Nhl. So gꜳr Herm’e: saa hedder det efter Sagnet.
herma (hærme), v. a. og n. (e—de), 1) fortælle, anføre noget saaledes som Andre have sagt det. Sagn. Nhl. Eg veit ikje te herma da: jeg kan ikke fortælle det ordlydende. (G. N. herma). 2) v. n. (med: ette), efterabe Andres Tale og Gebærder, gjøre sig lig En (især til Spot). Dei gjekk ꜳ hermde ette ’an. Alm. (Sv. härma). Ogsaa efterligne, følge en vis Skik eller Mode.
Hermar, m. en Efteraber, Gjøgler. Saaledes ogsaa: Hermefugl, Hermekrꜳka, Hermegast.
Herming, f. Efteraben.
Herre, m. Herre. I Hard. Herra (G. N. herra). Foran Proprier hedder det Herr (el. Hær) og forbindes med „han“, f. Ex. Han Herr Hans. Ein Herre Rett (en kostelig Ret Mad). D’æ lang Herre Reidsle, ɔ: Anretning for store Herrer udkræver lang Tid. (I disse Tilfælde adskilt som Genitiv).
Herredøme, n. Herredømme.
Herresæte, n. Herregaard; Herresæde.
Herrskap, n. Selskab, Følge af Herrer eller fornemme Folk.
hersk, adj. harsk. Neutrum: herst (r bortfalder ikke). Sv. härsk.
herskna, v. n. blive harsk. (I disse og de forrige Ord med rl, rm og rr, lyder e altid som æ).
Hesja, f. 1. Klæbersteen; s. Esja. I Namd. ogsaa Hisje eller Hisj.
Hesja, f. 2. Række af Stænger til at tørre Hø paa. Tr. Stift og tildeels søndenfjelds; i Tell. Hesju; men i B. Stift Hæs. See Hæs.
hesja, v. a. (a—a), sætte i Hesje, lægge op til Tørring. Ogsaa i B. Stift.
hesjestaden, adj. som har staaet længe i Hesje.
hesk, adj. hidsig, graadig. B. Stift.
heskjelege, adv. fælt, frygteligt. Sdm. og fl. (Sv. hislig). Oftere: overmaade, uhyre; f. Ex. Dæ va heskjele kaldt. Ogsaa i Hall. (hæskjele, hæsjele).
Hespa, f. 1) Haspe, Traadhaspe. (G. N. hespa). I Kr. og Ag. Stift hedder det Hespel, m. — 2) en liden Jernlaage eller Slaa paa en Dør; ogsaa paa Skriin, indrettet for Hængelaas. Ag. Stift og fl. Nogle St. Hempa. (Isl. hespa, Spænde).
hespa, v. a. 1) ophaspe, vinde op. 2) v. n. haste, skynde paa. Sdm.
Hespel, m. en Haspe. Hespa.
Hespe-tre, n. Haspetræ; Garnvinde. „D’æ eit stort Hespe-tre“, — siges ogsaa om noget som er kroget eller tvært og saaledes optager meget Rum.
Hesprei, s. Husprei.
Hest, m. Hest, Hingst. (Jf. Øyk, Mær).
Hestedreng, m. Tjener som har Tilsyn med Hestene (paa store Gaarde).
Hestefivel, m. Volverlei (Arnica montana). Shl. og fl. Ellers: Hestesoleie, Ringblom, Snusblad.
Hestegjelkar, m. Hesteskjærer.
Hestehov, m. 1) Hestehov; 2) Navn paa forskjellige Planter; a) Tussilago (paa flere Steder); jf. Leirfivel. b) Caltha palustris (Sdm.); jf. Hovsoleie. c) Nympæa lutea (Tell.); jf. Aaborblom.
Hestemaur, m. en Art Myrer, Tuemyre (Formica rufa). Nogle Steder om en større og sjeldnere Art.
Hest-emne, n. Føl, ung Hest.
Hesteskap, n. Hesteskikkelse.
Hesteslag, n. Art eller Race af Heste.
Hestesyre, f. en Art Skræppe (Rumex). Ag. Stift.
Hestfyl, n. Hingstføl.
hestgala, adj. f. geil, om Hopper.
Hesthavre, Havregræs (Holcus avenaceus).
Hestkar, m. Nytter, Kavallerist.
Hestøyra (Plante), s. Kvitblad.
Hett (Fare) og hetten (farlig), s. Hætt.
Hetta, f. 1) Hætte, Klædningsstykke over Hovedet og Skuldrene. Mest brugl. i Nordre Berg. 2) en Hue. Tell. og fl.
heva, s. hevja. heve (har), s. hava.
Hevel (Høvel), s. Hyvel.
hevja, v. a. (hev’; havde; havt), 1) hæve, løfte, lette eller forhøie. Tell. og tildeels i Ag. Stift. (S. havd). Ogsaa i Søndre Berg. i Formen heva, el. hæva (a—a). G. N. hefja (Impf. hóf). — 2) slænge, kaste. Tell. og fl. Ogsaa i Hard. med Imperf. hevja; f. Exe. Han tok ein Stein ꜳ hevja burt i Veggjen. Mere alm. er hiva. I Indr. hedder det høve, med Imperf. hov. — Af Roden hav (i havde) kommer Hav, n. Hov, n. Solhov, Hæv, Hævel.
hevla, s. hyvla. — Hevre, s. Hyvre.
hi (adj.), s. hin. hi (ɔ: har) s. hava.
hibbel, n. Dynd, Søle; ogsaa et skiddent og uordentligt Huus. Nordre Berg.
Hide, n. Hule eller Skjul hvori vilde Dyr have sit Leie. Bjønnahide, Vargehide. Alm. i Formen Hie; i Sdm. og Nfj. Hide. — G. N. hidi; Sv. hide.
hide seg (hia seg), søge Skjul; især om Bjørnen naar den lægger sig til Vinterhvile i Sit Hide. Han heve hida seg. Nordre Berg.
