alltt), ja selv i ordets begynnelse og efter en lang selvlyd (ffra; jfr. stterck ɔ: stærk, tthett ɔ:det: — kijff, Sprock).
Men det meste av denne dobbelthet har vi, eller egentlig vore fædre, allerede skilt os av med, til stor lettelse især for alle skolebarn og skolemestere samt til billigere bokköp. Om Svenskerne nu sluttede sig til os, så var det kun at gå videre på den vej, som de alt er inne på: ti også de har havt noget mere av samme dobbelthed en nu, men skilt sig av med det f. e. flitt (ɔ:flit, Flid), Sölff (Sölv, silfver), ſtarck, nu stark, folck, nu folk.
Imidlertid ser det småt ut med tilnærmelse fra Svenskernes side til os, hvad dette punkt vedkommer; ti såvidt jeg har mærket, er det ikke engang vakt spörsmål om det i den svenske presse ennu, en mindre har nogen givet eksemplet ved at tillempe den rettere synsmåte. Det går overhoved hos Svenskerne som hos os, at den kunstigere bokstavering lettere finner tilhængere en den enkle og letlærte, en forekomst, som jeg vel skulde kunne forklare, om rummet tillot det. Stemningen er således der måske snarere for utvidelse en for inskrænkning av de dobbelte medlyd. Hos os er det nok i lle fl så. Et par av de beste norske skalder har således taget til at skrive gikk, fikk, tætt, tykkner, knappt o. s. v. Det kan derfor være grun til at sige med den store danske målkyndige Rasmus Rask: „Når man betragter, hvilke Vanskeligheder, Undtagelser og Selvmodsigelser Endemedlydens fordobling leder til i Svensk (og i sin tid har ledet til hos os), „vil næppe nogen skönsom Kjender önske at belæmre vor (Danske) Skrift med sligt,“ hvad dog, som sagt, enkelte norske forfattere både har önsket og utfört).
No. 3, ck for kk, er her ikke lejlighet til at dvæle
