sig in i dem, så bör vi nu insætte vor rette gamle innenlandske uttale i vore böker, så vidt som den ennu er i live ikke alene i almuens, men og i den „dannede“ klasses talespråk. Hvad Svenskerne har kunnet göre, må kunne lykkes også for os.
De vigtigste av de 8 svenske punkter er naturligvis no. 1 og 2. Men også no. 3, 4, 5 og 6 gör Svensk dels mere fremmed, dels mere knudret og småstötende for vort öje, en det er for vort öre, selv om dette er nokså uövet i at höre målet. No. 7 og 8 hörer for en god del ennu til de fromme önsker eller til fremtidsbogstaveringen i alle tre land. Dog er nok Svenskerne her længst tilbake, når en ser alle tilfællerne under et.
No. 1 og 2. Så langt, som vi har set, at Svenskerne er forut for os med hensyn til latinske bokstaver, stummer e’er, selvlydsfordobling, forbokstaver (små), så langt eller nogetlængre er vi forut for dem i disse tvenne punkter, d. e. med hensyn til f og fv for lyden v samt til medlydsfordobling.
Det er navnlig Peder Syv († 1702), som hos os har æren for at have fordrevet f og fv (ff, ffu) fra vore böker, på navnlig ordet „af“ og nogle egennavn nær. Allerede Holberg havde avlagt denne bokstavering, men hans samtidige Hans Gram († 1748) skrev ennu nafn, hafve o. dl. I Sverige derimot er denne vor för-Holbergske retskrivning ennu ved magt. Mine ord kommer rimeligvis ikke mange Svensker for öjne, og det er i alle fal ikke synderlig von til, at en utlænding skulde kunne overbevise dem, hvis deres egne kom tilkort. Jeg vil derfor ikke sige noget om grunnene
