navnlig der, som han allermest kunde trænge til et vink, nemlig i fremmedordene. Reglerne om medlydsfordoblingen er så flokete, at de hos Almqvist-Busch utgör 6 sider oktav. Tullberg har hele 17 sider om dem. Alt dette stræv vilde Svenserka så omtrent bli fri for og dertil fremhjælpe norsk-enhet adskilligt, om de vilde la sig nöje med, som vi, i regelen kun at fordoble mellem to selvlyd, nemlig når den förste av dem tillike har tonen (aksenten). Fordoblinger som i hatt, kött, byggnad, kyckling kom da til at utgå. Vi mærker jo ikke noget sakn, fordi om vi ikke forefinner en bokstavering som Byggning, Byggd, Byggsel med dobbelt g som i stamordet bygge — eller som laggde, laggt, lægg, Læggd, Indlægg, Udlægg, Tillægg — med dobbelt g som i lægge. I et tilfælle blant nogle hundrede vil dobelt tegn kanske virkelig være önskeligt, som i Hugg, Dugg, visst for a tkende dem fra Hug (på H., norsk Huk), Dug (norsk Duk), vis eller viis, hvor også en og annen hos os har givet eksemplet. Men i slike tilfæller kunde da naturligvis også Svenskerne fordoble.
Ser vi til språkhistorien, da gælder om nærværende no. 2 det samme som om no. 1. Likesom vi har brukt f og fv for v som Svenskerne, men opgivet denne bruk for længe siden, således har vi havt en mangfoldig medlydsfordobling som Svenskerne, men opgivet den, undtagen, som sagt, mellem to selvlyd. Engang bokstaverede de Danske (og de Norske) f. e. skönn, Spill, till, sitt, Sprock (ɔ: Sprog), gick, Krafft, Stanng, deriss flock, hörtt, biergitt, ffra, ffod (Fod). Det er, man dordoblede medlyden ikke alene mellem to selvlyd, mellem en selvlyd og en medlyd samt i enden av ord efter en elvlyd med tonen på, men tildels og efter en tonlös selvlyd (biergitt), efter en annen medlyd (hörtt, folck,
