mot samme f og fv, idet de er overflödige blant os, som alt har rettet på fejlen. Desuten tillater rummet det ikke. Derfor her bare nogle ord om, hvorledes saken står i broderriket.
Det fattes ikke på svenske mæn, som har stemplet f og fv i nævnte betydning som en lyte på den svenske skrift. Pfeif, en av de förste, som i Sverige skrev om retskrivningen, var imot denne bokstavering (1713). Likeså Broman (1748). Likeså Laurell (1748). Likeså Sven Hof (1753). Likeså K. Brunkman (ved 1760). Likeså Tullberg. Denne siste siger i sin „Svensk Rättskrivningslära,“ 1862, bl. a.: „Detta f är det allragrövsta missbruk i vår skrift,“ ... „den styggaste fläkk på vår rättskrivning,“ og på ennu et annet sted: „den styggaste ok vedervädigaste av alla svenske skriv-former.“ Selv skrivet T. altid v. Undertiden tales det i tidningerne i samme tone. For nogle måneder siden fantes således et stykke i Göteborgs Handelstidning mot f og fv (og desuten mot c, q, x og ). „Saken beror endast på vanan,“ sagde forfatteren (utgiveren selv, mag. Hedlund?). Av samme stykke får læseren også den oplysning, at prof. Sundevall nylig har brukt v og f og fv i sit skrift „Svenska foglarne“ (duva, hava for dufva, hafva), samt, som det synes, ligeledes en svensk tidning, „Nerikes Allehanda.“
No. 2. Medlydsfordobling. herom blir det for denne gang bare rum til at henvise til en eller annen svensk retskrivningslære, f. e. Almqvists (på Dansk ved Busch 1843). Av denne bok ser man, at medlysdsfordoblingen må være omtrant samme huskors i de svenske skoler, som stumme e’er og selvlydsfordobling længe har været og store forbokstaver ennu er hos os. Og efter alt dette blir læseren enda hvert öjeblik i uvishet om den foregående selvlyds længde, og
