målets timer til dette bruk, noget, visse folk i förstningen ikke tok ham synderlig vel op, idet de lot ham forstå, at han jo som svensksinnet arbejdede for „Amalgamationen,“ samt at han nok tænkte, på den vis at skulle få melet sin egen kake, ved nemlig at insmigre sig hos höjeste vedkommende. Slik var nu stemningen den gang. For resten havde og har saken også andre motstandere, nemlig sådanne, som altid lar höre fra sig, når noget nyt vil arbejde sig frem.
Tingen et altså i forholdsvis god gang i alle tre riker. Men når noget har begynt at gå godt, vil en ha det ennu bedre. Og hvad er så her „ennu bedre?“ Dog vel ikke dette, at alle Nordboer får et mål istedenfor to eller tre, likesom f. e. alle Franskmæn, alle Spaniere og næsten alle tyske folkeslag har fåt et fælles mål hver, efter tidligere at ha havt flere hver? Herpå kan svares både ja og nej. Ja, for så vidt som det unægtelig havde været bedre, om Norden istedenfor flere mål havde havt bare et. Men da dette nu engang ikke er tilfællet, så får vi finne os i den givne og nedarvede flerdobbelthet. Enhet i tungemål kan nemlig ikke frembringes ved klökt eller ved magt. Med andre ord, intet av de tre folk kan eller vil påtvinge de andre sit eget mål, og intet av dem opgir godvillig det, som det har, for at ta et av de andre i bruk. Og likeså litet vil et fællesmål, laget sammen av alle de nordiske „Dialekter,“ av Norsk, Dansk og Svensk, i likhet med det „Landsmaal,“ som vore Norsknorske har laget sammen av alle de norske „Dialekter“ eller landskapsmål, finne nåde for alle Nordboers öjne og bli infört i disse tre land istedenfor de mål, som nu brukes.
Men nu en gradvis tilnærmelse mål og mål imellem da? Ja, den var vistnok tænkelig, eller rettere sagt, den er allerede så småt i gang, så småt rigtignok, at mange
