vel neppe har mærket, at den er til. I alle tre land arbejdes nemlig hen imot mere og mere folkelighet også i denne henseende, i Norge mest, i Danmark mindre, i Sverige minst, en forskel, som let lar sig forklare, da det er mest ugjort i Norge — i löpet av hundreder av år — mindre i Danmark, minst i Sverige, i forhold nemlig til, hvad som nu efter omstændigheterne kan göres. Hos Svenskerne er det landsgyldige tungemål og bokmålet ennu meget nordiske, og næsten like meget nordiske. Hos os er det landsgyldige talespråk meget bedre en bokmålet, men begge mindre nordiske en Svenskernes. De Danskes tale og skrift er minst nordiske, men ligner Svenskernes deri, at den ene ikke avviker meget fra den annen, i alle fal ikke så meget som Normændenes, idet disses skrift egentlig ikke er bleven til for dem, men for de Danske.
Men hvorledes kan dette, at de Danske fornyer og genföder sin folkelighet, de Norske sin og de Svenske sin, medföre nogen tilnærmelse folk og folk imellem? Andre folkeslag arbejder jo også hvert på sin folkelighets utbedring, f. e. Finlændingerne på sin som Svenskerne på sin; men dette synes jo snarere at måtte fjerne dem fra hverandre istedenfor at la dem vokse sammen. Ja, hvis pågældende folk er av forskellig rot, så vil deres folkelighets utfoldelse mere og mere utskille dem fra hverandre. Men de nordiske folk er av samme utspring, er tre (fire) stammer på en rot, eller som det ofte heter, tre grene på en stamme. Navnlig har deres mål været det samme i den fjerne oldtid eller idetminste meget mere ens en nu, efter at de i lange tider har gåt hvert sin vej, uten at agte på sin egen språklige fortid eller på den övrige nordiske samtid, men des mere fordypet i andre folkeslags bokmål og bokligheter. Fölgelig
