I nærværende stykke har man, til pröve, gjort Norsken omtrent så lik Svensk, som ske kunde, uten at göre våld på ordenes lydelse her i landet. Oplysning om avvikelserne fra den vanlige bokstavering finnes i det følgende.
Alt eftersom de nordiske folk har fåt öjnene op for önskeligheten av, at de mere en tidligere nærmer sig hverandre, omgås hverandre, holder sammen og arbejder i fællesskap, har de navnlig inset vigtigheten av at kenne hverandres bokmål og boklighet. Allerede for over 20 år siden fik idetminste vi Norske og Danske gode hjælpemidler hertil, nemlig læsebok (av Lehnström) og ordbok med språklære (av L. K. Daa). De Danske var nok tidligst oppe og mest nidkære. Med Nordmændene og Svenskerne gik det i förstningen mere småt, især vel med de siste. Imidlertid er ordenen nu vendt om. De siste er bleven de förste, og de förste de siste, for så vidt man nemlig dömmer ikke efter enkeltmans virksomhet alene, som længe var det eneste, denne sak blev båren frem av, men efter hvad hvert av de nordiske samfund i sin helhet har overtaget at göre for den. I denne siste henseende har Sverige givet eksemplet, idet det i sin „skolstadga“ av 1856 har fastsat, at noget Dansk og
