Norsk skal læses i statsskolerne for almen dannelse. Men allerede to år efter kom dog et tilsvarende bud in i den da utfærdigede nye undervisningsplan for Norges höjere skoler. Derimot er det ikke ennu, så vidt vites, pålagt de danske skoler at göre sin ungdom kent med det svenske eller det norske bokmål eller bokrike.
Imidlertid er saken dog nok fremdeles i vel så god gang i Danmark som i de to andre land. De danske höjere skoler gör vel intet for den efter støt fra oven (en enkelt mægtig man får skylden for, at stötet ennu ikke er givet), men en og annen av dem siges dog at göre noget for den på egen hånd, hvad nok ennu mere gælder om en del enskilte (private) skoler. Og hvad skolerne ikke gör, det gör nok, som sagt, enkeltman og familier.
På den annen side står nysnævnte bud i den svenske skolstadga av 1856 (og den av 1859) og i den norske skoleplan av 1858 tildels ennu kun på papiret. Navnlig er det i svenske tidninger uttrykkelig oplyst om adskillige navngivne svenske skoler, at de ikke efterkommer budet; ja, en forfatter i Pädagogisk tidskrift har enog nyligt vidnet, at „denna föreskrift har sällan efterföljts vid våra högre läroverk.“ Og hvor budet ikke aldeles overses, der brukes nok fordetmeste kun meget få timer for at göre det fyllest. Derimot har en og annen skole eller enkelt skoleman, idetminste her i Norge, i likhet med hvad nys blev oplyst om en del av de danske, allerede för skoleplanen av 1858 utkom, altså av egen drift, övet ungdommen noget i Svensk. Jeg vet således en, som alt i 1841, — altså 17 år för den nævnte skoleplan gjorde vort broderlands bokmål fra et vel ikke forbudet, men heller ikke tillat læreemne i vore skoler til et tvunget og alment — begynte at ofre nogle av moders-
