Sdm. Sfj.), henna (Sogn), hennar (Tell.), hæna (Sæt. Gbr.), henn, enn (Indr.); forkortet: ne (Sdm.), an, han (øverst i Tell.), æ, hæ (Sæt.), a, el. ha (Buskerud, Fosen, Indr. og fl.), op el. ho, som egentlig er Subjekt (Søndre Berg.). F. Ex. „Mæ ’ne“, med Lyden af dobbelt n, eller: mæ ’nne (ɔ: med hende). frꜳ ’nne, frꜳ ’enn, frꜳ ’a (ɔ: fra hende). — G. N. henni, Dativ; hana, Akk. — Det tilsvarende Genitiv (D. hendes) hedder: henna (B. Stift), hanna (Namd.), hinna, el. ’nna (Sdm. Sfj.), hennars (Tell.), hennas, hennes (i Ag. Stift). G. N. hennar.
henta, v. a. (a—a), hente, tage imod, borttage. I Nhl. ogsaa plukke (f. Ex. Bær); see hemta.
Heppa, f. Held. Meget sjelden; s. Uheppa.
heppe, v. n. træffe, slumpe til, komme til af en Hændelse. Ag. Stift (sjelden).
heppen, adj. heldig, lykkelig, som kommer til noget ved et Slumpetræf. Mere alm. (G. N. heppinn). „Han Heppen“ bruges ironisk som Benævnelse paa En, som altid forfølges af smaa Uheld.
Hepne, f. Held; især uventet Held, Slumpetræf. Nordre Berg. (G. N. heppni). Jf. Hopp, som egentlig er en Form af et forældet Happ, n.
hepta, s. hefta. — her, s. hær.
herja, v. a. og n. (a—a), 1) plage, trykke, udsuge. Nordre Berg. 2) sluge, rive i sig (= heksa). Indr. — Ogsaa: røve, bortføre. (I de tellemarkiske Viser).
Herjar, m. en Udsuger, gjerrig og havesyg Person. Nordre Berg.
herka, og herkje, v. a. 1) indknibe, rykke sammen, stramme ved et Baand. Ag. Stift. Jf. hyrpe, og Hork. 2) stramme Tømmerne paa en Hest, for at den ikke skal græsse. Nordre Berg. i Formen herkje (e—te).
Herkje, n. 1. Knibe, Tranghed; f. Ex. i et Laas. Sjelden; jf. harkjen.
Herkje, n. 2. Følge, Slæng, Pak. Ag. Stift.
herleg, adj. herlig, ypperlig.
Herm, n. Sagn; Anekdote som indeholder en Samtale eller et Svar, der altid fortælles med samme Ord. Sogn,
